Dykkerklubben Narhvalen fra Odense havde sagt ”ja” til at afholde Dykkerklokke eventet 2024. I erkendelse af, at det er en stor opgave at løfte for én klub, kontaktede de Dykkerklubben Dråben i Svendborg, for et muligt samarbejde.
Stranddykning ved Dykkerklokke-eventen. Foto: Hanne Bertelsen.
Contributed by
De to klubber nedsatte en styregruppe, bestående af 10 personer, og enedes hurtigt om, at overnatning og dykning skulle foregå i det sydfynske og sydlige Storebælt.
Dykkerklokke event 2024 fik titlen ”Fyn er Fin”, og blev planlagt til weekenden d. 30/08 til d. 01/09, med max. 50 dykkere samt udgangspunkt fra Carlsberg Camping på Tåsinge. Der blev ydermere taget kontakt til DMI for at sikre en så direkte linje som mulig, for at sørge for godt vejr til weekenden.
Fredag d. 30. august
Fredag den 30. august var der indskrivning og indflytning i 2- og 4-personers hytter på Carlsberg Camping fra kl. 13. Efter indskrivningen var der mulighed for at tage et stranddyk under Svendborgsundbroen, et båddyk på torpedobådene i Lunkebugten eller et båddyk på vraget af Ærøsund II. Både vind, sol og strøm var med os, så de fremmødte fik nogle gode dyk og oplevelser på de tre dykkersteder.
Efter hjemkomst til Carlsberg Camping stod den på socialisering, almindelig networking og hygge. Sjovt nok så det ud til, at alt dette kunne koges sammen i vildmarksbad og i svømmepoolen. Kl. 18:30 blev alle kaldt sammen til en velkomsttale fra arrangørerne med forskellig info om weekendens forløb, skarpt efterfulgt af aftensmaden, som blev tilberedt af campingpladsens dygtige køkkenpersonale, og serveret i dykkervenlige mængder.
Efter aftensmaden blev der fortsat networket og socialiseret, samtidig med at dykkerflaskerne fra dagens dyk blev fyldt fra den ”lille” 600 l/min kompressor, som Bay Kompressor havde sponsoreret til eventet.
Det havde dog været en lang dag for alle, så henad omkring kl. 23 faldt der ro over pladsen. De to vildmarksbade løb tør for brænde og begyndte afkølingen.
Lørdag d. 31. august
Lørdag den 31. august begyndte dagen med sol fra en stort set skyfri himmel og 20°C. Kl. 07:30 var der fælles morgenmad, hvor der var mulighed for at smøre en madpakke til at tage med på dagens ture. Afgang fra campingpladsen kl. 08:30, hvor dagens dykning var placeret i Storebælt. Af de 10 RIB-både, der var med til dykkerweekenden, valgte de fleste at sætte i vandet ved Bukkemose Strand på syd Langeland. Enkelte valgte dog at sætte i vandet ved Spodsbjerg.
Dagen bød på båddyk med vrag i fokus. Der var lagt en plan for dykkene, således at der ikke blev for mange dykkere på det samme vrag. Derfor begyndte nogle af bådene med dyk på vraget af Skansen (gammel stenfisker med 18 m til bunden). Andre begyndte dyk på ”Damptrawleren” (fragtskib sunket i 1915 på 14-16 m) og på Island (tysk trawler, der sejlede som forpostskib under 2. verdenskrig, og som ligger med en max dybde på 21 m). En enkelt RIB sejlede til M36 (”den omvendte”, tysk minestryger fra 2. verdenskrig med ca. 29 m til bunden). Bagefter blev der ”byttet vrag”, så alle fik dykket på to forskellige vrag.
Vejret var noget nær perfekt, helt vindstille, sol fra skyfri himmel og stort set ingen strøm fra kl. 10 til 15. Ved 15.30 tiden blev der dog for meget strøm til, at de sidste dyk kunne gennemføres, hvorfor dagens båddyk blev afbrudt, og man sejlede mod land.
Mens bådene var ude på vragene, blev der også foretaget nogle stranddyk ved Bukkemose Strand og på ”Kobbernaglevraget”. Dette vrag ligger ud for den nordlige ende af parkeringspladsen og på 3 m vand. Da dykkerne vendte tilbage til parkeringspladsen, blev der udvekslet historier og info fra dagens dyk. Det var særdeles glædeligt at høre, at samtlige, der havde dykket på vragene i Storebælt, kunne berette om, at der stod pæne store torsk i alle vragene.
Mættet med oplevelser og positive indtryk blev kursen nu sat mod Carlsberg Camping, hvor de tømte flaskesæt blev lagt på rad og række ved kompressoren (48 flaskesæt), klar til fyldning. Dykkeroplevelserne blev genfortalt, og de sociale relationer blev genoptaget, både ved de udendørs borde og bænke i campingpladsens pool og i de meget varme og godt fyldte vildmarksbade.
Da alle var mødt ind til aftensmaden, behørigt omklædt i den udleverede event-t-shirt, blev der taget en del gruppefotos, inden den 3-retters aftensmad blev serveret, igen i dykkervenlige mængder – og med sovs. Herefter var der ”dykker bingo banko”, udviklet af to medlemmer fra dykkerklubben Helgoland. Der var sponsoreret gode præmier fra DSF, Kingfish, Diving 2000, Scuba Direct, Dykkerbutikken ApS, Dykcen.dk og BPDiving.dk.
Da alle var blevet mætte, både af mad og bingo banko, trak en del udendørs for en svalende dukkert i vildmarksbadene. Andre fortsatte de dybe samtaler over dykkerrelaterede emner.
Søndag d. 1. september
Sidste dag på eventet begyndte, som de to foregående dage, med høj sol og gode temperaturer allerede fra morgenstunden. Efter morgenmad og smøring af madpakker blev der sagt ”farvel” til alle gamle og nye venner og bekendte, inden der var afgang til dagens dyk og hjemtur.
Det måtte dog konstateres, at der åbenbart havde været nogle meget dybe, dykkerrelaterede emner, der aftenen før blev vendt, (det forlyder, at sidste emne var uddebatteret i vildmarksbadet omkring kl. 4.00), hvorfor der var lidt frafald til dagens dyk, i forhold til, hvad folk havde meldt ud, at de ville deltage i.
Søndagens dyk gav mulighed for at tage et stranddyk under Svendborgsundbroen, båddyk på torpedobådene i Lunkebugten eller båddyk på vraget af Ærøsund II.
Det har været en meget stor og positiv oplevelse, at være med til at arrangere et så stort dykkerevent, hvor der har været et godt samarbejde i styregruppen. Man blev jo helt glad af at se alle de glade og positive dykkere, der – som det mest selvfølgelige – tog sig af erfarne som uerfarne dykkere, der deltog for første gang.
Stafetten med at arrangere dykkertræffet blev givet videre til dykkerklubben Poseidon fra Hardeshøj på Als. Så nu ventes der med spænding på, hvilken dato næste års dykkerklokke event bliver afholdt.