Biodiversiteten og farverigdommen kan selvfølgelig ikke måle sig med Sydøstasien og dets farvestrålende koralrev, vandet er ikke badekars-lunkent, og vi har ingen luksuriøse dykkerresorts, hvor man bor i bungalows med havudsigt og et husrev lige foran døren.

Men jeg har haft mange fine dyk og gode oplevelser i danske farvande, som jeg ser tilbage på med glæde. Hvad der især gjorde stort indtryk på mig i begyndelsen, var dels at se alle de spisefisk, vi kender fra fiskehandleren og middagsbordet, i deres naturlige habitat. Jeg husker også, hvordan jeg blev grebet af farverigdommen – søanemoner, sønelliker og havsvampe – og min barnlige forundring over tætte bevoksninger af dødningehåndkoraller, søpunge og de fastsiddende bægergopler, der ligner små blomster i skovbunden.

Det slog mig dengang, at havet i virkeligheden er Danmarks eneste reelle vildmark – og den kunne vi vade direkte ud i fra strandkanten. At få hovedet nogle meter under vandoverfladen var som at træde ind i et andet, lidt science fiction-agtigt univers, fyldt med skabninger i mærkværdige former, man ikke anede eksisterede. Et dyk på en god dag med fin sigt var altid en berigende oplevelse.

Og så er der alle vragene – tidskapsler og vidnesbyrd om liv og død i andre århundreder, om konflikter, krige og søslag med store menneskelige omkostninger. Det giver dybe eftertanker. Da vores farvande er relativt lavvandede og samtidigt har været vigtige søveje gennem stort set hele historien, har vi en rigdom af vrag, som mange andre nationer må misunde os.

Men nu skal det ikke handle om vragene, men om det havmiljø, der er under stigende pres – og mange steder er ved at kollapse. Det fylder mere og mere i nyhedsstrømmen og på den politiske dagsorden. Hvem har ikke læst eller hørt om Vejle Fjords død og den grønne trepartsaftale, som regeringspartierne indgik sidste år for at sikre bedre vilkår for natur, biodiversitet, vandmiljø og drikkevand?

Rapporterne om havmiljøets tilstand er både deprimerende og skræmmende. Se for eksempel den video, der nu er lagt op på Sportsdykkerens hjemmeside, hvor professor Karen Timmermann fra DTU Aqua gennemgår havets tilstand.

Vi må se i øjnene og erkende, at det står temmelig skidt til mange steder. Og det gør det bestemt ikke lettere at markedsføre dykkersporten – for hvem synes, det er en god oplevelse at dykke ned på en løs havbund dækket af fedtemøg?

Men det må og skal ikke føre til, at vi henfalder i et sortsyn eller opgivenhed. For dels findes der stadig mange gode habitater med rig biodiversitet. Og dels kan vi dykkere – som vi allerede har været inde på mange gange – spille en aktiv rolle og gøre en forskel.

Flere projekter involverer allerede dykkere, der udplanter ålegræs, dokumenterer forholdene under overfladen og synliggør tilstanden for en bredere offentlighed. Vi kan deltage i kortlægningen og fjernelsen af spøgelsesnet fra havbunden.

Der er meget, vi kan gøre for at skabe et bedre havmiljø og give livet under overfladen en hjælpende hånd – i hvert fald lokalt. Og det i sig selv er en gave.

— Peter Symes
Redaktør