Marsa Nakari

Denne gang var jeg hoppet med på en grupperejse med Kingfish til Marsa Nakari, som er en dykkerlejr på den Egyptiske kystlinje på vestsiden af Rødehavet, et godt stykke nord for grænsen mod Sudan. Mange dykkere har måske allerede hørt om, eller besøgt den lidt større dykkerlejr, Marsa Shagra, som ligger en halv time nord for Nakari.

Det er altid med lidt spænding i maven, man møder sin rejsegruppe, men ganske som andre gange, jeg har skullet med en gruppe af folk, jeg ikke har mødt før, så faldt snakken næsten med det samme på dykkererfaring, dykkerdrømme og forventninger, og så er dykkere jo bare et hyggeligt og laid back folkefærd, så stemningen føltes lynhurtigt ganske naturlig, og rejsen gik nemt.

Lejrlivet

Da vi 4 timer senere ankom, blev vi budt pænt velkommen i receptionen og fik tildelt vores telte, eller chaleter. Teltene er nogle store, flotte telte i et kraftigt materiale, som ligger lige ned til dykkerområdet med udstyr, tæt på husrevet, hvor alle turene udgår fra. Teltene har ikke aircondition, men nogle store effektive vifter. Når man skal bruge toilet og bad, er der badekabiner og toiletter tæt ved teltene.

Chalet’erne er murede hytter med aircondition og eget toilet. Eneste minus ved Chalet’erne vil for nogen måske være, at de ligger lidt længere væk fra restauranten og dykkerområdet end teltene – men personligt, synes jeg ikke, det er et problem!

Vi var nok alle utålmodige efter at komme i vandet, så da der var kommet styr på det skriftlige og udstyret, var det tid til første dyk. Alle skulle uanset niveau have et guidet dyk på husrevet, men det skal dog siges, at det ikke er nogen stor test. Jeg havde fundet sammen med en erfaren gut, Michael, som også var afsted uden en fast makker hjemmefra. Michael har dykket i mange år og tilmed været i Nakari før, så guiden kunne hurtigt se, at vi sagtens kunne klare os selv og lod os hygge med kamera i eget tempo.

Hajjagten går ind

Rygterne gik hurtigt, at en gruppe havde spottet lokale revhajer i en hule på husrevet, og Michael og jeg var begge klar på en lille hajmission. Når man dykker på husrevet i Nakari, kan man vælge at dykke fra stranden eller blive sejlet lidt længere ud af en båd. Vi valgte bådtransport, da vi håbede på at komme tættere på hajernes skjulested. Vi satte kurs mod 21 meter dybde, som var den dybde, de andre havde spottet haj-hulen på og begyndte at lede efter små huler i revet, men der var intet. Efter et skuffende forsøg, vendte vi tilbage til overfladen uden at have set en eneste haj. Da jeg kom op, lo min makker af mig, for åbenbart havde jeg knurret i ærgrelse over det missede haj-møde.

Vi lod os dog ikke slå ud og besluttede os for at prøve igen, og denne gang allierede vi os med nogle af de andre i gruppen, der havde fundet hajerne, plus den lokale dykkerguide, Katie, som var med på et ekstra dyk efter fyraften. Hajerne var desværre heller ikke hjemme i deres hule denne gang, men efter kort tid spottede Katie de tre hvidtippede revhajer, der svømmede rundt ved en koralknold på vej hjem – fantastisk at have en rutineret spotter med!

Jeg fik skudt nogle billeder af dem, selvom de hurtigt fik nok af at blive blitzet og stak af. Men på det tidspunkt, handlede det ikke så meget om kvaliteten af billederne, men mere om endelig at finde dem og få lidt skud i kassen. Resten af dykket var jeg i langt bedre humør, og der lød nok et enkelt wuhuu og yes eller to i min regulator i stedet for knurren.

