Efter nu at have deltaget i alle fem udgaver af Diving Talks siden det første blev afholdt i 2021 på feriestedet Troia, der er beliggende cirka en times kørsel syd for Lissabon, har jeg kunnet følge konferencens udvikling fra første hold. 

De grundlæggende principper og formatet er det samme, med fokus på foredrag og interessant socialisering med både oplægsholdere og andre deltagere under konferencedagene. Det behagelige tempo og den hyggelige atmosfære samt den førsteklasses catering er uændret. Det er hovedsageligt lokationerne, der har ændret sig, sammen med nogle elementer i det overordnede format, som først og fremmest forekommer at være naturlige eller nødvendige tilpasninger, strømlining eller blot nye og bedre ideer.

Forskellige lokationer

For at opsummere blev de to første arrangementer afholdt i Troia, i et hotelkompleks i et ferieområde cirka en time syd for Lissabon. Det var egentlig en dejlig lokalitet, men det medførte nogle udfordringer, såsom en noget kompliceret logistik med at få folk frem og tilbage. Man skulle således først transporteres med bus til et færgeleje og derefter med en færge. Hotellet var også dejligt, men da det altid var ved at lukke for sæsonen, når Diving Talks-arrangementerne blev afholdt, var det stort set tomt. Området omkring og naturen var også skønt, og jeg nød at gå ture der. Men som sagt ikke helt praktisk.

I det tredje år flyttede eventet derfor til det centrale Lissabon, hvor det i første omgang blev afholdt på Museu de Marinha (søfartsmuseet) blandt dets udstillinger, hvilket var et interessant touch og gav en unik, men passende historisk atmosfære. Det var dog alligevel ikke samlet i en lokalitet da foredragene, middagsarrangementerne og indkvarteringen, fandt sted forskellige steder. 

Dette ændrede sig i 2024, da konferencen blev flyttet til Cordoaria Nacional, hvor ”cordoaria” betyder reberbane – et sted, hvor reb fremstilles. Reberbaner var meget lange, lige rum hvor man kunne sno fibre til stærke reb. Bygningerne var derfor meget aflange (som det kan ses på nogle billeder) og var engang en vigtig del af flåders værfter og kajpladser i sejlskibsæraen. København havde således også rigtig mange reberbaner spredt rundt i byen. Der lå bl.a. reberbaner der, hvor Vesterbros Torv ligger i dag, men det er en helt anden snak.

Oprindeligt var det en reberbane, der blev grundlagt i 1771, men i dag er det et nationalt monument og et vigtigt eksempel på 1700-tallets industrielle arkitektur. Nu finder det anvendelse som udstillingscenter for midlertidige udstillinger og begivenheder såsom Diving Talks. I år blev alle Diving Talks-komponenter afholdt i den lange reberbane, herunder fotoudstillingen og middage. Derved var alle funktioner – pånær hotel – omsider samlet på ét sted.

Format og tidsplan

Hvad angår formatet og tidsplanen for begivenheden, er der ikke meget jeg kan tilføje til de uddybende beskrivelser i mine rapporter fra tidligere år. Det følger det nu velkendte, velfungerende format: en række med tre oplægsholdere efterfulgt af spørgsmål og svar-sessioner og diskussionspaneler, afbrudt af generøse pauser, hvor der er mulighed for samtaler og netværk. Det giver et meget behageligt og ikke forhastet forløb, som ikke udmatter deltagerne før tid. Som i de foregående år er snacks og andre forfriskninger i topklasse og uden sidestykke blandt alle de arrangementer, jeg har deltaget i. Portugiserne ved bare et og andet om kulinariske lækkerier.

Oplægsholdere

Listen over oplægsholdere bestod af de sædvanlige prominente navne fra det globale dykkermiljø: en eklektisk blanding af forskere, opdagelsesrejsende, frømænd, førende tekniske dykkere, undervisere, fotografer og filmskabere, miljøaktivister, iværksættere og pionerer. Der var for mange til at nævne dem alle, men jeg vil gøre en undtagelse. Som repræsentant for den unge og kommende generation og håb for fremtiden holdt Kayla Krack, datter af Kirk Krack, der også var en af talerne ved arrangementet, en fængslende præsentation om, hvordan det har været at vokse op som barn af to store navne inden for dykning – den anden er hendes mor, Mandy Rae Cruickshank, der er verdensmester i fridykning og rekordindehaver – og arbejde på filmen Avatar: The Way of Water. Det var meget forfriskende.

Lissabon og tur efter arrangementet

Det er ikke kun konferencen, der er behagelig. Lissabon er også en livlig, klassisk og interessant by, og man er lige midt i den. Som forventet blev der tilbudt både dykning og ture før og efter konferencen, så man skulle ikke have for travlt med at rejse hjem. I år deltog jeg i en lille tre-dages tur efter konferencen i godt selskab med flere af de andre oplægsholdere – ja, jeg endte på en eller anden måde selv med at være en af dem der holdt et foredrag.

Den første dag gik vi en lang, men behagelig byvandring i selskab med en kompetent guide. Den anden dag tog vi til Óbidos, den charmerende gamle landsby en halv times kørsel nord for Lissabon. Vi skulle egentligt have været på dykkerudflugt ved Berlengas-øerne den dag, men det blev aflyst, da det var blæsende og regnfuldt, hvilket ærgrede mig meget da jeg havde slæbt både dykkerudrustning og u/v kameragrej med fra Danmark. Men sådan er livet, og vi havde alligevel en hyggelig dag.

Den tredje dag tilbragte vi i området omkring Sintra, som er kendt for sin fantastiske natur og skovklædte terræn samt en række historiske paladser og slotte, der har gjort området til et UNESCO-verdensarvslokalitet. Sintras vartegn omfatter det middelalderlige Castle of the Moors, Pena National Palace, bygget i romantisk stil, og det portugisiske renæssance Sintra National Palace. 

Alle disse ekstra udflugter har måske ikke så meget med dykning at gøre, men hvad så? Der er andre glæder og interessante emner i livet udover dykning, og Portugal har masser af begge dele.