Nogle fisk lærer at undgå fiskegrej, andre gør ikke

I mange tilfælde er vurderingen af fiskebestandes størrelse baseret på data, der stammer fra fiskeri såsom  fiskemarkeder og auktioner. Man opererer med en antagelse om, at jo lavere fangsterne er indenfor en vis periode, jo mindre må fiskebestanden være. Altså en direkte korrelation.

Men tyske forskere har netop vist, at nogle fiskearter ændrer adfærd for at undgå redskaber i områder med høj lystfiskerintensitet sammenlignet med fisk, der udsættes for lave udnyttelsesniveauer i nærheden af beskyttede havområder.

Konsekvensen er et indtryk af, at der er færre fisk i havet, hvilket ikke nødvendigvis stemmer overens med de virkelige forhold.

Skriftbars (Serranus scriba) og den sorthalet havrude (Diplodus annularis) er, for eksempel, to fiskearter, der er populære blandt fritidsfiskere langs Middelhavet.

Forskellig adfærd

Forskerne blev forbløffede, da de fandt en stærk sammenhæng mellem høj fiskeriintensitet og ændret adfærd hos skriftbars: Denne art havde ændret adfærd fra aggressivt at bide på agnede kroge i naturlige miljøer med lavt fisketryk til at være sky i områder med mange lystfiskere, hvor de var i stand til at genkende fiskeredskaberne og dermed undgå at blive fanget. En tilsvarende ædring af adfærd  blev ikke observeret hos havruden.

Forklaringen kan både være genetiske ændringer i retning af øget skyhed og læring for at undgå fremtidig fangst. Skriftbarsen ligger på lur efter byttedyr, som den ernærer sig af, så hvis den tøver for længe smutter byttet væk. I modsætning hertil er havruden mere altædende og har dermed bedre mulighed for at undersøge det potentielle fødeemne nøje og tage sig tid til at bevæge sig rundt om maddingen og inspicere den. Den er dermed generelt mindre sårbar over for at blive fanget sammenlignet med barsen.