Annonce

Trondheimsfjord: Et nordisk dykkereventyr ned i dybet

Mere end tyve år efter at en samtale med en norsk dykkerven først gav ham ideen, begav den tyske tekniske dykker og undervandsfotograf Steffen Schmitt sig nordpå for at udforske de mystiske dybder i Trondheimsfjorden i Norge.

Stor gorgonie, Paragorgia arborea, med mindre gorgonianen Primnoa resedaeformis, Skarnsundet
Stor gorgonie, Paragorgia arborea, med mindre gorgonianen Primnoa resedaeformis, Skarnsundet. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Contributed by

Factfile

OM DYBHAVSKORALLER

Der findes flere arter af koldtvandskoraller, som alle tilhører stammen Cnidaria. De er tæt beslægtede med søanemoner og lever fastsiddende på samme måde som søanemoner, hvor de fanger bytte med deres brændende tentakler, når de spiser. 

Mange koldtvandskoraller er vidt udbredt og findes i mange af verdenshavene. De findes normalt under den fotiske zone, mellem 200 og 400 meter, men den laveste, der hidtil er fundet, var på 40 meter, og den dybeste på godt over 1.000 meter. 

Koldtvandskorallerev tager lang tid at udvikle, normalt hundreder af år. For de største rev kan det tage tusinder af år. Man mener, at flere rev på Sula-ryggen i Norge udviklede sig for omkring 10.000 år siden, ved slutningen af den sidste istid. Da dybt hav er et miljø med lav energi, er det gunstigt for langsomt voksende koraller. Faktisk indikerer tilstedeværelsen af et rev et stabilt miljø med få forstyrrelser.

Det nordøstlige Atlanterhav er det sted, hvor størstedelen af koldtvandskorallerev er fundet, med Lophelia som den dominerende slægt. Stenkorallen Lophelia pertusa findes i dybe og mørke farvande. Dens koralkolonier dannes af tusinder af polypper, og disse kan udvikle sig til store revstrukturer, der giver husly til mange andre dyr. Dermed bliver disse koldtvandskorallerev lokale hotspots for biodiversitet. 

Kilde: lophelia.org, coralform.org

Det var sent på aftenen, da jeg kørte om bord på færgen i Frederikshavn, Danmark. Motorernes brummen og den salte brise signalerede starten på en længe ventet ekspedition. Mens færgen gled mod Göteborg i Sverige, sank jeg ned i min lænestol, og mine tanker vendte tilbage til en samtale med en norsk dykkerven for over to årtier siden. Hans fortællinger om fjordene havde vakt en drøm – og nu var jeg på jagt efter den.

Klokken 2 om natten nåede jeg Göteborg, men rejsen var langt fra slut. Der ventede mig endnu ti timers kørsel. En pludselig krydsning af hjorte på vejen nord for byen mindede mig om, at naturen herskede her – og at søvn var påkrævet.

Udhvilet fortsatte jeg gennem Sveriges endeløse skove og krydsede grænsen til Norge, hvor snedækkede bjergtoppe mødte mig under en strålende sol. Jeg mødtes med mine to ledsagere, medeventyrere fra Hamborg, og sammen begav vi os mod den legendariske Trondheimsfjord.

Billede
Seacam grejet ligger klar på stranden nær Hindrum Båthavn ved solnedgang over Trondheimsfjorden
Seacam grejet ligger klar på stranden nær Hindrum Båthavn ved solnedgang over Trondheimsfjorden. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Hvor bjergene møder havet

Trondheimsfjorden strækker sig over 130 km ind i landet fra Norskehavet og er et mesterværk skabt af gamle gletsjere. Tårnhøje klipper, spredte klippeøer og skjulte bugter hvisker historier om fortidens istider. Nogle steder falder fjorden til over 600 meter – en afgrund fyldt med hemmeligheder.

Men vi var ikke på jagt efter dybde. Vi var på jagt efter liv.

Udstyret med JJ-rebreathers og de fornødne gasser var vi fuldstændig selvforsynende. Ingen dykkercentre, ingen guider – kun os, vores udstyr og den åbne vej i vores autocamper. Dette var rebreather-dykning, når det er bedst: frihed, stilhed og fordybelse.

Billede
Goplen Periphylla periphylla med gorgonien Paramuricea placomus, Vangshylla
Goplen Periphylla periphylla med gorgonien Paramuricea placomus, Vangshylla. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Tangskoven i Garten

Vores første dyk var ud for Garten Island, hvor fjorden møder havet. Det var begyndelsen af maj, og tangskoven var ved at vågne. Sollyset trængte ned gennem vandet og oplyste en frodig undervandsjungle. I 30 meters dybde fandt vi spredte klippeformationer, der summede af nudibrancher – små, farvestrålende havsnegle, der kunne måle sig med tropiske rev i farve og mangfoldighed.

Stenkrabber kravlede mellem klipperne, grundfisk susede gennem sandet, og flyndere lå på lur. Det var et dyk, der var anbefalet af lokale ”nudibranch-nørder” – og de tog ikke fejl. Biodiversiteten her var forbløffende.

Tilbage på land spiste vi friskgrillede kammuslinger og drak kold øl, mens vi kiggede ud over fjorden, hvor bjergene rødmede i aftenlyset.

