Efterårets messer: Diving Talks og DEMA Show 2024

Diving Talks

Vi tager dem i kronologisk rækkefølge. Diving Talks, der blev afholdt i slutningen af oktober, er stille og roligt gået hen og blevet en af mine topfavoritter. Årets event var det fjerde i rækken, og da jeg har rapporteret udførligt om de forrige udgaver her i bladet, hvilket man fint kan gå tilbage i arkivet og fiske frem, vil jeg denne gang nøjes med en opdatering og ikke repetere alle præmisserne og karakteristikaene ved dette unikke event.

For dog lige at give nytilkomne en referenceramme, uden at de skal hoppe ud af denne artikel først, kan jeg nævne, at Diving Talks ikke er en messe, selvom der er et mindre antal udstillere med stande, men derimod en konference, som er af den behagelige, interessante og afslappende slags.

Omdrejningspunktet er, som navnet angiver, foredrag og samtaler. Foredragsholderne er en blanding af forskere inden for dykkermedicin, tekniske dykkere, ekspeditionsledere, huledykkere, vragjægere, filminstruktører, højteknologiske firmaer, biologer, militære enheder og andre kapaciteter. Det er med andre ord en skønsom og altid interessant mix.

Foredragsholderne

I flæng kan nævnes Phil Short fra England, som nu arbejder med undervandshabitater, i øvrigt sammen med canadiske Kirk Krack, som bl.a. instruerede skuespillerne i Avatar 2 i, hvordan de skulle fridykke, den newzealandske dykkerlæge og ledende forsker Simon Mitchell, den canadiske ekspeditionsleder Nathalie Lasselin, portugisiske Nuno Gomez, der engang havde rekorden for dybeste dyk, Gareth Lock, der introducerede Human Factors, den tekniske dykkerinstruktør og forfatter samt teknisk direktør for SDI/TDI Mark Powell fra England, Jarrod Jablonski fra USA, som bl.a. er grundlæggeren af GUE, den canadiske huleforsker og tekniske dykker Jill Heinerth, finske Sami Paakkarinen, Leigh Bishop fra England og mange flere i samme klasse.

Listen er lang, så jeg runder af her. Dog ikke uden også at nævne vor hjemlige Maria Bollerup, som sammen med Rannva Joermundsson rapporterede direkte fra deres huleudforskning i Filippinerne. Det kommer vi sikkert til at høre meget mere om ved andre og mere hjemlige lejligheder.

Diskussioner og forfriskninger

Karakteristisk for dette event er også, at der er afsat rigeligt med tid til diskussioner af foredragene samt samtaler med oplægsholderne, idet der er indlagt generøse pauser med traktementer. Hvad enten der er tale om en kaffepause eller frokost, er forplejningen i øvrigt i top. De kan altså noget med rigtig god mad på de kanter. Der er ikke noget billigt cafeteria over serveringen her. Hvis man er den, der passer på sin livvidde, er det vist meget godt, at eventet kun varer en weekend.

Hvad var så anderledes fra tidligere år? Først og fremmest en ny lokalitet, en hal, der tidligere var en reberbane for den portugiske flåde i sejlskibenes æra. En reberbane er en meget lang bygning, hvor der laves tovværk. I en hal blev forelæsningerne holdt, og i en anden var der galleri og afholdt gallamiddag om lørdagen. Det fungerede fint og smidigt.

At komme derhen

Fordelen og ulempen ved dette event er, fra et dansk perspektiv, to sider af samme sag: Det afholdes i det fjerne hjørne af Europa, og distancen kan dermed forekomme at være en ulempe. Men for undertegnede, der residerer i et københavnsk brokvarter, er jeg faktisk stort set lige så hurtigt fremme, som når jeg f.eks. tager til Ferie for Alle i Herning, hvor DSF traditionelt har en stand.

Det tager ca. 3 timer at flyve til Lissabon, hvor lufthavnen ligger midt i byen, og derfra var der kun 4 km til hotellet. Jeg flyver som regel derned med aftenflyet torsdag aften, der afgår ved 17-tiden, men man kan også tage afsted fredag morgen og være fremme til frokost.

Bestiller man en flybillet i god tid, kan man få den til relativt små penge. Det vil dog være et stræk at påstå, at man kan få fly og hotel for helt de samme penge som en weekend i Herning, men vi befinder os dog i næsten samme prisklasse, og så får man meget mere for pengene. Drager man til Lissabon, som er en fantastisk og klassisk stad, bør man også unde sig selv at afsætte et par ekstra dage til at nyde byens mange kulturelle tilbud og bare se sig omkring.

Billede

DEMA Show

Årets DEMA var denne gang afholdt i Las Vegas. Af de tre byer, de to andre er Orlando og New Orleans, som DEMA nu roterer imellem, er Las Vegas blevet mit hadeobjekt, og der er to primære grunde hertil. Jetlaggen, som man bliver nødt til at indberegne og tage højde for, hvis man skal være nogenlunde funktionel på messen, er meget værre, eftersom tidsforskellen fra Danmark er hele ni timer.

Jeg tager derfor selv gerne afsted 4-5 dage i forvejen og er så heldig, at jeg har kolleger i Californien, som jeg kan crashe hos i nogle dage, før det går løs. Herudover finder jeg, at det meget distraherende at skulle gå rundt blandt spillemaskiner – for de findes overalt – og feststemte og ofte fulde mennesker, der drager til ”Sin City” for at slå sig løs og opføre sig på måder, de aldrig ville gøre der, hvor de kommer fra.

