Ferndale og Parat – Vragdykning i Norge

Alle er ellers ikke altid glade efter et dyk, når det drejer sig om vrag. Forskellige dykkere har forskellige præferencer, og vrag har en tendens til at være enten for dybe eller for lave. Tekniske dykkere har en tendens til at grynte utilfreds, hvis der er lovet et vragdyk, og båden er fuld af almindelige sportsdykkere – det betyder, at vraget ikke er dybt nok til at være rigtig sjovt.

Det er endnu værre, hvis nyankomne dukker op på molen før afgang. I så fald er vraget meget lavvandet og sandsynligvis ret beskadiget. Alle ved, at vrag bliver bedre, jo dybere man kommer – men vragdyk, der gør alle glade på én gang, hænger ikke på træerne. Dykkercentret har selvfølgelig den samme udfordring – hvad skal man tilbyde en gruppe dykkere med blandet erfaring for at sikre, at alle får valuta for pengene og poster pæne kommentarer på Facebook?

Rust fra 7 til 60 meter

I Krakhellesundet nord for Sognefjorden findes et sådant dyk. Her ligger vraget af det 116 meter lange tyske fragtskib M/S Ferndale fra 7 til 40 meters dybde, og lige under agterenden fortsætter vragsjovet for de teknisk interesserede – for her ligger den 32 meter lange bjærgningsdamper D/S Parat fra 45 til 60 meter – med andre ord et unikt tvillingevrag, som kun få har set magen til.

Dykkerprofilen er perfekt, og du kan se vrag hele vejen op og ned. Men hvordan kan det være, at skæbnen har skabt så gunstige forhold? For at finde ud af det, skal vi se nærmere på den spændende historie, der udspillede sig den 15. og 16. december 1944 i det tyskbesatte Norge.

Strategisk vigtig

Da Anden Verdenskrig nærmede sig sin afslutning, havde briterne stort set luftherredømme over den norske vestkyst. Tyskerne manglede fly, og flere baser var ude af drift. Briterne gik målrettet efter skibsfarten langs den norske vestkyst for at stoppe transporten af forsyninger til de tyske tropper i Nordnorge og for at forhindre fragtskibe i at bringe jernmalm hjem fra Narvik for at fodre den tyske krigsmaskine. 

Denne trafik var særlig udbredt om vinteren, da is forhindrede transport af malm fra minerne i Kiruna via Østersøen på denne tid af året. Malmen var afgørende for begge sider i krigen – Tyskland var afhængig af jern og stål for at kunne fortsætte krigen; briterne gjorde alt, hvad de kunne, for at stoppe dem og tvinge Hitler i knæ. 

Da flyene på det tidspunkt ikke havde en særlig lang rækkevidde, blev indsatsen i høj grad rettet mod den norske vestkyst. Fra slutningen af 1943 betød det, at de tyske skibe måtte ændre taktik: Hvor de tidligere havde kunnet sejle om dagen under beskyttelse af jagerfly, måtte de nu sejle om natten i fuldstændigt mørke og følge tabeller, der angav kurs, fart og tidsinterval før næste kursændring – ligesom ubåde. Om dagen gemte skibene sig dybt inde i de mange smalle fjordarme i håb om at undgå at blive opdaget. Ingen af delene gav dog anledning til optimisme.

Konvoj til Ålesund

Den 15. december 1944 var fragtskibet Ferndale på vej til Ålesund i konvoj med fragtskibet D/S Wilhelms og slæbebåden Fairplay X, eskorteret af tre forpostbåde. Det sejlede under tysk flag, selv om det var ejet af Glittre A/S i Oslo – tyskerne havde beslaglagt skibet et par måneder tidligere, fordi rederiet ikke kunne skaffe en besætning. Kaptajn Karl Wagner stod på broen, og skibet var bemandet med tyskere. I lastrummene var der forsyninger til de tyske tropper i nord, bl.a. ammunition, store mængder polske kartofler og 4.000 tons olie i tønder. 

Det var allerede mørkt, da de krydsede den mægtige Sognefjord og sejlede ind i det smalle Krakhellesundet. På grund af blændingen blev lanternen på Seglsteinen, som står midt i sundet, slukket, og den stærke understrøm betød, at skibene nåede den enorme klippe midt i sundet tidligere end forventet – en kollision var uundgåelig. Ferndale satte sig fast, og de andre skibe undgik med nød og næppe at kollidere med hende. Situationen var alvorlig.

