Japans Kinki: Makromekka på Honshu

Kinkis sydligste dykkersteder er dækket af frodige blødkoraller, der minder om de tropiske revlandskaber i Sydøstasien, men Kinki er kun ”tropisk” i halvdelen af året. I vintermånederne trænger koldt vand fra den russiske østkyst sydover og sænker havtemperaturen fra lune 26 °C til temmelig kølige 10 °C. Uforstyrret skifter lokale dykkere fra tynde neopren-dragter til tykke tørdragter og fortsætter med at nyde regionens undervandsskønhed året rundt.

Vinteren er en særlig god sæson at lede efter Kinkis fantastiske mangfoldighed af nøgensnegle, som halvøen er berømt for. De specifikke arter varierer fra by til by, så den bedste måde at opleve så mange nøgensnegle som muligt er at leje en bil og køre rundt langs kysten og gøre holdt et par dage i hver by. De lokale er meget passionerede omkring dykning, så der er ingen mangel på dykkerbutikker, og dykkeguiderne (hvoraf nogle taler engelsk) er eksperter i at spotte små dyr, som besøgende dykkere sandsynligvis ville overse.

Opmuntret af udsigten til at kunne krydse adskillige nye arter af listen på en enkelt tur, traf min kone og jeg de nødvendige forberedelser og fløj til Shirahama, som tilbyder nem adgang til nogle af de bedste dykkersteder i regionen.

Tanabe

Vores første stop var Tanabe, en hyggelig lille by, der blandt dykkere på Honshu er kendt for sine neon-gule anemoner i dybt vand og selvfølgelig sine mange havsnegle. I andre områder findes anemonerne kun dybere end 150 m, men i Tanabe kan man støde på dem inden for rekreative dykkedybder. For at beskytte de skrøbelige anemoner mod ødelæggelse af deres levesteder har den japanske regering udpeget dem som et nationalt monument.

Efter et hurtigt dyk for selv at se anemonerne arbejdede vi os op ad revskråningen og krydsede nøgensnegle af listen for hver få meter. De mest almindelige nøgensnegle i Tanabe (og i hele Kinki) er de 2 cm lange japanske chromodoris, Hypselodoris festiva, en endemisk art, der er så talrig, at de lokale ”branchers” ikke tænker nærmere over dem. Men som førstegangsbesøgende i regionen kunne jeg ikke lade være med at stoppe op nu og da for at beundre deres kongeblå kapper, kantet med citrongul og kronet af rustorange gæller og rhinophorer.

En anden art, vi stødte på, både her og senere på turen, var en many-lobed ceratosoma, Ceratosoma tenue – en kæmpe nøgensnegl, der bliver op til 12 cm lang og er udbredt fra Japan helt til det tropiske Afrika. Denne art, der kan variere i farve, kan genkendes på de brede lapper på sin kappe og et giftigt, kemikaliefyldt horn placeret lige bag gællerne, som den bruger som et forsvarsvåben til at skræmme potentielle rovdyr væk, der er dumme nok til at tage en bid af den.

I Tanabe stødte vi også på en spektakulært farverig nøgensnegl – den smukke Miamira magnifica. Dette ekstravagante dyr har meget varierende farver, men den, vi fandt, levede op til sit navn – storslået!

På vores anden dag tog vinden til, men vi kunne stadig dykke fra kysten i en af Tanabes beskyttede bugter. Efter at have tilføjet flere nøgensnegle til turens liste gik jeg på jagt efter ”clouded salamander” (Aneides ferreus) – dansk navn kendes ikke – i en mudret dam tæt på dykkerstedet. Det var umuligt at tage undervandsbilleder i det grumsede vand, men det lykkedes os at få nogle fine portrætter på bredden. Disse salamandre er endemiske for Japan, og dem i Kinki er særligt bemærkelsesværdige, fordi de lever så tæt på havet, at de har udviklet sig til at være noget tolerante over for saltvand. Måske vil dette ydmyge lille dyr en dag blive stamfader til de første marine amfibier!

Shirahama

Inden vi fulgte kysten mod vest, smuttede vi tilbage til Shirahama for en dags dykning. Først dukkede vi ned til et af Kinkis få tilgængelige vrag – en lille slæbebåd, der vrimlede med flere nøgensnegle, herunder Thecacera pacifica, en sød lille snegl, som de lokale kalder ”Pikachu” på grund af dens lighed med Pokémon-figuren af samme navn. Vraget var også hjemsted for en håndfuld smukke drage-muræner, der mere end gerne stillede op foran kameraet.

Mellem dykningerne i Shirahama stødte vi på en venlig forsker, der bar på et glas med en stor, sjældent set dybhavs-nøgensnegl. Det indfangede bløddyr var bestemt til et lokalt universitet til forskning. Efter en livlig samtale på japansk med vores dykkermester smilede forskeren og rakte os glasset, som vi tog med os på det følgende dyk. Da vi nåede havbunden, satte vores dykkermester den fri, så vi kunne få et par billeder af en art, som ellers ville være umulig at se. Den klumpede nøgensnegl var en sandboer, som straks forsøgte at grave sig vej til friheden, men det uheldige bløddyr blev snart indfanget igen og returneret til sin ejer som planlagt.

