Gør haj "fodring" skade?

Under hajdykning medbringer man sædvanligvis nogle fiskerester – i de fleste tilfælde fra fangst som er blevet renset. Duften tiltrækker hajerne, og det giver en smule spænding, når dyrene undersøger og forsøger at få et stykke.

Det er imidlertid kun meget lidt egentlig mad eller næring man giver hajerne. Hajerne, der normalt afsøger store områder af oceanet kan indfinde sig fra nær og fjern, og kommer så tættere på for at tage et nærmere kig, prøve at hapse en godbid og socialisere md andre hajer.

Dykkerne forbliver generelt i aftalte positioner, så hajerne uhindret kan komme til og fra de udlagte godbidder. Det er en procedure som har vist sig at fungere fint og som er blevet fulgt af dykkere rundt om i verden, næsten uden hændelser.

Forfejlet kritik

Desværre er denne praksis også blevet genstand for kritik, selvom der ikke er blevet fremført beviser til støtte for argumenter imod den. Videnskabelige undersøgelser har derimod vist, at der ikke er nogen skadelige virkninger på hajer og deres efterfølgende adfærd. Yderligere er der ikke fundet nogen sammenhæng mellem hajdyk og hajangreb på trods af årtiers studier af hajangreb af mange forskere, der har ledt efter netop en sådan sammenhæng.

Ikke alene er dykkerne som regel fortryllet af hajerne, men hajerne viser også en uventet interesse for dykkerne, udover deres reaktion på maden, og det gælder såvel for for tigerhajer som for revhajer. De ser ud til at nyde begivenheden og muligheden for socialt samvær. Begivenheden er lige så speciel, som den er på grund af denne respons fra hajerne selv, og det er en vigtig pointe, som kritikerne fuldstændig ignorerer eller er uvidende om.

Så lidt mad bringes til hajerne, at intet dyr får nok supplerende næring til at gøre den nogen forskel for dets kostbehov, og langtidsstudier af forskellige dyrs rejsemønstre har ikke vist nogen sammenhæng med tilstedeværelsen eller fraværet af hajdyk.

Man kan selv se, når man ser en hajs handlinger ad gangen på et hajdykning, at ikke alle de tilstedeværende hajer faktisk nærmer sig for at spise, og mange ser ud til at være der af sociale årsager. Hajer ser heller ikke ud til at have den stærke bidrefleks, som observeres hos pattedyr og beslægtede hvirveldyr – de hverken kæmper eller bider hinanden. De bider heller ikke dykkerne.

Kritikken lader til at stamme fra den udbredte misopfattelse af hajer som værende de blodtørstige monstre, der præsenteres af medierne. Det kan så lede til en ubestridelig tro på, at det må være en rigtig dårlig ide at tiltrække sådanne væsner i dykkeres nærvær. Idéen støttes fuldt ud af hajfiskere, som ikke selv aner, hvordan hajer opfører sig, og for hvem kamp mod sådanne monstre demonstrerer deres egen overlegenhed.

Det blinde øje

Alligevel lukker de det blinde øje til hajfiskeriet med at bruge ikke kun mad, men også specielle, blodige blandinger kaldet ”chum” for at tiltrække hajer, ofte i nærheden af strande. For eksempel finder der ved nogle populære moler i Florida hajfiskeri og brug af lokkemad sted døgnet rundt, og mens livreddere på de nærliggende strande signalerer, at alt er i orden for strandgæster, bliver tyrehajer og hammerhajer lokket ind på kysten i nærheden og fanget. Alligevel er det forbudt for dykkere at bruge duftspor i vandet, hvorfor hajdykkere er nødsaget til at tage til Bahamas der så til gengæld profiterer at hajturisme.

Der findes mange sådanne eksempler. I Fransk Polynesien begyndte dykkere for eksempel at lobbye for beskyttelse af hajer, da hajfinning begyndte. Fiskerne modangreb ved at hævde, at dykkerne var ansvarlige for, at hajerne var der i første omgang, og at hajerne på grund af hajdyk snart ville komme ved strandene for at spise deres børn – de gjorde blot alle en tjeneste ved at fange dem. Selvom argumentationen var helt hen i vejret, var det imidlertid tæt på, at hajdyk blev forbudt i landet, selvom dykkere bidrog til økonomien med betydelige indtægter og hajfodring var blevet praktiseret i årtier uden hændelser.

Hajer ser ikke ud til at have den stærke bidrefleks, som observeres hos pattedyr og beslægtede hvirveldyr – de hverken kæmper eller bider hinanden. De bider heller ikke dykkerne.

Hajer kan godt skelne

Hajer er i stand til at skelne en begivenhed fra en anden og adskiller let hajdyk fra spydfiskeri. Sådanne fiskere er selv ansvarlige for at tiltrække hajer til deres aktiviteter, som de altid har gjort. De dufte og lyde, de forårsager, er forskellige fra dem, der bruges ved et hajdyk.

De fleste hajentusiaster er dykkere, da dykning er den eneste måde at se hajer i deres eget rige, så hajdyk spiller en vigtig rolle for beskyttelsen af hajer. I betragtning af at en fjerdedel af hajarter er truet af udryddelse, får fordelene ved hajdyk større betydning. Dykkere, der ser hajer for første gang, bruger typisk ord som ”forrygende”, ”så smukke”, ”fantastiske dyr” og taler om at blive henført af synet.

Den udtrykte følelse af ærefrygt er så stærk, at den ofte ændrer personens holdning for altid. De glemmer aldrig, og mange vender gang på gang tilbage for at nyde synet af hajer i deres naturlige habitat og blive tilhængere af beskyttelse af hajer