Det var sent på aftenen, da jeg kørte om bord på færgen i Frederikshavn, Danmark. Motorernes brummen og den salte brise signalerede starten på en længe ventet ekspedition. Mens færgen gled mod Göteborg i Sverige, sank jeg ned i min lænestol, og mine tanker vendte tilbage til en samtale med en norsk dykkerven for over to årtier siden. Hans fortællinger om fjordene havde vakt en drøm – og nu var jeg på jagt efter den.

Tanken om Azorerne har altid fremkaldt billeder af drømmende, vindomsuste øer med levende grønne farver på baggrund af stormfuldt blåt vand. Der var ikke meget, jeg vidste om dykning ved disse øer, ud over at jeg havde hørt om observationer af store havpattedyr og andet liv ud for Santa Maria-øen i en meget kort sæson. Men hvad havde disse øer, der ligger isoleret i det nordøstlige Atlanterhav, ellers at byde på? De måtte være hjemsted for noget spektakulært, så jeg var ivrig efter at aflægge dem et besøg.

Da jeg stod tidligt op for at gå en tur på Porto Santos 9 km lange gyldne sandstrand, var luften kølig og frisk. Det var lyst udenfor, men solen var endnu ikke stået op over øen, så stranden lå stadig i skygge og var ikke for varm. Temperaturen var perfekt til en gåtur, og da jeg kiggede ud over det rolige vand, virkede hele øen fredfyldt.

Det var ikke kun det at se en vild løve i øjnene få meter væk eller endelig at krydse en drøm af min bucket-liste, som jeg har drømt om siden universitetet – drømmen om at dykke i en unik ferskvandssø i hjertet af Afrika; det var menneskene. Deres overvældende varme, venlighed og generøsitet på trods af deres åbenlyse fattigdom gjorde et dybt indtryk på mig

En ting jeg ikke vidste var, at Spanien er verdens anden mest besøgte turistdestination, kun overgået af Frankrig. Hvert år besøger mere end 90 mio. mennesker det sydeuropæiske land, hvilket er det dobbelte af populationen i landet, og hovedparten besøger i sommermånederne.

At kalde det et højland, er ikke så lidt af en tilsnigelse, hvilket får nogle skandinaviske brødre i Norge og Sverige, der har rigtige bjerge i deres bagland, til at trække på smilebåndet. De højeste ”tinder” ligger trods alt kun ca. 150 m over havets overflade. Men i Danmark, der ellers er stort set fladt og overvejende landbrugsland, skiller det sig ud – og det med god grund. Det er malerisk!

Generøst spredt mellem bølgende bakker, der er dækket af skov eller hede, ligger der masser af ferskvandssøer, som er blandt de reneste og klareste i landet.

Da vi som et lyn fra en klar himmel blev ramt af COVID-19, blev mine 5-10 dyk om året i Danmark pludselig til en del flere, da der jo grundet rejserestriktioner ikke var andre steder end i vores hjemlige farvande, hvor dykkertrangen kunne blive stillet. Som et dansk ordsprog siger, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Med det mener jeg, at jeg i 2020/2021 fik øjnene mere og mere op for, at der rent faktisk findes en del fede og anderledes dyk og for mit eget vedkomne, fotomuligheder i Danmark.

Det var egentlig et urgammelt ønske, der stod for at blive realiseret, da jeg i min trofaste gamle Mazda 323, lastet til bristepunktet med dykkergrej og andre pakkenelliker, tøffede afsted mod det nordenfjordske for at tage del i Skawtræf – et årligt dykkertræf på Danmarks nordspids, som jeg havde hørt og læst om siden mine helt unge sportsdykkerdage i sen 80'erne, og som om noget fortjener betegnelsen legendarisk. Det var i hvert fald det 46. af slagsen. 

Men bedre sent end aldrig.

Denne gang var jeg hoppet med på en grupperejse med Kingfish til Marsa Nakari, som er en dykkerlejr på den Egyptiske kystlinje på vestsiden af Rødehavet, et godt stykke nord for grænsen mod Sudan. Mange dykkere har måske allerede hørt om, eller besøgt den lidt større dykkerlejr, Marsa Shagra, som ligger en halv time nord for Nakari.

Der er film, der beskriver hajer som glubske dyr, der fortærer mennesker i bestemte kystområder. Der er Youtube videoer fra Bondi Beach Sydney, Australien, hvor man viser, at man har helikopter eller drone til hajovervågning af kyststrækningen, så man kan advare badende turister om, at der er hajer i farvandet. På YouTube kan man også se videoer fra surferstrande nær Cape Town, Syd Afrika, og Californien, USA, hvor hajerne svømmer rundt lige under surferne, som venter på den rigtige bølge.