Cabo de Palos: Spanien med overraskelser

En ting jeg ikke vidste var, at Spanien er verdens anden mest besøgte turistdestination, kun overgået af Frankrig. Hvert år besøger mere end 90 mio. mennesker det sydeuropæiske land, hvilket er det dobbelte af populationen i landet, og hovedparten besøger i sommermånederne.

Den ukendte dykkedestination

På trods af mine mange år som dykker, hvor jeg har besøgt mange af de populære dykkespots rundt om i verden, har Spanien aldrig været mål for mine dykkerejser. Det er ellers ikke fordi der ikke er meget vand og mange strande i Spanien, og hovedparten af de spanske øer er top turistdestinationer, hvor jeg har besøgt en del af dem flere gange, herunder Mallorca, Gran Canaria og Lanzarote. Men aldrig som dykkemål. Altid som familie og badeferie. Har jeg skulle dykke i Middelhavet har Kroatien, Malta og Cypern altid stået forrest og på én eller anden måde haft førsteret, når dykkedragten skulle luftes. Men det var på tide at ændre den tendens.

Spanien har hele den nordlige kyst, som vender ud imod Atlanterhavet. Man kan altid forvente et livligt hav på disse kanter, og det var heller ikke der, jeg havde rettet blikket imod. Følger man kysten nedad skal man lige passere Portugal, som er et af de vestligste lande i Europa og desuden en stor dykkedestination, som jeg har dykket flere gange. Herefter starter den spanske kyst igen og fortsætter indtil Gibraltarstrædet, som adskiller Atlanterhavet fra Middelhavet. Og herefter ligger der godt et par tusinde kilometer kyst at boltre sig på, helt op til den franske grænse. Og det var på denne strækning jeg tænkte, at jeg ville finde et dykkested.

Billede

Cabo de Palos

Når man nu selv kan vælge fra øverste hylde, så tog det mig ikke lang tid at beslutte mig for et område. Længst nede i Spanien og så langt mod sydøst som man kan komme, ligger et lille forbjerg kaldet Cabo de Palos. Cabo betyder forbjerg på spansk, for det er ikke helt en halvø. Men det ligger omgivet af vand og hele vejen rundt om byen er der skarpe klipper og små billedeskønne bugter, hvor det er muligt at bade i det klare middelhavsvand. Der er selvfølgelig også et stort gammelt fyrtårn, som kan ses fra hele byen og som kan lyse langt ud over havet.

I en nation domineret af kendte rejsemål som Barcelona, Mallorca og Costa del Sol er denne del af Spanien stadig relativt overset. Netop derfor føles området autentisk og uspoleret. Her handler det ikke om masseturisme, men om natur, hav og oplevelser for dem, der virkelig vil udforske Middelhavet under overfladen. 

Byen er ikke stor. Kun lidt over 1000 personer bor der fast, men i sommermånederne mangedobles tallet af turister, som kommer for enten at klatre på de høje klipper lidt inde i landet, boltre sig med kajakker og paddleboards i det blå vand eller for at dykke. Og dykning… dét er præcist hvad man kan her.

Billede

Nationalparken Cabo de Palos

Set fra luften bliver det tydeligt, hvordan konturerne af Cabo de Palos ikke stopper ved kystlinjen, men fortsætter naturligt ud under havoverfladen. Forbjergets klippeformationer strækker sig som undersøiske højdedrag og danner markante søjler, hvor små øer og rev rejser sig omgivet af dybere vand på begge sider. Disse dramatiske strukturer skaber et varieret og spektakulært undervandslandskab, som er kernen i den marine nationalpark, der begynder netop her ved byen Cabo de Palos.

Den formelle beskyttelse af området blev etableret i 1995 under navnet Reserva Marina de Interés Pesquero Cabo de Palos-Islas Hormigas. Beslutningen udsprang af en stigende erkendelse af, at de unikke undervandsbjerge og rev var under pres fra industrielt fiskeri og intensiv udnyttelse. Med oprettelsen af reservatet blev store dele af området lukket for trawl og andre destruktive fiskemetoder, mens traditionelt, småskala fiskeri fortsat var tilladt under strenge regler. Formålet var klart: at beskytte økosystemerne og samtidig bevare det lokale maritime erhverv.

