Slåensø – Danmarks Reneste Sø

At kalde det et højland, er ikke så lidt af en tilsnigelse, hvilket får nogle skandinaviske brødre i Norge og Sverige, der har rigtige bjerge i deres bagland, til at trække på smilebåndet. De højeste ”tinder” ligger trods alt kun ca. 150 m over havets overflade. Men i Danmark, der ellers er stort set fladt og overvejende landbrugsland, skiller det sig ud – og det med god grund. Det er malerisk!

Generøst spredt mellem bølgende bakker, der er dækket af skov eller hede, ligger der masser af ferskvandssøer, som er blandt de reneste og klareste i landet.

Lidt gemt væk i det kuperede terræn i Sønderskov-skoven finder vi Slåensø. Det er den reneste sø i landet, og vandet er drikkeligt, som det lokale turistkontor gerne pointerer. Den eneste tilstrømning til søen kommer fra et par kilder i den sydlige ende, og da den ligger i en skov og i god afstand fra landbrugsjord, hvor der er afstrømning fra landbruget (som kan sive ned i søen), samt i en hulning mellem bakker, kan der ikke komme gødningsstoffer fra landbruget ind i den.

Kilderne har også givet søen sit navn.  Oprindeligt hed den ”Slaugen Sø”, og ordet ”slaugen” kommer fra det oldnordiske ord ”slagna”, der betyder ”kilder”. 

Søen, der er cirka en kilometer lang og 275 meter på det bredeste sted, er også kendt for sin store biodiversitet af fisk, insekter, krybdyr, padder, planter og meget mere. Den er især kendt for sin rige og varierede vandflora. Det er et af de eneste steder i landet, hvor man kan finde alle arter af vandlevende karplanter i Danmark, som der er mellem 70 og 80 af, afhængigt af hvilken kilde man konsulterer.

Om karplanter

En karplante er en plante med specialiseret karvæv. De to typer karvæv, xylem og floem, er ansvarlige for at transportere vand, mineraler og fotosynteseprodukter gennem planten.

Dette adskiller dem fra tang, som vi finder i saltvand. Tang er store brune alger, og det, der ligner rødder, er fastgørelsesorganer, der fæstner sig til underlag af sten eller småsten. Selvom det fungerer som en rod, absorberer et fastgørelsesorgan ikke næringsstoffer, og tang har ikke vaskulært væv.

Karplanter spiller en afgørende rolle i ferskvandssøers økosystemer ved at transportere ilt fra fotosyntesen til deres rødder, hvor det diffunderer ned i sedimentet eller søbunden. Denne ilt har to vigtige effekter. For det første muliggør den aerob nedbrydning af organisk materiale, der synker til bunds ved hjælp af mikroorganismer, der bruger ilt i deres stofskifte. Derimod er anaerob nedbrydning af det, vi ser i iltfattige søer, hvor søbunden er dækket af tykke lag af sort, løs sediment, der frigiver bobler af ”sumpgas”, der lugter af rådne æg, når man stikker en pind i det. Den ubehagelige lugt kommer fra svovlbrinte, som er et biprodukt af anaerob metabolisme.

De karplanter opretholder ikke kun den aerobe nedbrydning, men oxiderer også det øverste lag af søbunden, hvorved der dannes et skorpeagtigt lag, som forsegler det underliggende materiale og forhindrer nedbrydningen af dette lag i at forbruge ilt i vandsøjlen. Billederne i denne artikel viser, hvordan søbunden er brun og fast og ikke sort og løs.

Habitat

Planterne skaber også et levested og skjulesteder for fisk og deres yngel samt vandinsekter. Her finder vi også padder og krybdyr, som begge er truede og beskyttede arter. Det var nok ren tilfældighed, men under min seneste fotosession fangede en snog (Natrix natrix) en frø lige foran mig mens jeg sad på søbredden. Snogen, som ikke er giftig, lever næsten udelukkende af padder.

Langs bredden er der bevoksninger af åkander og vandaks, der er rodfæstet i søbunden, med blade og blomster, der flyder på eller stikker op over overfladen.

Åkander er rhizomatøse urter. Et rhizom er en modificeret underjordisk plantestamme, der løber vandret under jorden og sender rødder og skud ud fra sine knudepunkter. Rhizomer kaldes også krybende rodstængler eller blot rodstængler, og de har et højt indhold af stivelse. 

Der findes omkring et dusin arter af vandaks i størrelser fra store (stængler på 6 m eller mere) til meget små (mindre end 10 cm). Den mest udbredte og genkendelige er den svømmende vandaks, Potamogeton natans. Mange af disse arter er imidlertid svære at skelne fra hinanden, og deres tendens til at lave krydsninger af arter (hybrider) gør ikke just botanikernes liv lettere.

Vandaks og hornblad

Blandt stænglerne af åkander og potamogeton finder vi tætte bevoksninger af-  eller måtter af vandpest og hornblad, som begge er invasive arter.

Almindelig Vandpest (Elodea canadensis) er en populær akvarieplante. Den kom til Europa, angiveligt via en ladning tømmer, der blev importeret til Storbritannien fra Canada omkring 1836, og på blot lidt over et århundrede har den formået at sprede sig over hele det europæiske kontinent.

Hornblad, Ceratophyllum sp., har stængler, der kan blive 1 til 3 m lange, med talrige sideskud, der får et enkelt eksemplar til at ligne en stor, busket masse. Den vokser helt nedsænket, men kan ofte findes flydende i overfladen som tætte måtter. Planterne har slet ingen rødder, men nogle gange udvikler de modificerede blade med et rodlignende udseende, som forankrer planten til bunden.

Fisk

Gedde (Esox lucius) har en meget typisk jagtadfærd. Den ligger på lur, helt stille blandt bladene. Før den slår til, bøjer den kroppen og skyder frem mod byttet, som den fanger sidelæns i munden. 

Fiskearter, som ikke er afbildet her, men som ofte også forekommer i søen, omfatter almindelig løje, bækørred, gedde og rødding. Løje (Alburnus alburnus), en lille ferskvandsfisk af karpefamilien, lever i store stimer og lever af små bløddyr, insekter, der falder i vandet, insektlarver, orme, små skaldyr og planterester. 

Ørred (Salmo trutta) lever af flere forskellige dyrearter, hvor vandlevende hvirvelløse dyr udgør den største del af byttedyr. Rudskalle (Scardinius erythrophthalmus) foretrækker klart vand med rig plantevækst og jager levende byttedyr i de øverste vandlag, men lever også af vandplanter, når temperaturen overstiger 18 °C. ■