Den 16.-21. august blev der afholdt DM og NM i Dybdefridykning på Cypern. Omkring 30 fridykkere deltog, rekorder blev slået, og fællesskabet omkring fridykning blev dyrket på højeste frekvens under de lune himmelstrøg.
Ditte Truelsen vandt tre guldmedaljer og én sølvmedalje
Freedom Freediving i Larnaca lagde i august faciliteter til de nordiske og danske mesterskaber samt en åben international konkurrence i dybdefridykning, hvor omkring 30 fridykkere var tilmeldt. Ditte Truelsen var en af deltagerne, og hun glæder sig over et vellykket arrangement 2800 kilometer fra den danske grænse. ”Generelt gik det godt. Der var masser af fine dyk og masser af nye læringer. Både for de erfarne, men også for de nyere dybdefridykkere,” fortæller hun.
Nogle af de erfarne fridykkere var da også skarpe, da det gjaldt. Der blev nemlig slået stribevis af nationale rekorder i de forskellige discipliner. ”Jesper Stechmann slog flere forskellige rekorder, og så fik jeg selv sat nogle stykker,” fortæller Ditte, der hentede tre guldmedaljer og en sølvmedalje i ugens løb.
Konkurrencerne udfoldede sig med møde og registrering den 15. august, hvorefter en officiel træningsdag fulgte. Mandag den 17. august gik konkurrencerne så i gang, og det hele blev rundet af med præmieoverrækkelse og afslutningsmiddag fredag den 21. august.
”Jeg synes, det har været fedt, at det her kan arrangeres. Formanden for fridykkerudvalget har stået for hele planlægningen og arrangementet, så de frivillige kræfter må man kippe på hatten for. Det blev en virkelig god konkurrence på alle måder. Det har været superfedt,” fortæller Ditte.
Dansk dominans
Resultaterne artede sig generelt ganske positivt set med danske øjne – også i nordisk regi, hvor Jesper Stechmann vandt i herrenes konkurrence, og Ditte Truelsen vandt på kvindesiden. Også i den åbne internationale konkurrence endte de to øverst på sejrsskamlen.
Jesper satte ny dansk CMAS-rekord med 105 meter i disciplinen Constant Weight, hvor der dykkes med mono- eller bifinne. Han satte også national CMAS-rekord i Free Immersion på 100 meter. Her dykker man ned og op i vandet ved udelukkende at trække sig hånd over hånd langs en lodret dykkerline uden brug af svømmefødder. Jesper rundede af med at lave rekord i Constant Weight med bifinner på 98 meter.
På kvindesiden viste Ditte Truelsen og Anni Højgaard vejen – de satte national rekord i Free Immersion på 71 meter, og Truelsen lavede også rekord på 53 meter i disciplinen Constant Weight No Fins. Ikke nok med det, så blev det også til en dansk CMAS-rekord på 64 meter i Constant Weight Bi Fins. ”Man har kun ét dyk, og man ved ikke, hvad konkurrenterne melder ud, så det var tilfældigt, at Anni og jeg begge ramte de 71 meter,” forklarer Ditte.
”Det er krævende at konkurrere flere dage i træk, men det er forskelligt, hvordan man reagerer fra person til person. Jeg kunne godt mærke, at jeg var træt i min krop på tredjedagen, men efter en god restitution gik det heldigvis fint til fjerdedagens dyk,” fortæller den nykårede Danmarks- og nordisk mester. Du kan se den samlede resultatliste fra konkurrencerne lige her: CMAS Freedom Nordic Cup 2026
Nøglen til dybet
Udover flotte resultater samt personlige- og nationale rekorder så gav dagene i Cypern et stærkt fællesskab i fridykkermiljøet, som er noget, der virkelig tiltaler Ditte Truelsen: ”Det har været fedt, at der har været mange danskere med. Der har hele tiden været nogen, man kunne snakke med, spise med eller dele historier og erfaringer med, så fællesskabet har været dejligt at opleve. Det giver også en god forbindelse, når vi er tilbage i Danmark igen,” fortæller Ditte.
Hun glæder sig på samme tid over de mange læringer, man kan tage med hjem efter nogle uger i varmen: ”Dybdetræning er jo lidt svært at lave i Danmark, men der er mange ting, man lærer i poolen, man kan tage med sig i dybden. Teknik er rigtig godt at træne i poolen, og hvis man er god til det, så kan man tage det med over i dybde. Derudover er der trykudligning, som er svær at træne i poolen. Det skal der arbejdes med over tid. Det er de færreste, der bare kan det uden at træne en del. De fleste kan måske dykke et godt stykke ned, men på et tidspunkt så rammer man det niveau, hvor det bliver sværere, man bliver komprimeret, og så skal de fleste bruge en anden teknik, end den man bruger i begyndelsen,” fortæller Ditte.
”Så er der hele den mentale del, som man godt kan træne i poolen, men der kan man altid stikke hovedet op. I dybden, der skal man jo hele vejen op. Det kan være svært, hvis man ikke har opbygget den selvtillid eller mentale evne til at slappe af i dybden,” fortæller hun.
Ditte har selv arbejdet en del med netop den mentale del af fridykning, hvor forberedelse og restitution spiller en stor rolle. ”Man kan forberede sig så godt som muligt, være udhvilet, møde op og være klar og frisk for at have evnen til at trække vejret stille og roligt. En anden ting er, at man har selvtillid til at lave det dyk, man skal lave. Ligesom hvis man skal til eksamen. Hvis man har forberedt sig rigtig godt, så går man også ind til det med en anden selvtillid. Ellers vil der være en form for usikkerhed forbundet med at lave det her dyk, og det gør det svært at slappe af under dykket, hvilket kan give udfordringer i forhold til at trykudligne og kan sætte gang i tankerne om hvorvidt, man skal fortsætte nedad,” fortæller Ditte.
Hvis du er interesseret i selv at komme i gang med fridykning, så kan du tage fat i din lokale dykkerklub, der kan hjælpe dig i gang. ■