En central del af modellen er, at fiskerettighederne i Cabo de Palos er knyttet til bådene – ikke til familierne. Når en fisker stopper, kan licensen derfor ikke arves eller sælges videre, men følger kun fartøjet så længe det er aktivt. Ordningen holder antallet af både stabilt og forhindrer ophobning af rettigheder, som ellers kunne øge fisketrykket. Kun traditionelt fiskeri i mindre skala er tilladt i reservatet, mens industrielt fiskeri er fuldstændig forbudt. Resultatet er en tydelig spillover-effekt, hvor voksende bestande inde i reservatet gavner både økosystemet og de lokale fiskere uden for reservatet – og samtidig skaber et rigere undervandsliv for dykkere.

For dykkere har denne beskyttelse haft enorm betydning. Siden reservatet blev indført, er fiskebestandene vokset markant, og livet på rev og revsøjlerne er blevet synligt rigere. Store grupper af havaborrer, barracudaer og tandbrasen ses nu regelmæssigt, og rovfisk patruljerer igen revkanterne. Dykkerstederne administreres omhyggeligt, så der kun må ligge få både ad gangen på hver lokalitet, hvilket reducerer slid og giver en mere rolig og kontrolleret oplevelse under vandet.

Reservatet beskytter ikke kun det biologiske liv, men også den geologiske arv. De stejle vægge, grotter og plateauer, som er formet over millioner af år, får lov til at udvikle sig uforstyrret. For dykkere betyder det adgang til nogle af Middelhavets mest intakte og artsrige miljøer – steder, hvor man tydeligt mærker, hvad målrettet og konsekvent naturforvaltning kan gøre.

Billede

Dykkercentrene i Cabo de Palos

Hvor dykningen i dette område måske ikke er specielt kendt for dykkere uden for Spanien, så er det dog et meget velbesøgt dykkeområde for spanierne selv. Derfor findes der også en overraskende stor koncentration af dykkercentre i byen. Langs den lille marina ligger centrene side om side mellem fortovsrestauranter og iscaféer, og stemningen er præcis den, man håber på som dykker: afslappet, maritim og fuld af aktivitet. 

Der er i dag omkring ti aktive dykkercentre i Cabo de Palos, hvilket er usædvanligt mange for en by af denne størrelse. Alle har deres både liggende lige foran centrene, hvilket praktisk minimerer transporttid, og i højsæsonen og på travle weekender afgår bådene typisk med to timers mellemrum ud i Nationalparken.

Grunden til, at så mange centre kan eksistere side om side, er ganske enkelt, at området tilbyder noget helt særligt. Tippen, hvor Cabo de Palos ligger, er et af de mest markante mødepunkter mellem Atlanterhavet og Middelhavet. Her mødes to havsystemer, og de oceanografiske forhold er usædvanligt dynamiske. 

Billede

Biodiversitet

Gennem Gibraltarstrædet presses en konstant strøm af næringsrigt atlanterhavsvand ind i Middelhavet. Samtidig skaber nordlige vinde perioder med klart, varmt middelhavsvand. Skiftene mellem disse vandmasser gør området ekstremt produktivt og giver en højere biodiversitet end mange andre steder i Middelhavet.

Dybdeforholdene spiller også en afgørende rolle. Området har nogle af de største dybder i Spanien, og kun få sømil fra kysten falder havbunden dramatisk fra omkring 200 meter til dybder på op mod 2.000 meter. Selve dykkerstederne i nationalparken ligger ofte på undersøiske bjerge og rev med toppe fra få meters dybde ned til 60–70 meter. 

Denne kombination af dybt vand tæt på land og stærke strømforhold gør, at pelagiske arter jævnligt passerer forbi. Hajer ses sjældent, men de findes i området, og hvert år giver havet spektakulære møder med større havdyr, heriblandt hvaler. For dykkecentrene betyder det, at sæsonen ikke kun handler om rev og vrag, men også om chancen for ægte open-ocean oplevelser lige uden for havnen.

Netop denne unikke kombination af let adgang, velorganiserede centre og et usædvanligt rigt havmiljø gør Cabo de Palos til et af Spaniens mest interessante – men stadig relativt ukendte – dykkerdestinationer.

