Da samfundet åbnede sig efter COVID-19-pandemien, funderede jeg som dykkerrejsearrangør over, hvorvidt jeg kunne overtale vores ”kulturelle kunder” til at besøge Tyrkiet, og om dykningen var god nok. Det gav det mig imidlertid en klump i halsen at tænke over dykningen. Tilbage i 1994 havde jeg gennemført et meget strengt divemaster-kursus i Fethiye, en havneby på den sydvestlige tyrkiske riviera. Jeg nød det, men jeg kan huske, at der var masser af klipper, og at jeg kun så nogle få aborrer. Var dykningen interessant nok? Det måtte jeg finde ud af.