Jeg har på det seneste ofte gjort mig tanker om mine efterhånden mange år i dykkerbranchen.

Det sker især, når jeg leger med mine små børnebørn og overvejer, om jeg har gjort nok – og det rigtige – for at give en bedre verden videre. Jeg har i hvert fald forsøgt. Hele mit arbejdsliv har jeg, som biolog og formidler, været dedikeret til vandmiljøet og til at formidle viden om det.

Jeg har også deltaget i utallige branchebegivenheder gennem årene: messer, konferencer, juryarbejde i foto- og filmkonkurrencer, komitéer og meget mere – og gør det stadigvæk. Som det fremgår af denne udgave af Sportsdykkeren, har vi dækket tre events alene siden seneste nummer. Det bliver let til otte årlige arrangementer – de fleste i udlandet – og ganget med tre årtier bliver det alligevel til en del. Jeg bliver næsten træt i hovedet bare ved tanken. 
Ser jeg tilbage og forsøger at udlede nogle linjer, er det først og fremmest tydeligt, at udviklingen i udstyr har været enorm. Min generation fjumrede rundt med dykkertabeller og grej, der nærmest lignede noget en blikkenslager havde flikket sammen af dele fra forsvarets overskudslager. De gode gamle dage var på det punkt slet ikke gode. Jeg nærer i hvert fald ingen varme nostalgiske følelser over datidens primitive grej.

Men én ting står klart: Det var attraktivt og sejt at tage et dykkercertifikat dengang. Hvis man havde pilotcertifikat, sprang faldskærm eller var dykker, så var man noget og et samlingspunkt ved baren. Hvorfor var det sådan?

Min generation voksede op med Jacques Cousteaus undervandsfilm lørdag aften kl. 20 på DR – landets eneste TV-kanal. Når Cousteau var på skærmen, lå gaderne øde på en måde, jeg kun har set siden under EM-finalen i fodbold i 1992. Cousteaus verden var fantastisk og uopnåelig, og dykkerne i sølvdragter havde nærmest status som astronauter. De fik os til at drømme.

Da jeg var studerende i 80’erne, fandt jeg en DSF-klub i den gule telefonbog (en anden antikvitet) og begyndte på et CMAS**-kursus, der kørte hen over efteråret, vinteren og foråret. Det var et langt, sejt træk, og en del faldt fra undervejs. Princippet var, at de svageste skulle sorteres fra – som i militæret. Et totalt tosset princip, som heldigvis er opgivet.

Da jeg endelig stod med mit certifikat den efterfølgende forsommer, var det derfor en drøm fra barndommen, der var gået i opfyldelse. Jeg var blevet dykker. Og det var noget, man var – ikke bare noget, man gjorde.

Et årti senere gjorde de kommercielle træningsorganisationer deres indtog. Nu kunne man tage certifikat på en uge, og en bivirkning var, at det holdt op med at være cool, når tante Agathe ved julebordet nonchalant bemærkede, at hun da også tog et Open Water på charterferien i Thailand.

På sin vis blev branchen kvalt i sin egen succes, da dykning blev moderne i 1990’erne. Siden da har vi kæmpet med en aldrende gruppe af sportsdykkere. Det gælder også i klubberne. Der er ikke mange unge, og gennemsnitsalderen er steget betragteligt.

Hvad er forskellen? For mig – og mange af min generation – blev dykning som sagt en del af identiteten. Det er noget, jeg er. For mine børns generation synes dykning snarere at være noget, man gør, eller prøver kortvarigt, før man hopper videre til den næste aktivitet.

Og spørger man dem, hvem Jacques Cousteau var, får man ofte et tomt blik og svaret: ”Sjak… hvem!?” Suk, altså!

Vi har brug for at gøre dykning cool igen for de yngre generationer. Både sporten og arbejdet for et bedre havmiljø har brug for nyt blod og friske ideer.

— Peter Symes
Redaktør