En sårbar position

En hurtig undersøgelse afslørede, at Ferndale var beskadiget under vandlinjen og tog vand ind. Kaptajn Wagner konfererede med sine overordnede i Bergen, og bjærgningsdamperen D/S Parat blev kaldt ind fra Florø for at assistere. Hun var chartret af Kriegsmarinen og havde udstyr til hjelmdykkere om bord – lige hvad der var brug for til at tætne lækagerne. 

Fragtskibet D/S Wilhelms blev sendt videre til Ålesund sammen med to af eskortefartøjerne, fordi det var for farligt at blive tilbage, da dagen oprandt. Fairplay X og forpostbåden V-5305 Jäger under ledelse af den erfarne Lt. z. See Otto blev beordret til at blive ved Ferndale. Den tungt bevæbnede eskorte gemte sig under klippen på vestsiden af fjorden og afventede, hvad der kunne ske næste dag.

Da natten blev til morgen, ankom Parat og lagde sig ved siden af den forulykkede på styrbord side. Arbejdet blev påbegyndt så hurtigt som muligt, men det var ikke noget let job. Da et fly blev spottet over Krakhellesstrædet kl. 10.30, var stemningen nervøs, for alle vidste, hvad der ville ske, hvis de ikke fik bragt skibet flot så hurtigt som muligt: RAF’s rovfugle ville dukke op. 

Luftangreb

British Coastal Command var eksperter i luftangreb mod maritime mål, og ingen var bedre end piloterne fra Banff Strike Wing, der havde base i Skotland. Næsten hver dag blev der sendt fly af sted for at patruljere den norske vestkyst og angribe fjendtlige mål. Bare 45 minutter efter at kaptajn Wagner havde fået besked om, at et fly var blevet set, fløj 19 Havilland Mosquito jagerbombere ind i Krakhellesundet i mastehøjde. Maskingeværerne spyede ild, og raketterne hylede mod det strandede fragtskib og dets lille hjælper Parat, og begge skibe blev skudt i brand. Ferndale havde 48 luftværnskanoner om bord, og de besvarede ilden, så godt de kunne – men kanonerne var for lette og flyene for hurtige. Forpostbåden V-5305 havde mere held og skød et fly ned, som nødlandede på vandet. De to piloter blev observeret i redningsflåden, som blev fundet af et fly den følgende dag – med kun én død pilot om bord.

En time efter, at det første angreb var overstået, brød helvede løs igen. Yderligere seks Mosquitoer på anti-ubådspatrulje ved Fedje længere mod sydvest så røgen fra de brændende skibe og gik til angreb. Igen skød V-5305 en Mosquito ned, men Ferndale og Parat blev ramt yderligere og var nu tabt. Tre flyvere var døde, og otte mænd var såret. Begge piloter på Mosquitoflyet blev dræbt øjeblikkeligt, da flyet styrtede ned i bjergene.

Møde i dybet

De brændende skibe blev efterladt, da støjen fra Mosquitoerne forsvandt, og en relativ stilhed sænkede sig over Krakhelles-strædet. Flammerne kunne ikke slukkes, og arbejdet var både farligt og vanskeligt med konstante eksplosioner i ammunitionslasten. Tyskerne koncentrerede formentlig deres indsats om Ferndale i håb om at redde skibe og last og var ikke særlig opmærksomme på den lille bjærgningsdamper, der stadig lå fortøjet på styrbords side. Kl. 14.15 sank Parat og blev liggende på 60 meters dybde. 

Omkring fire timer senere brækkede Ferndale i to efter en kraftig eksplosion midtskibs, og agterenden fulgte Parat ned i dybet. Vandet sprang og kogte, da det rødglødende stål mødte det kolde havvand, og røg og damp dækkede området. Ferndales enorme agterstavn undgik med nød og næppe at knuse Parat, da den sank til bunds – kun to meter fra det mindre skib. 

Ferndales stævn og fordæk var stadig oven vande, men der var ikke længere noget at redde, og de tyske styrker forlod vraget. Så snart jernet var koldt, kom de nysgerrige på besøg. Der er mange ting, der kan bruges på et vrag, og rygterne om den store mængde kartofler spredte sig som en steppebrand. Om dagen samlede tyskere fra kystforterne i området kartofler i et stykke tid, mens de lokale gjorde deres indtog om aftenen. Efter at have skovlet det øverste lag af bagte kartofler væk efter bålet, kunne de indsamles i sække og kasser, indtil kulden satte en stopper for den usædvanlige – og sandsynligvis velkomne – fødevareforsyning.

