Når vi som sportsdykkere taler om oxygenforgiftning, menes der oftest en forgiftning, som rammer centralnervesystemet og som kan udløse kramper. Ofte sker det gennem to faser – den toniske og den kloniske fase.

To former for oxygenforgiftning

I den første fase – den toniske, der typisk varer i 10–30 sekunder – stivner dykkerens krop pludseligt, idet alle muskler trækker sig sammen samtidig. Dykkeren bliver i dette stadie helt strakt eller stiv – ofte med bagoverbøjet nakke og strakte ben og arme. Efterfølgende optræder den anden fase – den kloniske fase – som typisk varer fra 30 sekunder til 2 minutter. Her begynder kroppen at ryste i rytmiske kramper, hvor musklerne spænder og slipper i hurtige skiftende bevægelser.

Denne type oxygenforgiftning – som er den eneste type, vi som sportsdykkere reelt risikerer at blive ramt af – kan undgås ved at holde os inden for nogle grænseværdier, som National Oceanic and Atmospheric Administration (NOAA) har fastlagt, og som de fleste dykkeorganisationer følger. Det er herfra, den ofte nævnte grænseværdi på pO₂ = 1,4 bar stammer.

Men det er ikke hele sandheden. Denne værdi er blot en anerkendt anbefaling – ikke en fast fysiologisk grænse. Det er nemlig vigtigt at være opmærksom på, at det ikke kun handler om at holde sig inden for et bestemt oxygenpartialtryk, men i lige så høj grad om, hvor længe vi er eksponeret – altså vores eksponeringstid. 

Partialtryk og eksponering

At undgå centralnervesystemsoxygenforgiftning kræver således, at man både iagttager det oxygenpartialtryk, man udsættes for, og hvor lang tid man er eksponeret for det.

NOAA har udformet nogle grænseværdier, som vises i deres CNS%- og OTU pr. minut-tabeller. Af disse kan man se, at man faktisk kan tåle et pO₂ på 1,4 bar i 2½ time. Samtidigt kan man se, at man også kan tåle et pO₂ på 1,6 bar i 45 minutter.

Det vil sige, at grænserne for at undgå centralnervesystemsoxygenforgiftning ikke er helt så enkle – og derfor ikke nødvendigvis maks. 1,4 bar pO₂ – men det er det svar, der oftest søges i en teoriprøve. Selv ved et lavere pO₂ kan man rammes af en oxygenforgiftning, men det kræver en længere eksponering.

Ved dykning med blandingsgas eller under dekompressionsdyk, hvor dykkeren skifter til en gas med højere oxygenindhold for at forkorte dekompressionstiden, er det almindeligt anerkendt at tillade et pO₂ på op til 1,6 bar.

Ifølge NOAA’s tabel betyder det, at grænseværdien for pO₂ på 1,6 bar er sat til maksimalt 45 minutter. Årsagen er, at man under dekompression typisk er i hvile uden fysisk aktivitet, hvilket reducerer kroppens oxygenoptagelse – og dermed risikoen for forgiftning.

Svaret på spørgsmålet i teoriprøven er derfor ikke så enkelt. Og vi kan ovenikøbet gøre det endnu mere kompliceret ved at beskrive en anden form for oxygenforgiftning – nemlig kropsoxygenforgiftning.

Kropsoxygenforgiftning eller lungeoxygenforgiftning

Denne type oxygenforgiftning handler ikke om, at vi risikerer at få kramper – som ved centralnervesystemsoxygenforgiftning – men om, at vi ved meget langvarig øget oxygeneksponering kan beskadige vores lunger. Her taler vi om adskillige timer eller døgn, hvilket ikke er særlig realistisk som sportsdykker. I praksis er det formentlig kun Forsvarets Frømandskorps, som risikerer at blive udsat for denne type oxygenforgiftning, idet de undertiden dykker med oxygenrebreatere i mange timer ad gangen.

Vores lunger har det bedst, når pO₂ ikke overstiger 0,5 bar. Ved længerevarende eksponering over dette niveau kan lungerne blive irriterede, hvilket kan føre til symptomer, der minder om lungebetændelse, samt væskeansamlinger. Væske i lungerne er problematisk, da det både reducerer den samlede lungekapacitet og forringer udvekslingen af oxygen og CO₂ mellem lungerne og blodbanen.

Oxygen exposure monitoring

For at holde styr på, hvor meget oxygen vi har været udsat for, anvender vi NOAA’s CNS%- og OTU pr. minut-tabeller.

CNS er måleenheden, som bruges til at overvåge grænseværdierne for centralnervesystemsoxygenforgiftning, mens OTU (Oxygen Tolerance Units) måler grænseværdierne for kropsoxygenforgiftning. Enkelte dykkerorganisationer anvender en anden måleenhed kaldet UPTD (Unit Pulmonary Toxicity Dose), men det er det samme som OTU.

Billede

Svaret på spørgsmålet

Når vi bliver stillet spørgsmålet i teoriprøven om, ved hvilket pO₂ man kan få symptomer på oxygenforgiftning, er 1,4 bar et fornuftigt og anerkendt svar – og det er dét, der forventes.

Men virkeligheden er mere kompleks. Risikoen afhænger både af partialtrykket og af eksponeringstiden. Derfor bør vi som dykkere ikke blot kende grænseværdierne, men også forstå baggrunden for dem – og altid planlægge konservativt.