Trondheimsfjord: Et nordisk dykkereventyr ned i dybet

Det var sent på aftenen, da jeg kørte om bord på færgen i Frederikshavn, Danmark. Motorernes brummen og den salte brise signalerede starten på en længe ventet ekspedition. Mens færgen gled mod Göteborg i Sverige, sank jeg ned i min lænestol, og mine tanker vendte tilbage til en samtale med en norsk dykkerven for over to årtier siden. Hans fortællinger om fjordene havde vakt en drøm – og nu var jeg på jagt efter den.

Klokken 2 om natten nåede jeg Göteborg, men rejsen var langt fra slut. Der ventede mig endnu ti timers kørsel. En pludselig krydsning af hjorte på vejen nord for byen mindede mig om, at naturen herskede her – og at søvn var påkrævet.

Udhvilet fortsatte jeg gennem Sveriges endeløse skove og krydsede grænsen til Norge, hvor snedækkede bjergtoppe mødte mig under en strålende sol. Jeg mødtes med mine to ledsagere, medeventyrere fra Hamborg, og sammen begav vi os mod den legendariske Trondheimsfjord.

Billede

Hvor bjergene møder havet

Trondheimsfjorden strækker sig over 130 km ind i landet fra Norskehavet og er et mesterværk skabt af gamle gletsjere. Tårnhøje klipper, spredte klippeøer og skjulte bugter hvisker historier om fortidens istider. Nogle steder falder fjorden til over 600 meter – en afgrund fyldt med hemmeligheder.

Men vi var ikke på jagt efter dybde. Vi var på jagt efter liv.

Udstyret med JJ-rebreathers og de fornødne gasser var vi fuldstændig selvforsynende. Ingen dykkercentre, ingen guider – kun os, vores udstyr og den åbne vej i vores autocamper. Dette var rebreather-dykning, når det er bedst: frihed, stilhed og fordybelse.

Billede

Tangskoven i Garten

Vores første dyk var ud for Garten Island, hvor fjorden møder havet. Det var begyndelsen af maj, og tangskoven var ved at vågne. Sollyset trængte ned gennem vandet og oplyste en frodig undervandsjungle. I 30 meters dybde fandt vi spredte klippeformationer, der summede af nudibrancher – små, farvestrålende havsnegle, der kunne måle sig med tropiske rev i farve og mangfoldighed.

Stenkrabber kravlede mellem klipperne, grundfisk susede gennem sandet, og flyndere lå på lur. Det var et dyk, der var anbefalet af lokale ”nudibranch-nørder” – og de tog ikke fejl. Biodiversiteten her var forbløffende.

Tilbage på land spiste vi friskgrillede kammuslinger og drak kold øl, mens vi kiggede ud over fjorden, hvor bjergene rødmede i aftenlyset.

Billede

Ind i fjordens årer: Verrasundet og Skarnsundet

De næste par dage førte os dybere ind i fjordens smalle arme – Verrasundet og Skarnsundet – hvor tidevandet herskede med overraskende kraft. Her var planlægning alt. En fejlberegning af strømforholdene kunne efterlade os strandet, da stejle kystlinjer adskilte de få tilgængelige bugter.

Men disse strømme var også livgivende. De bragte næringsstoffer og ilt og forvandlede disse farvande til et paradis for dyr, der normalt findes i det dybe hav.

Vi dykkede ned gennem et grumset, iskoldt overfladelag – kun 3 °C – der blev fodret af smeltevand fra gletsjere. Under fem meter blev vandet klart og fik en surrealistisk grøn skumring. Sigtbarheden blev bedre og afslørede sorte klippevægge, der styrtede ned i dybet.

Pludselig drev kronemaneter (Periphylla periphylla) forbi som lysende UFO’er. Disse dybhavsvandrere, der findes i dybder på op til 7.000 m, var her og svømmede ved siden af os i dagslys.

I 40 meters dybde opdagede vi skove af gul-orange gorgonier (Paramuricea placomus), hvis tentakler dansede i strømmen. Rejer og krebsdyr gemte sig blandt koralgrenene. Så kom et lilla glimt – Tritonia griegi, en 10 cm lang nøgensnegle, der hvilede som en levende ædelsten på sin værtsgorgonia.

Men ikke alt var uberørt. Nogle gorgonier var viklet ind i efterladte fiskeliner – en tankevækkende påmindelse om menneskets indvirkning. Lokale dykkere arbejder utrætteligt for at rense disse steder for tabt fiskeudstyr, men uden større støtte er dette skrøbelige paradis stadig i fare.

Billede

Mysterier ved solnedgang: Hajer og havmus

Da mørket faldt på, afslørede fjorden sine natlige vidundere. Vores lamper fangede grønne glimt – Chimaera monstrosa, eller havmus, der kom op fra dybet for at jage. Disse spøgelsesagtige bruskfisk, der kan blive op til en meter lange, gled lydløst over sandet.

Derefter nattenes stjerner: sorthajer (Etmopterus spinax). Disse lanternehajer skinnede med bioluminescerende organer, der glødede blågrønt under deres maver. De var sky og undvigende og forsvandt i mørket ved det mindste lys.

Slimål, havets rengøringshold, gled gennem siltet og spiste kasseret fiskeaffald. Det var en uforglemmelig, fascinerende verden – en verden, som kun få nogensinde får at se.

Billede

Drømmedykket: Tauterryggen

Under en pause på overfladen nævnte jeg et koldtvandskorallrev, jeg havde hørt om for år tilbage – Tauterryggen, skjult under fjorden. Mine venner fik lys i øjnene. Næste morgen grinede en af dem og sagde: ”Jeg har båden og besætningen.”

Det var et lykketræf. Vejret, tidevandet og logistikken passede perfekt sammen. Vi satte sejl med to både og en gruppe nysgerrige fisketurister, som vi havde briefet aftenen før.

Vi kastede en shotline – da man ikke må ankre på dette sarte rev. Da vi dykkede ned, forsvandt det brune overfladelag, og i 20 meters dybde dukkede revet op som et spøgelsesagtigt syn. Hvide stenkoraller som øjekoral (Lophelia pertusa) dækkede 100 kvadratmeter og dannede en levende skulpturhave.

I modsætning til tropiske koraller spiser disse koldtvandsarter aktivt og opbygger langsomt voksende økosystemer, der har eksisteret i tusinder af år. Rødfisk og havmus patruljerede revet, og vi flød i ærefrygt og var tilbageholdende med at forlade stedet.

Men overfladen havde ændret sig. En storm var rullet ind med bølger på op til 1,5 meter, og det blev en våd og vild udfordring at komme tilbage om bord på bådene. Gennemvåde og opstemte vendte vi tilbage til havnen med hjertet fuldt.

Billede

Refleksioner under overfladen

Sent om aftenen genoplevede vi dykket, revet og dyrene. Fjorden havde givet os mere, end vi havde forestillet os – eventyr, skønhed og et glimt af en verden, som kun få nogensinde ser. Og da vi planlagde vores næste besøg, var én ting klart: Trondheimsfjorden var ikke bare en destination – den var en åbenbaring.