At det så tilmed er noget bizart, at en dykkermesse afholdes i en by midt i ørkenen, er en helt anden sag, men det findes der en logisk forklaring på, som jeg kan berette om en regnvejrsdag. Men nok om det.

Forventningerne

Forventningerne til årets messe var mildt sagt noget blandede. Der var mange i branchen, der på forhånd havde ymtet, at de meldte fra, fordi der blev afholdt Formel 1-ræs i byen samtidigt med DEMA. Det forlød således, at hoteller med videre ville være udsolgte, og alting ville være dyrere og mere bøvlet end sædvanligt. Det skulle dog ikke vise sig at holde stik. Ikke at jeg selv troede det, for hele byens præmis hviler jo på underholdning, koncerter, events med videre, så selvklart kunne den håndtere et Formel 1-løb oveni hatten.

Der var dog en hel del afspærringer, der gjorde en promenade på The Strip noget bøvlet, men nu var vi heller ikke kommet til byen for at gå på kasino eller se et show. I øvrigt dukkede de fleste brokhoveder alligevel op til messen.

En kæmpemesse

Der findes en del, der nedgør DEMA-messen, fordi den bliver stadig mindre, så lad mig lægge ud med at slå fast, at det stadig er en kæmpemesse, hvor man alligevel kun når at se en brøkdel af de mange, man gerne ville tale med. Der er ca. 600 udstillere, så med 30 timers åbningstid vil man kun have tre minutter til hver, hvis man skulle nå hele raden rundt i løbet af de fire dage, messen varer.

I realiteten kan man kun nå et enkelt godt møde eller hilse på 4-5 stykker i timen. Ifølge min skridttæller gik jeg 10-15 km hver dag på messen, og det var selvom jeg måtte tilbringe en del tid i vores egen stand og i møder.

Ændringer

Det var i øvrigt 30. gang, jeg deltog på DEMA, så det giver mig et vist perspektiv. Hvad har så ændret sig i årenes løb? I de første år, jeg drog på disse messer, var det et absolut must at deltage, hvis man skulle holde sig orienteret om de nyeste grejer, rejsemål og uddannelse. Det var dengang – i 1990’erne – hvor email godt nok fandtes, men var meget rudimentært og ikke kunne bruges til at overføre filer, udover et lavopløst billede eller to. Derfor måtte man tage til DEMA for både at blive præsenteret for produktnyheder og drage hjem med en kuffert fuld af pressematerialer, som bestod af brochurer samt fotos, herunder diaskopier. Det var tider, men ikke nogen jeg savner.

Nu om dage modtager vi pressematerialer med fotos og videoer via Dropbox eller WeSend, hvilket har gjort livet så meget lettere. Det har samtidig også elimineret en af de oprindeligt væsentligste grunde til at tage til en dykkermesse som DEMA. Den anden grund, som er networking, møder og forhandlinger, har man så mere tid til, og det er en udvikling, som jeg faktisk påskønner. For bortset fra at jeg slipper for besværet med at slæbe en kuffert med brochurer og andet med hjem, har jeg nu langt mere tid til konstruktive møder og samtaler.

Nyheder og udvikling 

Om det så også er grunden til, at mange af de helt store brands ofte udebliver – i år var det f.eks. Scubapro og Huish, der glimrede ved deres fravær – skal være usagt. Jeg finder det selv kritisabelt, at de store mærker ikke vil støtte eventet med deres tilstedeværelse, når de nu netop selv lever af og er afhængige af dette økosystem. Men dem om det.

Om de udebliver, fordi de alligevel ikke har de store nyheder at præsentere, kan jeg kun gisne om, men der er i hvert fald blevet meget længere mellem snapsene i de senere år. Jeg hælder selv imod den formodning, at det til dels skyldes, at meget dykkerudstyr for længst er blevet modnet. For hvor mange gange kan man genopfinde eller substantielt forbedre en dykkermaske, en finne, en BCD eller en våddragt? Det bliver for det meste ved de mindre raffinementer og stadig sjældnere noget epokegørende.

Men for det meste finder vi en eller anden interessant dims på messerne, som vi så medtager i grejnyt. Skal jeg opsummere, er det mest inden for elektronik, vi ser noget nyt, dvs. inden for dykkercomputere, lamper og fotoudstyr. Garmin er således lige kommet med et monster af en computer, der blandt andet kan sende tekstmeddelelser til andre dykkere. Se den korte omtale i grejnyt. Vi følger op med en egentlig test senere.

På rejsefronten så vi en del nye operatører, mest fra Indonesien, hvor der synes at komme stadig nye resorts til, som vi er i dialog med for at lære nærmere. Men tættere på Danmark fandt vi også et par liveaboards med ture i Saudi-Arabien samt en operatør, som forsøger at interessere amerikanerne i Scapa Flow, der som bekendt ligger i Shetlandsøerne nord for Skotland.

Hvis vi i øvrigt skal forsøge at tage en temperatur på branchen, så var årets DEMA mere givtigt end meget længe. Jeg vil skyde på, at det dels skyldes, at vi nu endelig har rystet pandemien og dens senfølger, som stadig kastede en mærkbar skygge over sidste års event, af os. Messen var ganske pænt besøgt, men heller ikke overrendt.

Optimistiske indtryk 

Udbyttet var dog på alle parametre et godt stykke over gennemsnittet og forventningerne, da møder og forhandlinger var langt mere konkrete og givtige, end set længe. Som altid vil kun tiden vise, hvad samtalerne udmønter sig i på sigt – sådan er det bare med disse messer – men vi sidder tilbage med et solidt og optimistisk indtryk af en produktiv messe. Og så er den hamrende jetlag, man også vender hjem med, lidt nemmere at have med at gøre.