En ting jeg ikke vidste var, at Spanien er verdens anden mest besøgte turistdestination, kun overgået af Frankrig. Hvert år besøger mere end 90 mio. mennesker det sydeuropæiske land, hvilket er det dobbelte af populationen i landet, og hovedparten besøger i sommermånederne.

At kalde det et højland, er ikke så lidt af en tilsnigelse, hvilket får nogle skandinaviske brødre i Norge og Sverige, der har rigtige bjerge i deres bagland, til at trække på smilebåndet. De højeste ”tinder” ligger trods alt kun ca. 150 m over havets overflade. Men i Danmark, der ellers er stort set fladt og overvejende landbrugsland, skiller det sig ud – og det med god grund. Det er malerisk!

Generøst spredt mellem bølgende bakker, der er dækket af skov eller hede, ligger der masser af ferskvandssøer, som er blandt de reneste og klareste i landet.

Da vi som et lyn fra en klar himmel blev ramt af COVID-19, blev mine 5-10 dyk om året i Danmark pludselig til en del flere, da der jo grundet rejserestriktioner ikke var andre steder end i vores hjemlige farvande, hvor dykkertrangen kunne blive stillet. Som et dansk ordsprog siger, så er der ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Med det mener jeg, at jeg i 2020/2021 fik øjnene mere og mere op for, at der rent faktisk findes en del fede og anderledes dyk og for mit eget vedkomne, fotomuligheder i Danmark.

Det var egentlig et urgammelt ønske, der stod for at blive realiseret, da jeg i min trofaste gamle Mazda 323, lastet til bristepunktet med dykkergrej og andre pakkenelliker, tøffede afsted mod det nordenfjordske for at tage del i Skawtræf – et årligt dykkertræf på Danmarks nordspids, som jeg havde hørt og læst om siden mine helt unge sportsdykkerdage i sen 80'erne, og som om noget fortjener betegnelsen legendarisk. Det var i hvert fald det 46. af slagsen. 

Men bedre sent end aldrig.

Denne gang var jeg hoppet med på en grupperejse med Kingfish til Marsa Nakari, som er en dykkerlejr på den Egyptiske kystlinje på vestsiden af Rødehavet, et godt stykke nord for grænsen mod Sudan. Mange dykkere har måske allerede hørt om, eller besøgt den lidt større dykkerlejr, Marsa Shagra, som ligger en halv time nord for Nakari.

Der er film, der beskriver hajer som glubske dyr, der fortærer mennesker i bestemte kystområder. Der er Youtube videoer fra Bondi Beach Sydney, Australien, hvor man viser, at man har helikopter eller drone til hajovervågning af kyststrækningen, så man kan advare badende turister om, at der er hajer i farvandet. På YouTube kan man også se videoer fra surferstrande nær Cape Town, Syd Afrika, og Californien, USA, hvor hajerne svømmer rundt lige under surferne, som venter på den rigtige bølge.

Mit første glimt af Madeira fra flyet var af forrevne klipper og frodigt grønt terræn mod en mørkeblå baggrund. Selv om mit kendskab til denne portugisiske ø var begrænset, kunne jeg ikke vente med at udforske den. 

Flyveturen til øen, som ligger 967 km sydvest for Lissabon, tog lige under to timer, og vi var nu tættere på Afrika end på Europa. Øgruppen omfatter øerne Madeira, Porto Santo, Desertas og den separate øgruppe Savage Islands i Atlanterhavet. Øen Madeira er 740 kvadratkilometer stor og har en befolkning på lidt over 250.000 mennesker.

Nu er det omsider efterår, hvor mørket indfinder sig tidligt. Klokken er blot kvart over fire da står vi ude på dykkerstedet og samler dykkergrejet i skumringen. Når mørket først begynder at falde på, går det hurtigt, så vi forbereder det meste og vænner os langsomt til mørket, der begynder at omslutte os.

Vi blev siddende på den måde, fastfrosset i hinandens blikke, i hvad der føltes som flere minutter, før moren langsomt vendte sig og forsigtigt førte kalven væk. Hendes gigantiske brystfinne passerede foran min linse, og kort efter kom en massiv hale til syne, før den gradvist forsvandt i det fjerne. Vores første møde med pukkelhvaler havde været spektakulært, om end kortvarigt og helt på deres præmisser. Vi klatrede tilbage i båden, mens vi talte livligt med hinanden og var spændte på vores næste møde med disse betagende leviathaner.

Da samfundet åbnede sig efter COVID-19-pandemien, funderede jeg som dykkerrejsearrangør over, hvorvidt jeg kunne overtale vores ”kulturelle kunder” til at besøge Tyrkiet, og om dykningen var god nok. Det gav det mig imidlertid en klump i halsen at tænke over dykningen. Tilbage i 1994 havde jeg gennemført et meget strengt divemaster-kursus i Fethiye, en havneby på den sydvestlige tyrkiske riviera. Jeg nød det, men jeg kan huske, at der var masser af klipper, og at jeg kun så nogle få aborrer. Var dykningen interessant nok? Det måtte jeg finde ud af.