Danmarks farvande rummer mere end 10.000 kendte skibsvrag – et af Europas tætteste koncentrationer af undervandshistorie. For dykkere fungerer vragene som tidskapsler, navigationspunkter og ofte som rige, kunstige rev med høj lokal biodiversitet. De tiltrækker fisk, bunddyr og alger og fremstår derfor ofte som sunde og livlige miljøer.

Som dykker oplever man havet, som de færreste gør. Ikke fra stranden og ikke fra overfladen, men dér hvor konsekvenserne af vores valg samler sig: på bunden. Her er billedet ofte et andet end det, der tegnes politisk og kommunikativt. Bundområder uden liv. Sort sediment. Vrag, der langsomt opløses. Og et hav, der kemisk er langt mere belastet, end fortællingen om det rene Danmark giver indtryk af.

At Danmark ikke når længere mod god miljøtilstand skyldes ikke mangel på viden. Det skyldes et system, der ikke er indrettet til at håndtere det, dykkere ser, hver gang de går i vandet.

Danmark fremstiller sig gerne som et grønt foregangsland med rene kyster, sunde have og badevand i topklasse. Fortællingen lever i turistbrochurer, politiske taler og den nationale selvforståelse. Men for dem, der arbejder med – eller bevæger sig i – havmiljøet, især dykkere, forskere og miljøfolk, er billedet langt mere komplekst. Under overfladen gemmer der sig et kemisk regnskab, som Danmark endnu ikke har gjort op.