Som dykker oplever man havet, som de færreste gør. Ikke fra stranden og ikke fra overfladen, men dér hvor konsekvenserne af vores valg samler sig: på bunden. Her er billedet ofte et andet end det, der tegnes politisk og kommunikativt. Bundområder uden liv. Sort sediment. Vrag, der langsomt opløses. Og et hav, der kemisk er langt mere belastet, end fortællingen om det rene Danmark giver indtryk af.

At Danmark ikke når længere mod god miljøtilstand skyldes ikke mangel på viden. Det skyldes et system, der ikke er indrettet til at håndtere det, dykkere ser, hver gang de går i vandet.

Det er måske ikke den periode, hvor der dykkes helt så meget som resten af året, men det er netop nu, alle vores udvalg indsender budgetter og handlingsplaner for det kommende år. For undertegnede er det altid spændende, og selv om flere af udvalgene kører mere eller mindre på autopilot – forstået på den måde, at selvom det er faste arrangementer, som går igen år efter år – kræver det alligevel en stor indsats og meget arbejde at få alle ender til at nå sammen.

Samtidig har oplevelserne ude i verden i høj grad åbnet mine øjne for alle de goder, vi har herhjemme. Den danske sommer er noget ganske særligt, og jeg værdsætter i høj grad de muligheder og oplevelser, vores egen natur byder på – både over og under overfladen. Når sommeren folder sig ud i Danmark, skal jeg ingen andre steder hen end til de danske kyster – helst ud på havet og ned under vandet. De lyse nætter, duften i plantagerne og strandengene langs kysterne samt sommerens friske jordbær vil jeg for alt i verden ikke undvære.

Første gang – at gøre noget for første gang er ikke unormalt for os mennesker. Der er mange førstegangsoplevelser hele livet igennem. Sådan er det selvfølgelig også med dykning.

For mange af os er der sket meget siden den første gang. Personligt lærte jeg meget hurtigt vigtigheden af at have en ordentlig våddragt, for den, jeg lånte under uddannelsen, passede ikke helt perfekt, og der var også et hul eller to. Det kunne jeg tydeligt mærke efter ganske kort tid i det kolde Øresund.

Biodiversiteten og farverigdommen kan selvfølgelig ikke måle sig med Sydøstasien og dets farvestrålende koralrev, vandet er ikke badekars-lunkent, og vi har ingen luksuriøse dykkerresorts, hvor man bor i bungalows med havudsigt og et husrev lige foran døren.

Endnu mere nedslående er det, at vi stadig hører om den ene trepartsforhandling og det ene initiativ efter det andet – som alt for ofte ender i snak uden reel handling. Vi ved grundlæggende, hvad årsagerne er, og der findes helt sikkert nogen, der har brugbare løsninger eller konkrete forslag til, hvad vi kan gøre for at forbedre forholdene, hvor det stadig er muligt.

Dagens nyhedsstrøm er ikke for sarte nerver. Først og fremmest er der mange, der er stærkt påvirkede og bekymrede over den indeværende geopolitiske situation og specielt den nye amerikanske administration og dens beteende.

At vi som forbund, der har eksisteret i 60 år, endnu ikke har formået at gøre det klart for alle, at det kan man, giver selvfølgelig stof til eftertanke. Det er også et vink om, at der er mange dykkere, som vi ikke er nået ud til.

En ting er, at de måske ikke er med i en klub og kender til dykkerklubber og forbundet. Men at der også er nogen, som tror, at det slet ikke er muligt at dykke andre steder end blandt koraller og farvestrålende fisk, er jo helt galt.