Når erfarne dykkere ikke kommer op igen: Refleksioner over ulykken på Maldiverne

Gruppen blev senere fundet inde i grottesystemet, hvor de tilsyneladende var svømmet ind i en blind passage. Flere internationale medier har siden forsøgt at forklare ulykken med alt fra oxygenforgiftning til kraftig strøm og desorientering. 

Men måske er det mest interessante ved ulykken ikke én enkelt årsag. Måske er det netop summen af mange små forhold, som tilsammen gjorde sikkerhedsmarginerne for små. For når man læser beskrivelserne af dykket, tegner der sig et billede af en type dykning, som i kompleksitet ligger meget langt fra almindelig sportsdykning – selv om udstyret tilsyneladende var almindeligt sportsdykkerudstyr.

50–60 meter er ikke ”bare” en dyb sportsdykkerdybde. For nogen lyder 50-60 meters dybde måske ikke ekstremt, men fysikken har ikke ændret sig. Ved 50-60 meter:
• stiger gasforbruget voldsomt
• narkosepåvirkningen bliver markant
• bundtiden bliver meget kort
• og mulighederne for problemløsning bliver drastisk reduceret

Når dette kombineres med et overheadmiljø, som en grotte eller hule, forøges dykkets kompleksitet markant. Man kan ikke længere bare lave en direkte opstigning til overfladen. Pludselig bliver:
• navigation
• lineføring
• redundans
• gasplanlægning
• opdrift
• lyskilder
• teamdisciplin
• og stresshåndtering
helt afgørende faktorer for at et sådant dyk kan gennemføres på en sikker og betryggende måde

Erfarne dykkere omkommer også

Noget af det, som gør ulykken særlig tankevækkende, er, at der ikke var tale om nybegyndere. Blandt de omkomne var erfarne dykkere og forskere med tusindvis af dyk bag sig. Netop derfor er det vigtigt at forstå, at alvorlige dykkerulykker sjældent skyldes én enkelt dum beslutning. Ofte handler det om:
• små kompromiser,
• stigende kompleksitet,
• tidspres,
• stress,
• dårlig sigt,
• begrænset gasreserve,
• eller situationer, som udvikler sig hurtigere end forventet.

Mange ulykker i teknisk dykning og grottedykning handler i virkeligheden om, at sikkerhedsmarginerne gradvist bliver mindre og mindre – indtil der ikke længere er plads til fejl.

Hvorfor findes alle de ”besværlige” procedurer?

For mange sportsdykkere kan teknisk dykning nogle gange virke omstændeligt.
• Ekstra flasker
• Backup-lygter
• Redundante gasforsyninger
• Linehjul
• Stageflasker
• Konservative gasregler
• Store krav til teamdisciplin og planlægning

Men næsten alle procedurer inden for grotte- og teknisk dykning er udviklet på baggrund af tidligere ulykker. Reglerne findes ikke for at gøre dykning besværlig. De findes, fordi mennesker før os har mistet livet.

Et interessant eksempel er gasplanlægning

I almindelige sportsdykkerkredse omtales 1/3-reglen ofte som standard ved gasplanlægning til grottedykning, men virkeligheden er mere nuanceret. I flere uddannelsessystemer arbejdes der væsentligt mere konservativt afhængigt af teamstørrelse og dykkets kompleksitet, hvor eksempelvis 1/6-reglen kan være nødvendig for at opretholde tilstrækkelige sikkerhedsmarginer. Årsagen er enkel: Hele teamet skal kunne komme sikkert ud, selv hvis én dykker mister al sin gas – også under stress og måske i nul sigt. 

Det illustrerer meget godt, hvor hurtigt kompleksiteten vokser i overheadmiljøer. Men måske er det vigtigste spørgsmål ikke, hvad der gik galt. Måske er det vigtigste spørgsmål i virkeligheden: Hvor små var sikkerhedsmarginerne allerede fra starten?

For hvis oplysningerne i medierne er korrekte, taler vi om:
• dyb grottedykning
• med almindelige enkelt dykkerflasker
• begrænset gasreserve
• nitrogennarkose
• manglende brug af guideline eller linehjul
• og uden den redundans, som normalt forbindes med avanceret grottedykning

Og netop dét er måske den vigtigste refleksion. Ikke for at placere skyld og ikke for at dømme dykkere, som ikke længere kan forklare deres valg, men for at minde os alle om, at avanceret dykning kræver mere end blot evnen til at komme ned på dybden. Det kræver uddannelse, disciplin, planlægning og respekt for kompleksiteten.

Avanceret dykning kræver avanceret træning

Noget af det vigtigste, vi som dykkere kan tage med fra ulykken på Maldiverne, er måske derfor ikke frygt – men ydmyghed. For jo mere kompleks dykning bliver, desto vigtigere bliver træning, erfaring og videreuddannelse.

Kurser inden for avanceret sportsdykning, teknisk dykning og grottedykning handler ikke om at gøre dykning mere ekstrem. Det handler om:
• risikoforståelse
• beslutningstagning
• teamarbejde
• og om at skabe større sikkerhedsmarginer, når noget uforudset sker

Når medierne leder efter én forklaring, er virkeligheden under vand ofte langt mere sammensat. Dykkerulykker skyldes sjældent én enkelt fejl, men snarere en kæde af belastninger, beslutninger og menneskelige faktorer, som gradvist reducerer sikkerhedsmarginerne, indtil der ikke længere er plads til, at noget går galt.

Ulykken på Maldiverne minder os måske om, at dybde alene ikke definerer et avanceret dyk. Kompleksiteten opstår i kombinationen af miljø, udstyr, gasvalg, planlægning og menneskelige faktorer. Dykning er blevet mere tilgængeligt end nogensinde, men fysikken, fysiologien og de menneskelige faktorer har ikke ændret sig. Tværtimod bliver konsekvenserne ofte langt større, når komplekse miljøer kombineres med små sikkerhedsmarginer.

Måske illustrerer ulykken derfor forskellen mellem blot at kunne gennemføre et dyk og at have den nødvendige træning, redundans og planlægning til at kunne håndtere det sikkert, når noget uforudset sker. For erfaring alene er ikke altid nok.

Uddannelse og træning handler ikke om at gøre dykning mere kompliceret, men om at gøre os bedre rustet til at forstå og vurdere de risici, vi udsætter os selv og andre for. Netop derfor tilbyder Dansk Sportsdykker Forbund en række kurser, som kan styrke dykkernes viden, færdigheder og risikoforståelse inden for avanceret sportsdykning, herunder blandt andet Advanced Nitrox, Normoxic Trimix og Vrag II. ■