Tim Starzec optages i Dansk Undervandsrugbys Hall of Fame, som anerkendelse af hans ekstraordinære bidrag til sporten og for at ære hans imponerende indsats og eftermæle inden for sporten.
Tim Starzec. Foto: Jørn Christoffersen.
Udvalget har valgt at lade Jesper Jydes ord fra hans indstilling stå som den officielle beskrivelse af Tims betydning for undervandsrugby og hans mindeværdige karriere:
”Jeg vil gerne indstille Tim Starzec, som desværre ikke er hos os mere, til Hall of Fame.
”Tim startede sin UV-Rugby karriere i Nakskov, hvor han også havde været elitesvømmer i mange år.
”Han flyttede til PI i 90’erne, hvor han og Jørn Hansen blev store profiler på et hold med andre fantastiske spillere.
”Tim spillede også på ungdomslandsholdet og blev selvfølgelig også en meget vigtig spiller på herrelandsholdet, hvor en 2. plads til VM i Colombia og en 2. plads til EM i Göteborg var de bedste resultater.
”Til EM i Göteborg var han forhindret i at spille finalen mod Sverige pga. en sprængt trommehinde. Kampen blev tabt knebent 0-1, men jeg er overbevist om, at resultatet kunne have været anderledes med Tim på holdet.
”I alle hans aktive år var han altid i ekstraordinær god form, hvilket også kunne ses på hans imponerende fysik. Tim var forud for sin tid i forhold til konditionering, og hans engagement var altid kæmpestort.
”Tim kæmpede i nogle år med en træls skade, men det forhindrede ham ikke i at komme i svømmehallen og stå for svømmetræningen i PI, hvilket bekræftede hans engagement og vindermentalitet.
”Tims sidste optræden for landsholdet var til VM i Bari, hvor det blev til en 4. plads. Til det mesterskab var Tim som sædvanligt i super god form og et stort forbillede for hele holdet.
”Ud over at være en fantastisk undervandsrugbyspiller, var han også et fantastisk menneske, holdkammerat og ven. Hans gode humør, empati og evne til at motivere gjorde ham meget populær.
”Det er en stor ære for mig at have været holdkammerat med Tim både i Nakskov, PI og på landsholdet.
”Æret være hans minde.”
– Jesper Jyde
Æret være Tims minde. Tim var ikke kun en dygtig atlet, men også en uvurderlig ven og motivator. Må hans minde fortsætte med at inspirere nuværende og kommende generationer af undervandsrugbyspillere.
Tak til Jesper for de flotte ord og Jørn Christoffersen for foto.
Indstillinger til 2025
Har du en kandidat til næste års optagelse? Send din indstilling til formanden for UV-rugby udvalget Maria Jeppesen på uv-rugby.udvalg@sportsdykning.dk senest 1. december 2025.
Fact file
UV-Rugby Udvalgt
Hall of Fame-listen
2024: Tim Starzec
2022: Jesper Bang (Tudserne)
2021: Jørgen Villadsen (Vandhundene, Cimbrerne, PI)
2020: Finn Hubert Plenge Hviid (Tudserne)
2019: Jørn Hansen (PI)