En god gerning

Som de fleste dykkere nok ved, så er plastik i havene et kæmpe problem for alt liv i havet. Alle der har været i Egypten og kørt på en landevej (dykkere eller ej), har kunne se den enorme plastikforurening, der flyder i rabatten og hænger på buske og træer. Første gang jeg var i Egypten for 20 år siden, berettede guiden (med et ironisk blik) i bussen på vej mod vores liveaboard, at nu skulle vi huske at nyde de flotte, plastic flowers langs vejene. Der var selvfølgelig ingen i bussen, der fandt det morsomt eller syntes det var et smukt syn, for man behøver ikke være nogen Sherlock Holmes for at kunne regne ud, at en stor del af den plastik vil vinden blæse direkte ud i Rødehavet.

Tyve år fremme i tiden, kunne jeg desværre se, at plastik stadig er et kæmpe problem dernede. Men nu om dage bliver der gjort en masse for at bekæmpe problemet. Organisationen Hepca, der får støtte fra den Egyptiske regering, har gang i en masse projekter og initiativer, der skal afhjælpe problemet. Hepca hjælper både ude i landet hvor forureningen er, men også i skolerne, så børnene lærer om problemet med plasticforurening og hvilke konsekvenser, det vil have for deres egen fremtid. Ude i selve marken (ørkenen), er der også kommet en rigtig fornuftig forståelse for, at der skal gøres, hvad der nu en gang er muligt, mod det plastic, der er i naturen både over og under vand.

Derfor arrangerer Hepca nogle clean up dage hos dykkercentre og dykkerlejrene, og sådan én var der, mens vi var i Nakari på en strand en lille halv time fra lejren. Her kunne vi med det samme se, hvorfor netop den strand var udvalgt til dagens oprydning, for der flød plastic fra vandkanten og 10-20 meter op på stranden. Bevæbnet med en stor affaldssæk hver gik vi i gang.

Fordi vi var afsted om morgenen, var det ikke et problem med varmen. Jeg tog en tur langs vandkanten, hvor jeg samlede utallige skruelåg op, som måske slet ikke stammer fra Egypten, men er drevet i land fra andre lande langs Rødehavet. Men at se de mange, mange låg i alle regnbuens farver ligge der, og være til reel fare for mange forskellige dyr, der måske får slugt et låg, var ikke en rar tanke. Det lærte mig også den dag at værdsætte, den nye ordning med skruelåg herhjemme, hvor låget sidder fast, selvom man lige skal bruge et ekstra sekund på at dreje låget, så det ikke rammer næsen.

Efter en halv time var der faktisk pænt og rent på stranden. Næste del af planen var nu, at vi skulle hoppe i dykkerudstyret og samle plastik i vandet. Vi blev af Hepca udstyret med et særligt net, som vi kunne putte plastik i på dykket. Heldigvis fandt vi ikke rigtig noget plastik på selve dykket, men vi havde alle et fint dyk med en god fornemmelse over at have gjort en god gerning oppe på stranden.

Koralforskeren

En tidlig aften, hvor solen var på vej ned bag bjergene i horisonten med det karakteristiske flotte gyldne lys over Sahara, stod Michael og jeg og var ved at gøre klar til et natdyk. Da jeg var ved at iføre mig min vingevest, kom en gut med fed amerikansk accent over til os og spurgte, om han måtte hoppe med på vores dyk. Kort tid efter stod vi alle tre i strandkanten og tændte for vores lygter, kamera, blitz og hvad der ellers kunne lyse op i det nu bælgravende mørke Rødehav. Vores amerikanske tredjemand på dykket hed Anderson, var koralforsker og arbejdede for den Saudiarabiske regering. Saudi Arabien ligger overfor Egypten på den modsatte side af Rødehavet, så han var blevet sejlet over for at se på forholdene på Egypten-siden. Det gjorde det absolut ikke mindre interessant at have en koralekspert med som tredjemand.

