
Jo mere vi ved og forstår om det miljø, vi begiver os ned i, hver gang vi ifører os en dykkermaske, jo mere begynder man at bemærke, og jo rigere bliver oplevelsen.
I efterårets løb havde jeg 30-års jubilæum som det, der internationalt kaldes ”dive industry professional”. Det satte selvfølgelig nogle eftertanker i gang. Rent umiddelbart undrede jeg mig mest over, hvor hurtigt al den tid gik. Jeg føler tit, at det kun er et par år siden, jeg startede, og at jeg først lige er begyndt at få ordentlig fat.
Det lå ikke i kortene, at det var i denne branche, jeg skulle ende med at slå mine professionelle folder, men set i bakspejlet er det måske alligevel ikke helt tilfældigt.
Allerede da jeg var en lille rolling, elskede jeg at være på stranden og lege i det lave vand, hvor rejer og småfisk pilede omkring. Det var nok dér, min livslange fascination og interesse for det våde element og dets ofte forunderlige livsformer først blev vakt. Det førte i hvert fald mere eller mindre i direkte linje til et studie og en uddannelse inden for biologi med speciale i akvatisk økologi. Der var ikke nogen tvivl eller slinger i valsen der.
Som sidestillet hovedfag læste jeg medie og kommunikation, for jeg mente da – og gør det stadigvæk – at det ikke gjorde stor gavn, uanset at man ellers måtte være en brillant videnskabsmand (m/k), hvis ens resultater og opdagelser blot samlede støv i videnskabelige tidsskrifter, som kun fagfolk skimmede igennem.
Formidling er en essentiel del af at være forsker, for hvad nytter alt ens hårde arbejde, hvis man ikke kan forklare sig over for andre, der ikke er fagfolk?
Mit eget store forbillede inden for formidling er David Attenborough, denne næsten bedstefaderlige figur, der roligt, tydeligt og bedre end nogen anden forstår at forklare naturens mysterier og skønhed, så selv Maren i kæret fænges af det. Attenborough, der nu er blevet 98 år gammel, er imponerende nok stadig aktiv og har i øvrigt været det i over 80 år, hvilket også anerkendes af Guinness World Records som værende den længste karriere som formidler af naturhistorie.
Han, om nogen, har vist, at det er muligt at formidle selv kringlede videnskabelige koncepter eller ekstraordinære fænomener, så det sætter sig på nethinden hos et bredere publikum. Det er det eksempel, jeg til stadighed søger at efterfølge, og som jeg fortsat finder er en stimulerende kreativ udfordring – også i forbindelse med at skrue Sportsdykkeren sammen. Det bliver bare aldrig gammelt, trivielt eller rutine.
Jo mere vi ved og forstår om det miljø, vi begiver os ned i, hver gang vi ifører os en dykkermaske, jo mere begynder man at bemærke, og jo rigere bliver oplevelsen.
Det er så blevet min mission at forklare, hvad man kan se og møde. På den vis er jeg gået fra at være en biolog, der også formidlede, til at være en formidler, der også er biolog. I løbet af de sidste 30 år har jeg blot krydset skillelinjen, og set i bakspejlet har det forhåbentlig ført til, at jeg i sidste ende gør en større forskel, end hvis jeg stadig sad i et sterilt laboratorium og stirrede ned i et mikroskop.
Livet studeres i øvrigt bedst der, hvor det leves, og det kan vi alle gøre. Svøm ekstra langsomt på næste dyk og tag et nærmere og omhyggeligt kig på vækster eller bund. Pludselig er der noget småt, der bevæger sig, som du ikke har set før.
— Peter Symes
Redaktør