Endelig lidt gode nyheder. Eller, på en måde. Det er ikke godt, at plastik finder vej til vores oceaner og kan spores i næsten alle vandprøver, men i det mindste ser det nu ud til, at mikroplastik trods alt ikke ophobes i vandets fødekæde.
Det er i hvert fald konklusionen på en undersøgelse foretaget af Danmarks Tekniske Universitet, som har set på, hvad der sker, når vandlopper støder på partikler af mikroplast, mens de spiser. ”Vandlopper er som kræsne børn, der finder selleristykker i spaghettisaucen og spytter dem ud,” forklarer professor Torkel Gissel Nielsen.
Persistente organiske miljøgifte (POP’er), der engang blev hyldet som banebrydende syntetiske kemikalier, er nu blevet identificeret som en betydelig trussel mod havets dyreliv, især toppredatorer som hvaler og delfiner.
POP’er blev oprindeligt udviklet til brug i pesticider, maling og brandhæmmende materialer, men de er meget giftige og nedbrydes ikke let i naturen. Disse kemikalier er sivet ud i jorden, luften og vandvejene og når til sidst ud i havet. De absorberes af plankton i bunden af fødekæden og stiger i koncentration gennem en proces, der kaldes biomagnificering. Resultatet er, at havpattedyr, som er øverst i fødekæden, akkumulerer høje niveauer af disse giftstoffer.
En ny undersøgelse fra UC Santa Barbaras Marine Science Institute har kortlagt de betydelige fordele ved beskyttede havområder (MPA’er), som kommer dykkerbranchen til gode. Forskningen understreger vigtigheden af, at dykkerbranchen høres når der tages beslutninger om MPA’ernes fremtid.
Resultaterne fra UC Santa Barbaras Marine Science Institute giver overbevisende dokumentation for værdien af beskyttede havområder (MPA’er) for dykkerindustrien og de lokale økonomier. Da verdens ledere har erklæret, at de agter at beskytte 30 % af land og havområder inden 2030, er det afgørende at forstå de forskellige fordele ved MPA’er for at kunne træffe beslutninger på et oplyst grundlag og derigennem sikre en bæredygtig forvaltning.
I modsætning til, hvad man længe har troet, har ny forskning vist, at grå revhajer hviler sig, hvilket gør op med antagelsen om, at de konstant skal svømme for at trække vejret. Denne banebrydende opdagelse, der blev gjort på Seychellerne, giver ny indsigt i disse havrovdyrs fysiologi og adfærd.
Hajer har en bemærkelsesværdig evne til hurtigt at hele de sår, som de pådrager sig. Ny forskning har påvist, at slimlaget på deres hud spiller en afgørende rolle i denne proces.
Det var forskere fra Karolinska Institutet i Sverige, som udførte deres undersøgelse på Marine Biological Laboratory i Massachusetts, som fandt ud af, at slimlaget på hajhud er kemisk forskelligt fra det på benfisk. Dette lag har en lavere pH-værdi (næsten neutralt) og har flere ligheder med visse pattedyrs slim, herunder menneskets.
Nogle fiskearter ændrer adfærd for at undgå redskaber i områder med megen lystfiskeri sammenlignet med fisk, der lever ved eller nær beskyttede havområder.
I mange tilfælde er vurderingen af fiskebestandes størrelse baseret på data, der stammer fra fiskeri såsom fiskemarkeder og auktioner. Man opererer med en antagelse om, at jo lavere fangsterne er indenfor en vis periode, jo mindre må fiskebestanden være. Altså en direkte korrelation.
Men tyske forskere har netop vist, at nogle fiskearter ændrer adfærd for at undgå redskaber i områder med høj lystfiskerintensitet sammenlignet med fisk, der udsættes for lave udnyttelsesniveauer i nærheden af beskyttede havområder.
I det kølige Arktis, hvor kampen for at bevare varme og væske er altafgørende, har arktiske sæler udviklet en usædvanlig anatomisk tilpasning – komplekse næsepassager.
En nylig undersøgelse i Biophysical Journal har dokumenteret, hvordan arktiske sæler er i stand til effektivt at holde på varme og væske i åndedrættet takket været specialiserede strukturer i deres næsehule.
Tilpasninger til Arktis
Arktiske sæler, især remmesælen (Erignathus barbatus), har næsehuler med mere indviklede strukturer sammenlignet med deres subtropiske artsfæller som middelhavsmunkesælen (Monachus monachus). Denne tilpasning har hjulpet arktiske sæler med at miste mindre varme gennem næsens varmeudveksling end sælerne i de subtropiske områder.
Kursisterne vil erhverve sig indgående viden om udbredelse, opbygning, funktion og livscyklus af varmtvandskoraller og dyreliv. På kurset vil der ligeledes være mulighed for at se levende koraller i mikroskop.
Kurset er opdelt i en teoretisk del, der kommer til at foregå over en weekend. Derudover en enkelt dag senere, hvor deltagerne præsenterer en opgave, som de har valgt at fremlægge for de andre kursister.
I stedet for en hjerne eller øjne har slangestjerner nervetråde, der løber ud i hver af deres fem arme fra en nervering nær munden.
Ikke desto mindre har de, ifølge en nylig undersøgelse, evnen til at lære ved association, hvilket indebærer at lave en association med forskellige stimuli via en proces, der kaldes klassisk konditionering (ligesom Pavlovs hunde eller børn, der lærer ikke at røre ved en gryde med kogende vand, efter at være blevet skoldet).
Forsuring af havene kan føre til, at flere invasive arter af alger, gopler, krabber og skaldyr breder sig til nye områder med skadelige konsekvenser til følge, ifølge forskere fra Plymouth University.
Havforsuring påvirker biologiske processer i en bred vifte af marine taxa (grupperinger af arter – red.). En ny undersøgelse, som er offentliggjort i Research and Reports in Biodiversity Studies, viser, at specielt koralrevene i troperne står over for en lang række indbyrdes forbundne problemer (blegning, korrosion, sygdom, spredning af tang, invasive arter), som alle er forårsaget af stigende CO2-niveauer.