Planeta Azul

Midt på havnepromenaden i Cabo de Palos ligger Planeta Azul, et dykkercenter der føles mere som et lille maritimt mødested end som en forretning. Centret blev grundlagt for omkring 25 år siden af tre partnere med en fælles ambition: at åbne folks øjne for Middelhavets natur, undervandsliv og rigdom og få flere til at forstå, hvorfor netop dette hjørne af Spanien er noget særligt. 

Den filosofi mærker man tydeligt, så snart man træder ind ad døren og møder centrets leder Amelia Cánovas – en energisk og kompromisløs ildsjæl, der har været med helt fra begyndelsen. Hun er ikke bare en erfaren instruktør, men også drivkraften bag det lokale naturcenter, som dykkercentret administrerer. 

Billede

Naturcentret 

Centro de Visitantes de Cabo de Palos ligger faktisk i samme bygning og er en guldmine for en rigtig dykkenørd. Flere af væggene er fyldt med dykkelekture fra gulv til loft, håndbyggede modeller af skibe som nu er vrag på havets bund, gamle undervandskameraer, som især fik mig til at savle, samt kort over havbunden i Middelhavet og lokalområdet og ikke mindst relikvier fra havets bund i hobetal.

Sammen med det lille naturcenter var et stort auditorium med plads til godt 100 gæster, som ofte blev brugt i forbindelse med dykkearrangementer, konferencer eller filmvisninger. Virkelig en god ressource at have for dykkecentrene i sådan en lille by, og jeg forestillede mig straks, hvordan jeg kunne samle hundrede undervandsfotografer til et arrangement og afholde en stor fotokonkurrence.

Under mit besøg i Naturcentret tog Amelia sig tid til at vise rundt og forklare området ved hjælp af en imponerende 3D-model, som hun selv har designet og bygget. På få minutter gav den et krystalklart overblik over undervandstopografien, dybder og strømforhold, samt alle de mange dykkespots som lå som perler på en snor ud i naturparken – en perfekt introduktion til de dyk, der ventede.

Certificeret Avelo-center

Planeta Azul skiller sig også ud på andre måder. Centret er i øjeblikket Europas eneste certificerede Avelo-center, og under opholdet fik jeg selv mulighed for at tage et Avelo-kursus her. Det var en fascinerende oplevelse at dykke med det nye system, der ændrer hele måden man tænker opdrift på – men den historie fortjener sin helt egen artikel.

Inklusivitet

En anden ting man hurtigt bemærker, er sammensætningen af teamet. Størstedelen af de ansatte er kvinder, og det er helt bevidst. Amelia mener, at det giver en særlig atmosfære og en mere rolig og inkluderende tilgang til undervisning og gæster. Det fungerer tydeligvis. Stemningen på centret er afslappet, professionel og bemærkelsesværdigt imødekommende – uanset om man er nybegynder eller garvet dykker.

Som gæst mærker man, at Planeta Azul ikke bare handler om at få folk i vandet så hurtigt som muligt. Her handler det om at forstå stedet, i særdeleshed at respektere reservatet og opleve Middelhavet på dets egne præmisser. For mig blev centret et naturligt samlingspunkt under hele opholdet – og en perfekt base for at udforske Nationalparken.

Billede

Den enkle dykning

Det er super enkelt at dykke fra området. Først sejler man stille og roligt ud igennem marinaen, imens man vinker til alle turisterne, der sidder langs restauranterne og følger nysgerrigt med. Dernæst sejler man ud på det åbne vand forbi byens imponerende fyrtårn (som du ikke må snyde dig selv for at besøge) og dernæst er der blot en hurtig sejltur ud til de første gode dykkesteder. Herefter kommer dykkestederne som perler på en snor. Jo længere ud man kommer, des dybere bliver vandet omkring revene og des flere vrag.

Det er Middelhavet, så normalt er vandet dejlig blåt, men i dette område er det ofte også meget iltet, på grund af de mange havstrømme og turbulens omkring klipperne, så det havde en mere turkis farve. Den megen iltning er lidt skidt for sigten, men meget godt for dyrelivet, hvilket er noget af det første man bemærker, når man kommer ned af det kraftige tov fra dykkebøjen. 

Forrevne klipper, kraftig vegetation og store stimer af fisk overalt omkring dig, blandet med store havabborrer som står majestætisk som konger omkring ethvert hjørne. Dette havde jeg slet ikke forventet. Store fisk af denne type er ikke hverdagskost i Middelhavet, hvor kommercielt fiskeri og undervandsjagt straks ville reducere antallet betragteligt.

