Annonce

DSF Juniorsommerlejr 2024

Igen i år blev der afholdt DSF sommerlejr for juniorsnorkeldykkere fra hele Danmark. I år var det dog noget helt særligt.

Skattejagt: Alle snorkeldykkerne stiller sig klar ved vandkanten i fuld udstyr, og når starten lyder løber de ud i vandet og så starter jagten på de gule mursten. Foto: Christina Buch, Frømandsklubben Neptun.

Contributed by

For det første var det den mindste sommerlejr, som jeg har været på, siden jeg deltog for første gang i 2007. For det andet var det med et nyt udvalg, efter at den tidligere formand for ungdomsudvalget i mange år trådte af efter sidste års sommerlejr. Dette skal dog ikke ses som noget negativt i forhold til de år, hvor der har været en kæmpe lejr, da jeg aldrig har set et så tæt sammenhold mellem klubberne. Alle juniorerne hyggede sig på kryds og tværs med juniorer fra de andre klubber, og trak også gerne de voksne med ind i deres lege, når det passede ind. 

Båddyk

Ud over det særlige sammenhold der er ved en lille lejr, blev der også åbnet op for en ny dykkermulighed, som der ellers aldrig er blevet praktiseret på lejren før, nemlig båddyk. Dykkerlejeren foregik på Nord Als i år, hvor dykkerklubben Poseidon har hjemme. Poseidon tilbød i år, at vi kunne låne deres store ribbåd til at sejle alle juniorerne ud midt på havet, øst for Als, hvor der ligger et stenrev på kun 1.5m dybde. Og sammen med lejrens gummibåde blev alle interesserede snorkeldykkere sejlet ud til dykkerstedet. Ungerne blev smidt i vandet i den ene ende af forhøjningen, hvorfra de roligt lod sig drive med strømmen, der førte dem ned i den anden ende af forhøjningen. Her blev de så samlet op igen af en båd, hvorefter de fik mulighed for at få en tur mere. Efter båddykket, tilbage i lejren, snakkede juniorerne højt om, hvor fedt det havde været at være ude og sejle, og det gode dyk de havde været på.

Tritons Rev

Ud over båddyk, var vi for anden gang i sommerlejrens historie nede og dykke på Tritons rev i Sønderborg, hvilket er et kunstigt rev, der er formet af store kampesten, som nu er fyldt med liv, både i form af fisk og planter. Revet starter fra 2 meters dybde, hvor selv de små juniorer kunne være med, herefter fortsætter det ud på større dybde , hvor de store fik mulighed for at dykke ned til 11 m, og tage et kig. Et ekstra twist til det gode dykkersted, blev da juniorerne fik en stor oplevelse; forsvarets helikopter kom og lavede en redningsaktion blot 150 m fra kysten. De grinede især af, at vores bådfører og standbydykker i båden blev blæst over ende på deres front row seat blot 10 m fra operationen. Turen til Tritons rev blev også kronet af, at det var dejligt solskin, og en iskiosk lige ved siden af, hvor man kunne købe større og billigere is end på campingpladsen.

Vandlegedag

Om torsdagen står der normalt vandlegedag på programmet, men med høje bølger, lyn og torden måtte denne tradition desværre aflyses af sikkerhedsmæssige årsager. Til alles glæde valgte Poseidon igen at vise, at dette var deres hjemmebane, og formåede på kort tid at booke hele Nordborgs svømmehal, så vi alle kunne holde vandlegedag, bare indendørs. Dette viste sig at være en stor succes for både store og små. Der blev smidt en gummibåd i bassinet, og de fleste børn nåede at tage sig en rotur, hvis ikke de lige var forbi DJ-pulten og trykke på nogle knapper. Heldigvis var det en dykkerlejr og ikke en musiklejr, for DJ’s bliver de vist næppe, dog kom der nogle gode grin ud af folks forsøg.

Skattejagt

Sidste dag stod den på skattejagt, hvor der var lagt nogle gule mursten ud i havet, som hver især udløste en sponsor gave. Juniorerne blev derefter sat i gang med at finde disse mursten, og præmien blev uddelt om aftenen ved lejrafslutningen. Juniorlederne skulle heller ikke snydes for en skattejagt, og niveauet blev skruet op med færre mursten, sigt svarende til havregrød og som prikken over i’et, var der arrangeret en god bølgegang. Efter præmieoverrækkelsen var der arrangeret underholdning, som klubberne bød ind med; teaterstykke, fællessang, holdkonkurrencer og bodybowling. 

Jubilæum

Sommerlejren i år var på mange måder både speciel og historisk, da det også var 50 år siden, at den første sommerlejr blev afholdt i 1974. Jubilæet blev et slags tema på lejren, hvor der udover de gode dykkerspots var sørget for en transportabel guldfotoramme, som flittigt blev brugt til at forevige gode minder. Der blev også arrangeret pandekager med varm kakao. Som afslutning på ugens strabadser blev der i hold lavet lagkager med bind for øjnene, hvilket skabte store grin, fedtede fingre og nogle yderst kunstneriske og lidt abstrakte lagkager.  

Se mere her: Sommerlejren

Annonce

Andre nyheder om