På selve dykket var det min plan at finde de bitte små rød spottede koralkrabber, der lever i hårdkoraller, som kommer frem når mørket har lagt sin dyne over Rødehavet. Jeg synes, de er helt vild fotogene, men jeg har aldrig fået dét der billede, som jeg er 99% tilfreds med – for man kan jo altid finde noget på sine billeder, der kunne have været anderledes. Til min store glæde, var der mindst én krabbe i hver koral. Så jeg tvivler på, at min nye amerikanske forsker-buddy eller Michael kunne miste mig af syne, for jeg fyrede temmelig meget blitz af i mørket, i jagten på det gode rødspottede-billede.

Apropos lys i mørket, så bemærkede jeg, at Anderson lå meget stille på samme sted. Det måtte jo betyde, at han havde fundet noget interessant at fotografere, så jeg nærmede mig langsomt, for det kunne jo være, at han med sin faglige baggrund kunne finde ting, jeg ikke normalt ser og får fotograferet. Men da jeg kom nærmere, kunne jeg se, at hans kamera hang i sin strop under ham og at han bare holdt sin lygte direkte ned mod noget koral.

Jeg blev alligevel hængende lidt, for at se om han pludselig ville begynde at skyde billeder, fordi noget sjældent var kommet frem. Men der skete ikke mere, så jeg fandt Michael, og vi blev med håndtegn enige om, at prøve at finde lidt usual suspects, inden vi skulle begynde at vende om. Efter kun ca. fem minutter begyndte der at komme en del bitte små krill-agtige dyr omkring mine blitzlygter. Og på ganske få øjeblikke, lå de små krill som tætte skyer rundt om alt der udsendte lys. Krillen fulgte os op på lavt vand og forsvandt først, da vi afsluttede dykket.

Spørgsmålene pressede sig på, og jeg kunne næsten ikke nå at få spyttet regulatoren ud, før jeg begyndte en lang række af spørgsmål til Anderson. Først måtte jeg lige høre om det sidste, vi oplevede, nemlig hvad det var for nogle lyshungrende små-kravl, der invaderede vores lyskilder sidst på dykket, for jeg har efterhånden en del natdyk i Rødehavet, men har aldrig oplevet noget så intenst. Anderson fortalte, at det faktisk er små orme… der kiggede Michael og jeg lige en ekstra gang på hinanden, for vi havde lige nået at tale om, at de nærmest kravlede ind i ørerne på os… Men Anderson mente ikke, vi skulle frygte, at vi havde nogle orme med op i øregangene.

Det næste jeg ikke kunne vente med at spørge om, var hvorfor Anderson lå og lyste så tæt og direkte på nogle koraller. Forklaringen er egentlig ret sjov og fascinerende. Når han lå og lyste på den måde, så fodrede han ganske enkelt koraller. For lyset tiltrak jo en masse små liv (ikke kun orme), og det fornemmer korallerne, og skyder små spyd med modhager ud og fanger de bittesmå dyr for at æde dem.

Sidst men ikke mindst, så var vi interesserede i at høre om hans vurdering af korallernes tilstand. Mens store dele af koralrev rundt om i verden tidligere har været udsat for afblegning, blandt andet på grund af temperaturstigninger i verdenshavene, så har mange koraller i Rødehavet klaret sig bedre. Dét er præcis et af de fænomener, Anderson og hans team forsker i.

Korallerne trives i Rødehavet i temperaturer mellem 28-32 grader, men der har i år været målt temperaturer på 36 grader inde ved strandene – og så høje temperaturer kan skade korallerne alle steder. Og det er det der bekymrer Anderson og teamet i år.

For hvor hurtigt vil de koraller, der er blevet afbleget, begynde komme sig? Er det i løbet af de ”kolde” måneder i Egypten eller tager det længere tid, og er nogle af dem helt døde?! Mens vi stadig stod og skyllede udstyr og snakkede løs, kunne Anderson ikke komme med præcise svar, fordi det kræver længere analyser.

