50-dyk syndromet: Når dykkeren begynder at skipånde

Men måske mangler vi et navn til det stadie, som mange dykkere rammer et sted mellem nybegynder og erfaren. Et stadie, hvor dykkeren egentlig er blevet ganske dygtig – men samtidig begynder at udvikle nogle uhensigtsmæssige vaner.

Jeg kalder det: 50-dyk syndromet.

Det er selvfølgelig ikke en officiel diagnose. Men de fleste instruktører og erfarne dykkere vil sandsynligvis kunne genkende fænomenet med det samme. Det er her, det hele pludselig begynder at gå meget bedre for dykkeren. 

Omkring de første 50 dyk sker der ofte noget markant med dykkeren.

• Afbalancering fungerer bedre
• Masken dugger mindre
• Finneteknikken bliver bedre
• Dykkeren føler sig mere hjemme under vand

Kort sagt: Dykningen begynder at føles naturlig.

Og netop derfor opstår der et nyt fokus, for nu begynder dykkeren at sammenligne sig med andre. Nu handler det ikke længere om:

• At kunne tømme sin maske
• At kunne overholde sine sikkerhedsstop
• eller at kunne finde tilbage til båden

Nu handler det pludselig om noget helt andet: luftforbrug. Pludselig opdager man, at nogle dykkere kommer op med markant mere luft tilbage i flasken end andre. Og næsten alle dykkere har på et tidspunkt tænkt: ”Hvordan bruger de så lidt luft?”

Det er her, ”50-dyk syndromet” ofte begynder – med den helt klassiske fejl. I stedet for at analysere på:

• trim
• afvejning
• finneteknik
• arbejdsbelastning
• stressniveau
• og energiforbrug

så forsøger mange dykkere ubevidst at løse problemet ved ganske enkelt at trække vejret mindre.

Man holder længere pauser mellem vejrtrækningerne. Man forsøger at ”nøjes”. Nogle skipånder direkte uden egentlig at være klar over det. Og i starten virker det måske logisk. Hvis man trækker vejret mindre, må luften i flasken jo holde længere. Problemet er bare, at kroppen ikke fungerer sådan.

Kroppen reagerer på CO₂. Vores vejrtrækning styres primært af kroppens CO₂-niveau – ikke af mangel på oxygen. Når vi ventilerer for lidt, ophobes CO₂ gradvist i kroppen. Og det mærkes ofte tydeligt under eller efter dykket. Dykkeren får hovedpine.

Mange dykkere forbinder ikke hovedpinen med deres vejrtrækning. De tænker måske dehydrering, kulde eller træthed. Men årsagen kan ganske enkelt være utilstrækkelig ventilation under dykket.

Hvad skal dykkere gøre i stedet for?

Erfarne dykkere bruger ikke mindre luft, fordi de holder vejret. Mange tror fejlagtigt, at erfarne dykkere bruger lidt luft, fordi de trækker vejret mindre. I virkeligheden er det ofte det modsatte. Erfarne dykkere ventilerer roligt og naturligt. Forskellen er blot, at de bruger mindre energi under vand. De:

• ligger bedre i deres trim
• svømmer vandret
• har alt udstyr tæt ind til kroppen
• er korrekt afvejet
• holder armene i ro og bruger kun finnerne
• bruger mindre energi
• laver færre unødige bevægelser
• og er mentalt mere afslappede

Derfor producerer kroppen mindre CO₂ – og behovet for ventilation bliver automatisk mindre.

Det lave luftforbrug er altså ikke årsagen til den gode dykning – det er resultatet af den.

Den rigtige vej til bedre luftforbrug

Hvis man vil forbedre sit luftforbrug, bør fokus ikke være på at trække vejret mindre. Fokus bør være på at dykke mere effektivt. De største forbedringer kommer ofte fra:

• bedre og mere vandret trim
• korrekt mængde bly
• afslappet og effektiv finneteknik, fx frog kick
• færre armbevægelser
• udstyr placeret tæt ind til kroppen
• bedre planlægnin,
• og større mental ro under vand

Måske er 50-dyk syndromet helt normalt

Måske er 50-dyk syndromet i virkeligheden bare en naturlig del af at udvikle sig som dykker. Det er her, mange for første gang begynder at interessere sig for effektivitet og kontrol under vand. Problemet opstår først, når fokus flyttes fra god dykning til lavt luftforbrug som mål i sig selv. For den bedste måde at spare luft på er ikke at trække vejret mindre – det er at dykke bedre. ■