Hvorfor får delfiner ikke trykfaldssyge?

Havpattedyr er selvfølgeligt ikke hævet over de fysiske love eller processer, der fører til bobledannelse i væv efter dekompression.  Det var engang den fremherskende opfattelse, at dykkende havpattedyr var immune over for trykfaldssyge, men strandede hvaler har vist sig at have gasbobler i deres væv - et tegn på rykfaldssyge. Under alle omstændigheder, hvordan nogle havpattedyr og skildpadder er istand til dykke så dybt og så længe, ​​som de gør, har undret forskerne i meget lang tid.

I 2018 opdagede forskere ved Woods Hole Oceanographic Institution (WHOI), at en vigtig forskel, der adskiller havpattedyr fra andre pattedyr, inklusive mennesker, er den usædvanlige struktur af lungerne hos hvaler, delfiner og marsvin (og muligvis andre dykkende hvirveldyr), hvilket danner to seperater legioner i lungerne under dybhavstryk.

Når pattedyr dykker til store dybder muliggør deres brystkasse at deres lunger kan komprimere.

Bruskforstærkninger hjælper også med til at holde luftvejene åbne såldes at der ikke dannes lukkede gaslommer samtidig med at luften opbevares i rum hvor der der ikke udveksles gas når når lungeparenkym (depotvæv) kollapser i dybden. Forskere har antaget, at denne passive kompression var havpattedyrs vigtigste tilpasning for at undgå optagelse for meget nitrogen i dybden og derigennem undgå trykfaldssyge. Omfanget af kompression af bronkierne hos forskellige arter er dog stadig genstand for debat.

Ved at studere CT-scanninger foretaget i et trykkammer opdagede forskerne, at havpattedyrs lungearkitektur dannede to regioner: den ene luftfyldt og den anden kollapset - og at blod hovedsageligt strømmede gennem den kollapsede del af lungerne.

Denne mekanisme muliggør at en mængde ilt og kuldioxid kan udveksles med dyrets blodbane, samtidig med at den minimerer eller forhindrer udvekslingen af ​​nitrogen.

En nyere undersøgelse - fra november 2020 - indikerer desuden, at delfiner yderligere kan reducere risikoen for trykfaldssyge ved at reducere deres hjertefrekvens. Pattedyrene lader til at være i stand til at tilpasse deres puls til typen af dyk, de vil foretage. Den såkaldte "dykker-refleks" som formodes at være en refleks, er hos delfiner mere end det og formentlig en aktiv reaktion.

Dyrene kan med andre ord bestemme, i hvilket omfang de ændrer pulsen under et dyk. Hvad der ikke står klart er, om hvorvidt det en en bevidst handling hos delfiner.