Nogle af de egyptiske forskere Anderson har talt med, er optimistiske på Rødehavets vegne, men Anderson vil stadig ikke komme med konklusioner omkring den generelle tilstand af  korallerne langs Rødehavets kyster. Dog ville han godt kigge nærmere på et af de billeder, jeg fik på dykket af en de rød spottede krabber i en hård koral.

Der er nemlig ingen tvivl om, at den stakkels koral havde været udsat for afblegning, men Anderson mente, der var håb for den, fordi man kunne se korallens små tentakler, hvilket betød, at den ikke var død. Anderson syntes også det var meget interessant, at krabben stadig var i korallen, nu hvor den var langt mindre kamufleret. Faktisk har han siden skrevet til mig, at de vil undersøge, om de krabber og andre dyr, der lever i symbiose med koraller, finder nye koraller at bo i, hvis korallen bliver afbleget og dør.

Ingen hjemme

Nakari er den lejr, der ligger bedst i forhold til at komme ud på det berømte dykkerspot, Dolphin house. Dolphin house er kælenavnet for et boomerang formet rev, hvis rigtige navn er Shaab Samadai. Man sejler derud, og det kræver, at man booker turen en dag eller to før. Nakari har ture med almindelige zodiacs eller nogle lidt større dagsbåde.

Jeg har snorklet med delfiner ved Dolphin House tidligere. Men det var fra liveaboards, hvor vi sejlede tæt på med zodiacs. I begge tilfælde er det altid en 100% ægte naturoplevelse, som giver den fedeste følelse i hele kroppen, når en flok delfiner glider forbi.

Så nu, hvor jeg var i Nakari med en direkte rute derud, skulle jeg naturligvis med på en båd til Dolphin House. Det gjorde ikke forventningens glæde mindre, at en stor del af vores Kingfish-gruppe havde været derude dagen før, og ligget og hygget sig med delfinerne, der holder til derude. Når man nærmer sig revet og kan se vandet skifte fra den dybe mørkeblå farve til den mere paradis-turkisblå farve, så begynder det at krible i maven, for det er dér, man skal kigge efter delfinernes rygfinner.

Desværre kunne ingen af os få øje på delfinerne, så efter 10 minutters søgen, besluttede vi at tage vores dykkerudstyr på. Det er nemlig sådan, at der ligger nogle fantastisk smukke koralknolde ved selve revet. Så man kan altid få nogle rigtig flotte dyk derude, om der er delfiner eller ej. Og det, fik vi! Fantastisk sigtbarhed og sunde rev fyldt med liv, lige fra småkravl, anemoner med klovnefisk til store koralbarser. Man kan aldrig vide sig sikker med naturen, og lige den dag var delfinerne ikke hjemme. Men vi havde stadig en hyggelig dag, med to verdensklasse dyk.

Delfinerne kom forbi

På sidste dagen var vi hele gruppen afsted i to zodiacs, til to flotte, farvestrålende rev, der ligger en halv times tid fra dykkerlejren. Her var hele paletten af alt hvad man normalt ser, når man ser billeder fra Rødehavet. Små grotter og swim-throughs, haver af både hård- og blødkoraller og enorme stimer af fisk i forskellige størrelser i alle regnbuens farver. Så alt i alt en dejlig måde at slutte ugen af på.

Prikken over i’et var dog, da de fraværende delfiner fra dagen før kom cruisende forbi i en stor flok, der heldigvis ikke havde mere travlt, end at jeg kunne nå at komme i vandet og mærke oplevelsen af nærvær med disse prægtige dyr igen… og ikke mindst få skudt lidt billeder af dem.

Vores koralforsker var også med den dag, så på sejlturen tilbage mod lejren, måtte jeg lige høre hans mening om revenes tilstand på de to dyk. Han var heldigvis positiv og sagde, at sådan ser sunde og levende rev ud.