Verdens største kunstige rev er det tanken, at det fordums storslåede ocean liner SS United States skal blive til, når det efter planen og forventet stor mediebevågenhed skal sænkes ud for Destin County i Floridas panhandle – den nordvestlige del af Florida.
SS United States lagt til kaj ved Pier 82 på Christopher Columbus Boulevard i Philadelphia den 16. juli 2017
Det vil sige, hvis det bliver til noget. For USA har ikke ry for ingenting for at være landet, hvor alle mulige gerne sagsøger andre for alle mulige grunde, og nu har en eller flere grupper anlagt søgsmål for at forhindre sænkningen.
Destin County, som vel kan sammenlignes med et stort dansk amt, har ellers brugt betragtelige ressourcer og store summer på først at erhverve skibet, som ellers henlå og stille og roligt rustede op i havnen i Philadelphia på 20. år, og efterfølgende på at flytte og rengøre skibet.
Siden skibet blev taget ud af service helt tilbage i 1969, er der gjort forskellige forsøg på at modernisere det, omdanne det til hospitalsskib og flydende hotel, men ingen af disse projekter blev realiseret, og skibet endte flere gange med at blive sat på auktion.
Igennem alle disse år kostede det samtidig de forskellige ejere betragtelige summer i havneafgifter med mere – USD 60.000 om måneden er nævnt, og for at gøre en lang, smertefuld historie kort endte det hele med, at havnen i Philadelphia satte skibet på porten på grund af manglende betaling. Samtidig med at Destin County slutteligt opkøbte det forfaldne skib, var der en anden gruppe, som søgte at bevare det som museumsskib, men de havde ikke midlerne til det.
Talrige udskydelser
Da redaktionen deltog i årets DEMA-messe i Orlando i november 2025, blev vi kort forinden inviteret til en storstilet pressekonference – drinks ad libitum og pindemadder på en fashionabel restaurant i downtown Orlando – samt efterfølgende tur til overværelse af sænkningen, som skulle finde sted umiddelbart efter messen. Men det hyrede pressebureau havde vist ikke fået stemt helt af med baglandet, for det viste sig hurtigt, at skibet slet ikke var fuldt klargjort til sænkningen, hvilket blandt andet kræver en grundig rengøring.
Det er et temmelig stort skib, så det kom ikke helt bag på undertegnede, der før har set tidslinjer for sådanne ambitiøse projekter skride flere gange i træk. I skrivende stund er der stadig ikke nogen tidslinje for, hvornår sænkningen omsider kan finde sted, men det forlyder bl.a. fra den lokale TV-station WKRG, om end vi ikke har fået det direkte bekræftet fra organisationen bag projektet, at klargøringen nu er bragt til ende. Og det der nu blot mangler et par tilladelser til selve sænkningen fra andre instanser, hvilket skulle være en formsag. Så vidt, så godt, hvis det er tilfældet.
Men så er der disse her søgsmål. som lader til at have bremset processen på ubestemt tid. En af søgsmålene kommer angiveligt fra en ”patriotisk gruppe”, der mener, at det vil udgøre et dårligt signal at sænke et skib med navnet SS United States i en tid, hvor landet er i krig.
Når og hvis det kommer dertil, at skibet ender med at blive sendt til bunds som tiltænkt, er det tanken, at det skal ske på en position, der ligger 22 sømil sydvest for Destin og 32 sømil sydøst for Pensacola, hvilket også er 12 sømil fra det sænkede hangarskib Oriskany. Bliver det til noget, vil man kunne få to helt unikke vragdyk inden for samme område.