Da samfundet åbnede sig efter COVID-19-pandemien, funderede jeg som dykkerrejsearrangør over, hvorvidt jeg kunne overtale vores ”kulturelle kunder” til at besøge Tyrkiet, og om dykningen var god nok. Det gav det mig imidlertid en klump i halsen at tænke over dykningen. Tilbage i 1994 havde jeg gennemført et meget strengt divemaster-kursus i Fethiye, en havneby på den sydvestlige tyrkiske riviera. Jeg nød det, men jeg kan huske, at der var masser af klipper, og at jeg kun så nogle få aborrer. Var dykningen interessant nok? Det måtte jeg finde ud af.

Min makker Lelle Malmström og jeg fik i hvert fald en solid dosis af alt det ovenstående da vi tilbragte en lille men intens uge på den solbeskinnede ø hvor vi både fik prøvet dykningen i begge ender af sydkysten af, samt smagt os igennem mange lokale delikatesser.

Udover en række gode dyk kom vi også ud i landskabet herunder en smut op i de højereliggende frodige områder hvor der dyrkes vin, og vi fik slidt sålelæderet tynd på gamle brolagte stræder mens vi prøvede hvad det lokale køkken havde at byde på. “Dive and dine, right?”

The Sinking of the Italian Submarine Scirè: Historical and Underwater Analysis er titlen på en doktorafhandling af Dr. Fabio Ruberti, præsident for IANTD Srl, som blev udgivet af Det Humanistiske Fakultet ved Institut for Maritime Civilisationer ved Haifa Universitet i Israel. Der lå tolv års forskning og syv års studier bag den 355 sider lange afhandling, der er opdelt i fem dele, hvoraf fire vedrører den historiske analyse og en del den arkæologiske og undervandsanalyse af vraget.