Jeg kunne mærke, at jeg normalt dykker med kamera og dermed agerer som undervandsfotograf, nemlig bliver hængende i samme område i længere tid og ikke er nødt til at skulle forholde mig til andre end min makker. Her dykkede vi i en større gruppe dykkere, ledet af en guide, på et rev, hvor strømmen var mærkbar. 

Guidens opgave var at få vist os så meget af revet som muligt, og det var selvfølgelig rart at få udpeget nogle af alle de spændende sager på revet. Først tænkte jeg, at det var rart med lidt guiding, men det gik snart op for mig, at alle revene ikke var større end at man typisk kunne komme rundt omkring dem på den tid det tager at lave et dyk. Så jeg fandt hurtigt en anden anden dykkermakker med fotointeresse, som gjorde det muligt for os at springe lidt af rundturen over og få lidt tid til at fokusere på enkelte motiver, heriblandt de store fisk. 

Billede

Særlig behandling

På et af kursusdykkene jeg havde i løbet af ugen, havde jeg Amelia med som instruktør og dykkermakker. Det var lidt luksus med egen guide, og det skulle udmønte sig i en god oplevelse. På et af revene vidste hun præcist hvor vi skulle svømme væk fra klipperne ud i det store dybe blå. 

Det var lidt spændende at komme ud fra revet på den måde, for de store stimer af fisk var pludselig både over, under og omkring os. Jeg fik næsten ondt i nakken over at skulle kigge i alle retninger på én gang, og det var tydeligt at mærke de forskellige havstrømme komme først fra den ene side og herefter fra den anden side, og med en mærkbar forskel i temperaturen. Noget af vandet kom tydeligvis nede fra de store dybder, og termolinjen dansede for øjnene af os.

Målet med at forlade klippen var dog ikke at komme ud i ingenting, men at komme over til et andet rev som løb parallelt med vores. Pludselig tonede ikke bare én klippeside, men to rev-toppe op foran os. Imellem revene dannede der sig en lille kløft og her i kløften var der fyldt med stillestående havabborrer. 

Jeg havde allerede aftalt med Amelia, at hun skulle agere model og svømme op over revet og komme svømmende nedefra igennem kløften. Jeg skulle så hænge imellem klipperne og vente på hende og tage vinderbilledet. Som altid er planlægning en god del af et succesfyldt billede, men desværre spiller både strøm, lys og sigt også vigtige roller i sådan en opsætning og jeg synes ikke det blev helt som jeg havde drømt om. Men billedet kom i kassen, og det var stadig en stor oplevelse at hænge midt i fiskesuppen iblandt så mange store fisk.

Billede

Vragdykningen

Lad mig starte med at være helt ærlig: Jeg dykkede ikke på et eneste vrag under mit ophold i Cabo de Palos. Som dedikeret vragentusiast gør det næsten ondt, at indrømme. Jeg havde et begrænset antal dage i området, og en del af tiden gik med kursus og træning. Mange af de mest kendte vrag ligger desuden længere ude og dybere end almindelig Open Water-dybde, og denne gang passede logistikken simpelthen ikke.

Det var selvfølgelig ærgerligt. Til gengæld fik jeg tid til at nørde med mit kamera sammen med en anden fotodykker, og det blev et fint alternativ. Alligevel kunne jeg mærke, at Cabo de Palos gemmer på noget helt særligt, når det gælder vrag.

En af Middelhavets store vragkirkegårde

Farvandet omkring Cabo de Palos regnes for en af de vigtigste skibskirkegårde i hele Middelhavet. Kombinationen af stærke strømme, dramatiske undervandsbjerge og et net af lavvandede rev har gennem århundreder gjort området til en farlig passage for skibsfarten.

Kun få sømil fra kysten ligger Hormigas-øerne som en naturlig barriere. Kun to af dem bryder overfladen; resten gemmer sig lige under vandet. Særligt Bajo de Fuera har et frygtet ry – et undersøisk bjerg, hvis top nogle steder ligger blot få meter under overfladen. For mange skibe blev det et fatalt møde.

Over 50 kendte skibe er gået ned i disse farvande. Nogle kolliderede med grunde og rev, andre blev sænket under Første og Anden Verdenskrig, hvor tyske ubåde patruljerede de strategiske ruter. I dag hviler vragene som kunstige rev på dybder mellem 30 og 70 meter. Navne som Naranjito, Carbonero, Sirio, Nord America, Minerva og Stanfield er nærmest legendariske blandt vragdykkere – hver med sin egen historie og karakter.

