De fleste forbinder lungeødem – altså væske i lungerne – med hjertesygdom, oxygenforgiftning eller ophold i store højder. Men faktisk kan friske og trænede mennesker også udvikle lungeødem under helt almindelig vandaktivitet.
Selvom immersionsudløst lungeødem (IPE) kun forekommer sjældent, har det de seneste to årtier vakt stigende opmærksomhed blandt dykkermedicinere. Før da blev mange tilfælde sandsynligvis overset eller fejltolket som træthed, vandindtag eller panik – men i dag ved man, at der gemmer sig en reel fysiologisk forklaring bag.
Når kroppen nedsænkes i vand, sker der en naturlig forskydning af blod fra benene og bughulen op mod brystkassen. Det øger blodtrykket i lungekredsløbet, og i nogle tilfælde kan små mængder væske sive ud i lungevævet.
Denne væske gør det sværere for lungerne at optage oxygen og udskille CO2. Resultatet kan være åndenød, hoste, trykken for brystet og i mere alvorlige tilfælde panik, forvirring eller bevidstløshed.
IPE kan opstå ved fridykning, svømning samt SCUBA- og CCR-dykning, og det kan ramme både erfarne og nybegyndere.
IPE kan i princippet opstå både i koldt og varmt vand, men risikoen øges markant i kulde. Når kroppen udsættes for lave temperaturer, trækker blodkarrene sig sammen, og mere blod presses mod brystkassen – hvilket øger trykket i lungerne. Andre forhold, der kan øge risikoen, er:
• Hård fysisk anstrengelse
• Stramt udstyr eller tætsiddende våddragt
• Forhøjet blodtryk
• Brug af ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (fx Ipren, Ibuprofen)
• Overhydrering før dyk eller svømning
• Stor gasdensitet ved dybe dyk (øger åndedrætsmodstand)
• Dårligt kalibreret regulator eller loop i en rebreather, som skaber undertryk ved vejrtrækning
• Langvarige eller gentagne dyk
Et muligt tegn på IPE er, når en dykker får vejrtrækningsproblemer, selv i hvile – altså uden at have anstrengt sig eller oplevet udstyrssvigt.
Åndedrætsbesvær kan vise sig som hurtig, ujævn eller tung vejrtrækning, vedvarende hoste eller følelse af ikke at kunne få luft uden nogen åbenbar årsag.
Dykkeren kan desuden virke forvirret, langsom eller have svært ved at udføre simple opgaver, fordi al opmærksomheden går på at holde styr på vejrtrækningen.
Hvis du eller en makker oplever symptomer, skal du:
• Stoppe aktiviteten og komme roligt til overfladen.
• Afslutte dykket sikkert – undgå hurtig opstigning.
• Få hovedet over vand og fjern mundstykke eller snorkel.
• Søge lægehjælp straks – også selvom symptomerne aftager.
• Fortæl, at der er mistanke om IPE.
• Undgå yderligere fysisk aktivitet resten af dagen.
Hvis der er adgang til oxygen, kan det gives allerede på stedet. De fleste kommer sig hurtigt, men nogle tilfælde kræver hospitalsbehandling og observation.
Inden for rekreativ dykning er IPE fortsat et sjældent fænomen. De fleste estimater tyder på, at færre end én ud af 10.000 dykkere oplever det, og langt de fleste tilfælde er milde og forbigående.
Risikoen for den enkelte dykker er derfor meget lav – men kendskab til symptomerne gør, at man kan reagere hurtigt og roligt, hvis det en dag skulle ske.