Ideen om en nøgensnegle-fotografering i et glas var ret komisk, men det, der gjorde indtryk på mig ved oplevelsen, var, hvor villige alle var til at gøre sig umage for os. Overalt, hvor vi kom, blev vi behandlet som kongelige. Det gjaldt i hver eneste dykkerbutik, på hvert eneste hotel og i hver eneste restaurant, vi besøgte. Tilsyneladende kender japansk gæstfrihed ingen grænser!

Kushimoto

Vores næste stop var i en lille fiskerby på Kinkis sydkyst ved navn Kushimoto. Her var revet relativt stenet, men dykkerstederne var fyldt med fiskestimer, som jeg gerne ville have fotograferet, hvis jeg bare havde haft tid til at klemme et par vidvinkeldyk ind. Ikke overraskende var makrolivet også fremragende. Bemærkelsesværdige nøgensnegle inkluderede Okenia japonica og Okenia hiroi – begge endemiske for Japan og hver især mindre end et sushiris.

Kushimoto viste sig at være et fremragende sted at fotografere frogfish. Vi stødte på mindst tre arter på et enkelt dyk, men min favorit var en mikroskopisk, orange og hvid clown frogfish (Antennarius maculatus) på størrelse med en ært.

Kushimoto bød også på adskillige krinoid-krabber, som man normalt ville forvente at se i troperne. Jeg gætter på, at de om sommeren ikke ville virke så malplacerede, men det er en mærkelig fornemmelse at fotografere tropiske arter, mens man har tørdragt, hætte og voluminøse neoprenhandsker på.

Owase

På vores femte dag havde mine trætte øjne brug for en pause fra den vidunderlige verden af japansk supermakro-liv, så vi tog til et berømt vidvinkel-dykkested nær en by ved navn Owase.

Undervejs stoppede vi ved Hashigui-iwa-klipperne, hvor kystlinjen er eroderet til en række dramatiske tinder, der siges at ligne bropiller. Legenden fortæller, at en buddhistisk lærer ved navn Kobodaishi skabte tinderne på en enkelt nat for at vinde et væddemål med en falden engel.

Dykkerstedet ved Owase er faktisk et kunstigt rev lavet af metalbjælker, der er dækket af hårde og bløde koraller i alle former og farver. Ingen af de lokale kan huske præcis, hvor længe siden revet blev skabt, men de anslår, at det blev opført i slutningen af 1960’erne. Den enorme biomasse af vækst på det menneskeskabte rev har gjort den underliggende struktur fuldstændig uigenkendelig – et strålende eksempel på havets evne til at blomstre med lidt hjælp fra fremsynede mennesker.

Store havaborrer og Sankt Petersfisk svømmede selvsikkert ind og ud af de åbne områder, som om de ejede stedet, hvilket de selvfølgelig gjorde. Jeg har altid ønsket at fotografere nogle Sankt Petersfisk, så disse ekstremt tamme eksemplarer var en dejlig tilføjelse til et i forvejen imponerende dykkersted.

Shima

Efter Owase havde vi lige akkurat tid til at nå endnu et dykkersted. For mangfoldighedens skyld tog vi til Shima i det yderste nordøstlige hjørne af Kinki, hvor koraller viger pladsen for blidt svajende tangskove. Mange af fiskene og hvirvelløse dyr ved Shima er nære slægtninge til arter, der findes i det vestlige Canada og Alaska, men med et subtilt anderledes japansk præg.

Vi valgte netop Shima, fordi vi havde hørt, at det er et fantastisk sted at fotografere japanske stenbidere, og vi blev ikke skuffede. Stenbidere (eller lumpsuckers, som de undertiden kaldes) er små, søde kugler. Deres finner er så små i forhold til deres kroppe, at de er elendige svømmere, men deres omformede brystfinner danner en sugekop, der hjælper dem med at holde fast på klipper eller tangblade, når bølgerne forsøger at skubbe dem rundt.

Stenbidere findes i mange farver afhængigt af deres omgivelser. Vi så en række forskellige varianter, men de smukkeste var dybt lyserøde, hvilket stod i kontrast til den tangbevoksede baggrund.

Som andre steder var der ingen mangel på smukke små havsnegle. Mange var arter, man kan se overalt i det Indo-Pacifiske område, men der var også et par sjældenheder.

brugte mine sidste minutter på at forsøge at fotografere en blå drage-nøgensnegl (Pteraeolidia cf semperi). Det var en udfordring at fotografere makro-nøgensnegle i bølgerne, men jeg fik til sidst taget nogle relativt skarpe billeder og trak mig tilbage til dykkerbåden for den korte tur tilbage til land.

Eftertanker

Efter en endelig opgørelse havde vi fotograferet 48 forskellige havsnegle på 12 dyk og set utallige flere, som enten var for små eller lå for akavet til at fotografere, plus et stort udvalg af endemiske fisk og krebsdyr. For makroentusiaster fortjener Kinki helt klart at være på den internationale dykkers bucket list, især for nøgensnegle-nørder som os!