Reddet efter krigen

Efter krigen købte firmaet Høvding Skipsopphugging rettighederne til de tyske krigsvrag i Norge – ”resterende usolgte sunkne tyske skibe og tyskejet last i sunkne skibe på kysten”, som det hed i aftalen, og et omfattende bjærgningsarbejde blev sat i gang. Der var et stort behov for jern, og i mange tilfælde indeholdt vragene også værdifuld last. De blev sprængt og skåret op uden tanke på fremtidige dykkere.

Ferndale slap heller ikke væk, og stævnen og midtskibet blev sprængt og fjernet, så der ikke længere var noget synligt over vandet. Selv agterenden af Ferndales overbygning blev hugget af under vandet, så det i dag kun er den 45 meter lange agterende, der er intakt. Ferndale havde kun en lille overbygning i agterenden, og vraget fremstår nu som et enormt skrog med store lastrum.

Vesle Parat var for dybt og blev overladt til Høvdings dynamit og dykkere med skærebrændere. I 1990’erne bjærgede dykkere de dykkerhjelme, der stadig lå på dækket, og en af dem kan ses på Sjøfartsmuseet i Bergen.

To vrag på ét dyk

Vraget af Ferndale begynder på 7-8 meters dybde, og heroppe på det lave vand finder man mest rester af dæksplanker og andet vraggods. Det ses bedst om vinteren, når havbunden ikke er dækket af alger – om sommeren skal man lidt dybere ned for at se ret meget. På 16-17 meters dybde stikker spanterne op af havbunden, overgroet med dødemandshånd og rankefødder, og lige nedenunder bliver det tydeligt, at der er mere end bare vragdele her. 

Der er som regel en bøje på vraget, og den er fastgjort på omkring 20 meters dybde. Herfra og ned bliver vraget bare bedre og bedre! De mindre erfarne kan nøjes med at se det øverste område, før de vender om og svømmer op mod det lave vand, mens dem med lidt mere erfaring og et certifikat eller to mere på lommen kan fortsætte ned mod agterstavnen. Agterstavnen ender på 34 meters dybde, og herfra har man en fantastisk udsigt: Parat ligger med stævnen direkte under Ferndales hæk, og sammen udgør de to et spektakulært vragdyk, som sjældent eller aldrig bliver overgået.

Efter at have besøgt stævnen skal sportsdykkerne vende om og svømme tilbage, mens de med den rette gas og certificering kan lade sig synke ned til Parats stævn på omkring 45 meters dybde. På dækket er der en kompressor og slanger, og der er mange flotte detaljer at opleve: Ankerspillet forrest er et flot syn, og det samme er den smalle stævn, hvor begge ankre hænger på plads på hver sin side. Broen ligger på omkring 50 meters dybde, og herfra kan man se Ferndales enorme agterstavn tårne sig op over en.

Stævnen ligger yderligere 10 meter nede, og skruen er stadig på plads, hvor den hører til. På hver side af vraget ligger antiluftskytset på sandbunden. Man skal bare holde øje med bundtiden og gasforbruget, for med så mange spændende ting at se på, flyver tiden af sted!

Sælstenen – smuk i sig selv

Når du er færdig med dit dyk ved Parat, får du en flot tur opad langs vraget af Ferndale, inden dykket slutter på lavt vand omkring Seglsteinen, som ligger ca. 50 meter nord for, hvor vraget af Ferndale ender. Den gigantiske klippe byder på små huler, fantastisk anemonevækst og masser af liv. Der er krabber og nøgensnegle i massevis, og bag klippen er der ofte stimer af små sej eller lomvier. Sejlstenen er et fantastisk naturdyk i sig selv og en glimrende måde at komme af med dekompressionstiden på efter at have dykket på de to vrag.

Det er ikke kun dykkerlederen, der er glad, når alle er tilbage i båden efter et dyk på Ferndale og Parat. De mindst erfarne har oplevet deres måske første vrag, mens sportsdykkerne uden tvivl har haft en af deres største vragoplevelser til dato i deres dykkerkarriere. Selv teknikdykkerne smiler efter et råt dyk på Parat, en passende udfordring, når man dykker med trimix på ryggen. På den måde kan du gøre alle glade – og hvis du ikke er det, skal du bare tage et nyt certifikat og dykke lidt dybere næste gang.