Historier under overfladen

Et af de mest spektakulære vrag er Stanfield, et 120 meter langt britisk handelsskib, der blev torpederet under Første Verdenskrig. Det ligger i dag på omkring 63 meters dybde, og hullet efter torpedoen kan stadig ses tydeligt i skroget.

En helt anden fortælling knytter sig til den italienske oceanliner Sirio, som i 1906 gik på grund på Bajo de Fuera. Forliset kostede hundredvis af mennesker livet og regnes som den største civile søfartsulykke i Spaniens historie. At dykke her er ikke bare en teknisk oplevelse, men også et møde med dramatisk maritim historie.

Med tiden er vragene blevet dækket af alger, svampe og krebsdyr. De fungerer nu som levende rev fulde af fisk og liv.

En imponerende liste over vrag

Området rummer et langt katalog af vrag – fra antikke fund til moderne stålskibe. Blandt de mest kendte er: Phoenician ship (Bajo de la Campana), SS Alavi, Autolycus, Conway, SS Despina G. Michalinos, Doris, Gisla, Isla Gomera (El Naranjito), Kansega, Kut Sang, La Chatarra, Lilla (Carbonero), Monte Toro, SS Moyune, Nalyn, Nord America, Primo, El Remolcador, Turia, SS Sirio, Nitsa (SS Stanfield), Ulla, SS Urd, Wilmore og Minerva.

Bare listen giver en fornemmelse af, hvor meget historie der ligger gemt under overfladen. Så ja – jeg gik glip af vragene denne gang. Men Cabo de Palos er tydeligvis et sted, hvor man kan bruge lang tid på at udforske alt det, der ligger i dybet. Jeg har allerede en rigtig god undskyldning for at vende tilbage.

Billede

Murcia: Et område formet af havet

Cabo de Palos er en del af Murcia-regionen, og allerede på køreturen hertil mærker man hvor varieret dette hjørne af Spanien er. Ørkenlignende landskaber, grønne dale, skove og høje bjerge ligger side om side, mens små floder gennem historien har forsynet området med vand og gjort bosættelser mulige. Længere oppe ad kysten ligger Alicante, hvor vi fløj ind og lejede en bil, og mod syd finder man den charmerende havneby Cartagena – begge steder fortjener et besøg, hvis man interesserer sig for mere end bare strandliv.

Under vores dage i Cabo de Palos havde Amelia fortalt levende om den maritime historie, som gennemsyrer hele regionen. Hver bugt, hvert rev og hver havn har sin egen fortælling om handel, krig, fiskeri og forlis. Det blev hurtigt klart, at hvis man virkelig ville forstå området, måtte man også forstå dets forhold til havet gennem årtusinder. Derfor besluttede vi at afsætte tid til at besøge et af Spaniens vigtigste museer for undervandsarkæologi i Cartagena.

Billede

ARQVA 

Museo Nacional de Arqueología Subacuática (ARQVA) er ikke et kæmpemuseum, men til gengæld utrolig fascinerende. Bygningen i sig selv er arkitektonisk smuk og elegant, og indenfor gemmer sig en imponerende samling af genstande hentet op fra havbunden: ankre, amforaer, redskaber og personlige ejendele fra skibe, der aldrig nåede frem. At gå rundt mellem montrerne føltes som at bladre i Middelhavets egen dagbog.

Perlen i samlingen er et lille, men verdensberømt træskib – et fønikisk handelsskib fra omkring det 7. århundrede f.Kr., fundet nær Cabo de Palos. Det regnes blandt de ældste bevarede både i verden og giver et sjældent indblik i, hvordan søfarten fungerede for mere end 2.600 år siden. At stå få meter fra et fartøj, som har sejlet i de samme farvande vi netop havde dykket i, gjorde pludselig historien meget nærværende.

Besøget satte en vigtig ramme om vores tur. Vragene under vandet er ikke bare rustne skrog – de er kapitler i en lang fortælling om mennesker, der gennem årtusinder har levet af og med Middelhavet. Efter en formiddag på museet så vi dykningen omkring Cabo de Palos med helt nye øjne.

