Annonce

Ti bud om tekniske dykkeroperationer, del 1

I dag er teknisk dykning godt inde i sit fjerde årti. Vi har nu bedre værktøjer, teknologi og systemer end tidligere, og vi ved langt mere om, hvilke metoder, dekompressionsstrategier og udstyrskonfigurationer der fungerer godt, og hvilke der ikke gør.

Foto: Andrey Bizyukin

Contributed by

Der er flere mennesker, der foretager tekniske dyk end nogensinde før, og der er flere professionelle dykkeroperationer, der henvender sig til tekniske dykkere. I stedet for at være en afvigelse, som det var i begyndelsen, er teknisk dykning nu bare endnu en gren af den almindelige dykkerverden.

Men på trods af denne udvikling kommer dykkere stadig til skade på tekniske dyk på samme måde, som de gjorde for en generation siden.

Som på så mange andre områder af menneskelig erfaring skaber fortrolighed selvtilfredshed, og det fører til overdreven selvtillid, uagtsomhed og skødesløshed.

Operationel tænkning

En fremragende strategi til at beskytte mod selvtilfredshed og beskytte dig og dit dykkerhold mod at blive for afslappede omkring jeres dykning er at etablere faste operationelle procedurer for alle jeres tekniske dyk. Se disse procedurer som ubrydelige regler – bud, der er skrevet i sten.

Tænk på ethvert teknisk dyk som en operation – uanset om det er et træningsdyk, et sjovt eftermiddagsdyk med vennerne, et dyk i en grotte, som du allerede har besøgt 50 gange, eller udforskningen af et dybt skibsvrag, som ingen nogensinde har set før. Hvis det er et teknisk dyk, er det en teknisk dykkeroperation, og buddene gælder.

Du og dit dykkerhold bør opstille jeres egne bud i overensstemmelse med jeres fælles baggrund, mål og omstændigheder, men her er et par ideer, som de hold, jeg har dykket med i årenes løb, er kommet frem til.

Første bud: Forbered papirarbejde

I Storbritannien skal alle dykkerinstruktører forberede og udfylde en række formularer før hvert undervisningsdyk, de foretager. De to primære dokumenter er en projektplan og en daglig dykkerlog. De dækker detaljer om personale, planer, steder og nødprocedurer. Det første er generelt og omfatter spørgsmål om standard driftspraksis. Den anden er specifik og dækker de mennesker, der er involveret den pågældende dag, de steder hvor de dykker, og de fremherskende vejrforhold.

Eksempler på disse kan nemt findes online via Health and Safety Executive (HSE) og British Sub Aqua Club (BSAC) hjemmesider.

Hvorfor er dokumenter som disse nyttige i forbindelse med teknisk dykning?

• De sikrer, at du har husket alle de vigtige ting.
• De hjælper dig med at vurdere risici.
• Du har procedurer lige ved hånden, hvis du skal håndtere en nødsituation, så du ikke skal finde på planer ud af hovedet i det kaos og den forvirring, der altid følger med en ulykke.
• De giver dig en komplet oversigt over alle dine dyk.
• De betyder, at du allerede har det meste af dykkerplanen og nødplanen skrevet til næste gang, du tager til stedet, så du ikke behøver at stole på hukommelsen eller blive ved med at ”genopfinde den dybe tallerken”.
• Og når alle dykkere har skrevet under på papirarbejdet på forhånd, kan teamet være sikker på, at hvert medlem kender og accepterer sin rolle.

Det andet bud: Udpeg en supervisor

Kort efter at jeg var begyndt at dykke teknisk, valfartede jeg til Florida, som alle gjorde dengang, og jeg dykkede med en fyr ved navn Jim Mims, som arrangerede ture ud af Pompano Beach til en række dybe vrag i Golfstrømmen. Jim var en meget erfaren dykker, men da vi mødtes, fortalte han mig, at han ikke selv dykkede ret meget længere. Med tiden fandt jeg ud af hvorfor. Han dykkede ikke, fordi han havde for travlt med at lede dykningerne.

Han satte skudlinerne på vragene, overvågede gasserne, gav briefingerne, hjalp dykkerne med at gøre sig klar og komme ind, holdt øje med dykkere, der kom for tidligt op eller missede dekompressionsstationen, overvågede sine sikkerhedsdykkere, løste problemer, debriefede dykkene og indsamlede skudlinerne. Hvis han selv havde været med på dykket, kunne han ikke have gjort nogen af disse ting, og hver af dem var afgørende for en sikker gennemførelse af dykket.