Billede
Dykker med en havmus, Trondheimsfjord.
Dykker med havmusen Chimaera monstrosa, Trondheimsfjord. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Ind i fjordens årer: Verrasundet og Skarnsundet

De næste par dage førte os dybere ind i fjordens smalle arme – Verrasundet og Skarnsundet – hvor tidevandet herskede med overraskende kraft. Her var planlægning alt. En fejlberegning af strømforholdene kunne efterlade os strandet, da stejle kystlinjer adskilte de få tilgængelige bugter.

Men disse strømme var også livgivende. De bragte næringsstoffer og ilt og forvandlede disse farvande til et paradis for dyr, der normalt findes i det dybe hav.

Vi dykkede ned gennem et grumset, iskoldt overfladelag – kun 3 °C – der blev fodret af smeltevand fra gletsjere. Under fem meter blev vandet klart og fik en surrealistisk grøn skumring. Sigtbarheden blev bedre og afslørede sorte klippevægge, der styrtede ned i dybet.

Pludselig drev kronemaneter (Periphylla periphylla) forbi som lysende UFO’er. Disse dybhavsvandrere, der findes i dybder på op til 7.000 m, var her og svømmede ved siden af os i dagslys.

I 40 meters dybde opdagede vi skove af gul-orange gorgonier (Paramuricea placomus), hvis tentakler dansede i strømmen. Rejer og krebsdyr gemte sig blandt koralgrenene. Så kom et lilla glimt – Tritonia griegi, en 10 cm lang nøgensnegle, der hvilede som en levende ædelsten på sin værtsgorgonia.

Men ikke alt var uberørt. Nogle gorgonier var viklet ind i efterladte fiskeliner – en tankevækkende påmindelse om menneskets indvirkning. Lokale dykkere arbejder utrætteligt for at rense disse steder for tabt fiskeudstyr, men uden større støtte er dette skrøbelige paradis stadig i fare.

Billede
Sorthajen Etmopterus spinax med gorgonianen Paramuricea placomus, Vangshylla.
Sorthajen Etmopterus spinax med gorgonianen Paramuricea placomus, Vangshylla. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Mysterier ved solnedgang: Hajer og havmus

Da mørket faldt på, afslørede fjorden sine natlige vidundere. Vores lamper fangede grønne glimt – Chimaera monstrosa, eller havmus, der kom op fra dybet for at jage. Disse spøgelsesagtige bruskfisk, der kan blive op til en meter lange, gled lydløst over sandet.

Derefter nattenes stjerner: sorthajer (Etmopterus spinax). Disse lanternehajer skinnede med bioluminescerende organer, der glødede blågrønt under deres maver. De var sky og undvigende og forsvandt i mørket ved det mindste lys.

Slimål, havets rengøringshold, gled gennem siltet og spiste kasseret fiskeaffald. Det var en uforglemmelig, fascinerende verden – en verden, som kun få nogensinde får at se.

Billede
Dykker med stenkoraller øjekoral med havsvampe, Tauterrygge
Dykker med stenkoraller øjekoral Lophelia pertusa med havsvampe (Mycale lingua), Tauterrygge. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Drømmedykket: Tauterryggen

Under en pause på overfladen nævnte jeg et koldtvandskorallrev, jeg havde hørt om for år tilbage – Tauterryggen, skjult under fjorden. Mine venner fik lys i øjnene. Næste morgen grinede en af dem og sagde: ”Jeg har båden og besætningen.”

Det var et lykketræf. Vejret, tidevandet og logistikken passede perfekt sammen. Vi satte sejl med to både og en gruppe nysgerrige fisketurister, som vi havde briefet aftenen før.

Vi kastede en shotline – da man ikke må ankre på dette sarte rev. Da vi dykkede ned, forsvandt det brune overfladelag, og i 20 meters dybde dukkede revet op som et spøgelsesagtigt syn. Hvide stenkoraller som øjekoral (Lophelia pertusa) dækkede 100 kvadratmeter og dannede en levende skulpturhave.

I modsætning til tropiske koraller spiser disse koldtvandsarter aktivt og opbygger langsomt voksende økosystemer, der har eksisteret i tusinder af år. Rødfisk og havmus patruljerede revet, og vi flød i ærefrygt og var tilbageholdende med at forlade stedet.

Men overfladen havde ændret sig. En storm var rullet ind med bølger på op til 1,5 meter, og det blev en våd og vild udfordring at komme tilbage om bord på bådene. Gennemvåde og opstemte vendte vi tilbage til havnen med hjertet fuldt.

Billede
Gorgonien med medusastjerner, Verrasundet
Gorgonien Paragorgia arborea med medusastjerner Gorgonocephalus caputmedusa, Verrasundet. Fotokredit: Steffen Schmitt.

Refleksioner under overfladen

Sent om aftenen genoplevede vi dykket, revet og dyrene. Fjorden havde givet os mere, end vi havde forestillet os – eventyr, skønhed og et glimt af en verden, som kun få nogensinde ser. Og da vi planlagde vores næste besøg, var én ting klart: Trondheimsfjorden var ikke bare en destination – den var en åbenbaring. 

Steffen Schmitt er en tysk teknisk dykker, forfatter og undervands- og naturfotograf, der har dykket i over 35 år og dokumenteret fjerne undervandsdestinationer rundt om i verden, med særlig interesse for Østersøen. For mere information, besøg: steffenschmitt.com.

Annonce