Billede

Sub Up: Hjem væk fra hjemmet

Når man er på tur, spiller indkvarteringen en rolle for oplevelsen – især når basen er et sted, man vender tilbage til efter lange dage på vandet. I Cabo de Palos har de færreste dykkecentre egen overnatning, så vi valgte at bo på Sub Up, et hostel få hundrede meter fra havnen, hvor byen pulserer. Sub Up giver mere hotel- end hostel-vibes: rent, pænt og med daglig rengøring, så man hver aften kunne komme træt hjem og lande i en frisk redt seng – præcis det, man har brug for efter dykning og undervisning.

Faciliteterne er bedre end man umiddelbart forventer af et hostel: en træningssal, store hyggelige opholdsrum, køkken med plads til at lave mad og egen køleskabsskuffe, yoga- og fitnessrum som både gæster og lokale bruger, plus sociale udeområder tæt ved stranden. Fra den store terrasse kan man se havet imellem gaderne og høre bølgerne – et klart plus når man starter sin dag med en morgenbadning og en kop kaffe i morgenlyset. 

Det er også muligt at leje SUP boards og kajakker her, så hostellet fungerer som et naturligt samlingspunkt for udendørs entusiaster. Sub Up tiltrækker ikke kun dykkere, men også klatrere og andre outdoor-folk, hvilket understreger områdets alsidighed og aktivitet året rundt.

Vores ophold bød også på et møde med Murcias mere ustadige vejrside. Regionen har de senere år oplevet perioder med usædvanligt kraftige regnskyl og såkaldte flash floods, hvor store mængder vand på kort tid kan skabe lokale oversvømmelser. Den slags hændelser rammer indimellem dele af det østlige Spanien, særligt i efterårs- og vintermånederne, og minder om hvor hurtigt vejret kan skifte i et ellers solrigt område.

Under vores ophold kom der også en kraftig regnfront. Det væltede ned i ét langt, uafbrudt skud, og den dag blev al dykning aflyst på grund af lyn og torden. Cabo de Palos ligger som en lille top ude i havet, og selvom området – ifølge nyhederne – var et af de steder med varslede kraftige regnbyger, slap vi heldigvis relativt nådigt. Vandet løb dog i små floder ned fra bakkerne, ad gader og stier, og yoga-salen i hostellet, som normalt er et roligt samlingspunkt for wellness, blev overraskende oversvømmet af vandet. Allerede senere samme eftermiddag var aktive medarbejdere i gang med at suge vand op, og situationen blev hurtigt bragt under kontrol.

Sub Up blev på den måde ikke bare et sted at sove, men et aktivt element i vores oplevelse af Cabo de Palos – en base, hvor vi både kunne slappe af, træne, socialisere og opleve lokal livsstil, selv når naturens kræfter fik lov at være med i billedet.

Billede

Opsummering

Inden afrejsen til Spanien brugte jeg en del tid på at tænke over destinationen. Med et relativt godt kendskab til landet, havde jeg lyst til at opleve noget nyt, at blive overrasket og at kunne fordybe mig lidt i undervandsliv, dykketeknik og maritim historie. Og man kan roligt sige, at Cabo de Palos leverede. 

Det minder på ingen måde om dykkerbyer i Asien og Caribien, selvom dykkerstemningen er stærkt til stede og mængden af dykkerentusiaster med fisketatoveringer var høj. Dertil var der alt for megen Middelhavsstemning over området. 

Men der er et meget lokalt og autentisk miljø i byen, man kan f.eks. ikke være sikker på at tjenerne på cafeer og restauranter taler engelsk, så man skal ofte være klar på lidt gestikulering for at gøre sig forståelig, men det er jo netop charmen ved et lokalt miljø. Der er ingen tjenere, der står og forsøger at lokke dig ind, og der er ingen souvenir shops eller store markeder, hvilket i sig selv er lidt befriende.

Udover et par supermarkeder, er der blot lige hvad der skal være, for at gøre de fleste dykkere glade: adskillige dykkercentre med gode RIBs, der nemt og hurtigt tager dig ud til gode spots; madsteder –hvis man er til fisk, er der flere gode restauranter; og overnatningssteder – både hostel og hotel. Og da byen ligger på en tange er havet altid tæt på, hvilket giver gode muligheder for vandreture langs vandet og badeture i hyggelige små bugter.