Af mange dykkere bliver nitrox betragtet som et naturligt tilvalg på dykkerrejser. På stort set alle populære destinationer bliver vi tilbudt – eller direkte opfordret til – at dykke med nitrox mod et tillæg. Argumenterne er velkendte: længere bundtid, kortere overfladeintervaller og en mere sikker gas.
Nitrox flasker står linet op langs rælingen på en dykkerbåd, klar til næste dyk.
Men spørgsmålet er, om nitrox altid giver den gevinst, vi forestiller os – især når vi ser på, hvordan dykning på rejser typisk er organiseret.
De 3 klassiske fordele ved nitrox
Der er ingen tvivl om, at nitrox har klare og veldokumenterede fordele. Men når vi dykker med nitrox, kan vi ikke udnytte alle fordelene på én gang. Vi må i praksis vælge, hvilken fordel vi ønsker at prioritere.
1. Længere bundtid
Vi kan vælge at forlænge vores bundtid ved at dykke med nitrox. Det betyder, at vi kan opholde os længere tid på dybden uden at overskride vores dekompressionsgrænse – altså uden at skulle dekomprimere ud over det normale sikkerhedsstop.
2. Kortere overfladeintervaller
Vi kan vælge at udnytte den lavere nitrogenoptagelse ved dykning med nitrox. Det betyder, at vores forbelastning ved gentagne dyk bliver lavere end ved dykning med atmosfærisk luft, hvilket giver hurtigere afgasning og dermed mulighed for at gennemføre flere dyk på samme dag.
3. Dykning med en ”sikrere” gas
En tredje mulighed er at dykke med nitrox, men indstille dykkercomputeren til luft. På den måde opnår vi en ekstra sikkerhedsmargin, fordi vi hele tiden holder os længere fra dekompressionsgrænsen, end computeren reelt antager. Det kan give en mere konservativ dykkerprofil og større tryghed – især ved gentagne dyk.
Nogle dykkere oplever desuden, at de føler sig mindre trætte efter dykning med nitrox. Denne oplevelse er dog individuel og ikke entydigt videnskabeligt dokumenteret.
Virkeligheden på dykkerrejser
På mange dykkerdestinationer er dykningen stramt organiseret. Dykkercentret fastlægger typisk:
• Maksimal dykketid
• Maksimal dybde
• Antal dyk pr. dag
• Overfladeintervaller
• Flaskestørrelse (ofte 80 cu ft = 11,1 liter)
Selv om nitrox i teorien giver længere bundtid, er det i praksis ofte gasforbruget – og ikke dekompressionsgrænserne – der sætter rammen for dykket. Da gasforbruget er det samme ved dykning med nitrox og luft, afgøres dykkets længde typisk af flaskestørrelsen og det aftalte minimumstryk.
Tilsvarende kan kortere overfladeintervaller være uden reel betydning, hvis dykkercentrets program alligevel kun tillader to eller tre dyk om dagen med faste pauser.
Når nitrox mest er et tilvalg – ikke en gevinst
Mange dykkercentre har både praktiske og økonomiske grunde til at tilbyde nitrox som standard på rejser. Det kan øge sikkerheden i grupper med mange gentagne dyk – og det er samtidig en ekstra indtægtskilde. For dykkeren betyder det dog, at man bør stille sig selv nogle enkle spørgsmål:
• Får jeg faktisk længere dyk end med luft?
• Giver det mig flere dyk pr. dag?
• Eller dykker jeg blot samme profil – til en højere pris?
I mange tilfælde er svaret, at nitrox ikke ændrer noget væsentligt ved selve dykkeroplevelsen, men primært giver en ekstra sikkerhedsmargin.
Hvornår giver nitrox så mening på rejser?
Nitrox kan være et rigtig godt valg, når:
• Du dykker mange gentagne dyk over flere dage, eller
• Du har mulighed for selv at styre bundtid, flaskestørrelser, dykkerprofiler og overfladetider, eller
• Du dykker bevidst konservativt og vil reducere den samlede nitrogenbelastning
Men hvis dykkene er korte, fastlagte og begrænset af gasforbrug og logistik, er gevinsten ofte mere teoretisk end praktisk.
Et bevidst valg – ikke en automatik
Nitrox er et fremragende værktøj, men det er netop blot et værktøj – ikke en garanti for bedre dyk. På dykkerrejser bør valget af nitrox være et bevidst valg, baseret på programmet for dykningen og ikke blot en automatisk opgradering.
For nogle vil det give mening hver gang. For andre kan luft være lige så fornuftigt – og billigere – uden at det forringer sikkerheden eller oplevelsen.