Senere i min karriere lagde jeg mærke til, hvordan store ekspeditioner med teknisk dykning anvendte en lignende strategi og udpegede en højt kvalificeret dykker til at lede dykkene. Det er selvfølgelig en procedure, der er lånt fra den kommercielle dykkerverden, hvor overfladesupervisorerne, de personer, der har direkte kontrol over dykkeoperationerne, alle er veterandykkere.

Hvis man har et dykkerhold, giver det naturligvis ikke mening at have den samme person i rollen som dykkerleder hele tiden, da vedkommende aldrig vil komme til at dykke. Løsningen er at lade jobbet gå på skift mellem alle medlemmer af holdet, så holdet som helhed bliver mere erfarent og dermed stærkere. Desuden får alle lov til at dykke.

Tredje bud: Indsæt sikkerhedsdykkere

Ud over en supervisor skal alle tekniske dykkeroperationer have mindst én sikkerhedsdykker, der arbejder i dekompressionszonen. Uden sikkerhedsdykkere i vandet vil der være nogle gabende huller i din beredskabsplan.

Den vigtigste del af ethvert teknisk dyk er dekompressionsfasen, og uanset hvor god en dykker du er, kan der opstå situationer i denne fase, som du og dine meddykkere ikke kan løse, fordi I er fanget af jeres egen dekompressionsforpligtigelse. Du kan ikke stige ned uden at øge din opstigningstid og reducere din gasforsyning, og du kan ikke stige op over dit dekompressionsloft uden at øge din risiko for TDC. Dine bevægelser og dine muligheder er stærkt begrænsede. Det er usandsynligt, at dykkerlederen kan hjælpe, fordi han eller hun normalt vil være oppe på båden. 

Det er her, sikkerhedsdykkerne i vandet er meget nyttige.

Sikkerhedsdykkerne skal være erfarne tekniske dykkere, der tager opgaven alvorligt, og ikke bare sjove dykkere, der er rekrutteret til at fylde op med løftet om et gratis dyk. Sikkerhedsdykkerne har ansvaret for at sætte dekompressionsstationen og backup-dekompressionsgassen op på den planlagte opstigningsrute, før det dybe hold kommer op. De skal også holde øje med og være klar til at reagere, hvis dybdedykkerne ikke har kunnet stige op ad den planlagte rute og kommer op et andet sted.

Vigtigst af alt skal sikkerhedsdykkerne være på plads og opmærksomme på det punkt, hvor dykkerne planlægger at skifte til deres første dekompressionsgas, et øjeblik i dykket, hvor der ofte begås fejl, og et ekstra par øjne er ekstremt værdifuldt. 

Dykkerne bliver ofte overbebyrdede med opgaver og begår fejl på dette tidspunkt. De skal samtidig skifte til den rigtige gas, sikre sig, at de har neutral opdrift og hverken stiger op over deres stopdybde eller driver ned under deres sikre iltdybde. Derefter skal de registrere gasskiftet på deres dykkercomputere for at holde deres dekompressionsplan på sporet.

Under hele dekompressionsfasen af dykket fortsætter sikkerhedsdykkerne med at holde øje med dykkerne og holder udkig efter eventuelle problemer. Mens størstedelen af sikkerhedsdykkernes opmærksomhed vil være rettet mod dykkerholdet, skal de også have disciplin til at være opmærksomme på deres egen status og ikke selv gå i dekompression. Det skyldes, at de til enhver tid skal kunne komme op til overfladen, hvis det er nødvendigt, for at kommunikere med båden eller få mere gas. 

I næste del af denne serie vil jeg foreslå et par bud mere til tekniske dykkeroperationer.

Simon Pridmore er forfatter til de internationale bestsellere Scuba Confidential: An Insider’s Guide to Becoming a Better Diver, Scuba Professional: Insights into Sport Diver Training & Operations og Scuba Fundamental: Start Diving the Right Way. Han er også medforfatter til Diving & Snorkeling Guide to Bali og Diving & Snorkeling Guide to Raja Ampat & Northeast Indonesia. Hans nyligt udgivne bøger omfatter The Diver Who Fell From The Sky, Dive into Taiwan, Scuba Exceptional: Become the Best Diver You Can Be, Scuba Physiological: Think You Know All About Scuba Medicine? Think Again! og kogebøgerne i Dining with Divers-serien. For mere information, se hans hjemmeside på: SimonPridmore.com.

Annonce