Sikkerhedskultur

I første del af denne serie, som blev bragt i det forrige nummer, foreslog jeg nogle få bud, som man bør overveje for så vidt muligt at sikre, at ens tekniske dyk er sikre og vellykkede. Disse var: Første bud: Forbered papirarbejde; Andet bud: Udpeg en supervisor; Tredje bud: Indsæt sikkerhedsdykkere. I denne fortsættelse leverer jeg et par stentavler mere.

I dag er teknisk dykning godt inde i sit fjerde årti. Vi har nu bedre værktøjer, teknologi og systemer end tidligere, og vi ved langt mere om, hvilke metoder, dekompressionsstrategier og udstyrskonfigurationer der fungerer godt, og hvilke der ikke gør.

Dykning er ikke uden risici. Der vil altid en være vis fejlbarlighed i det ”system” som udgøres af udstyr, mennesker og det fysiske, sociale eller kulturelle miljø. Dykning kan aldrig gøres fuldstændigt sikkert, men der er meget vi kan gøre for at højne sikkerheden.

I første del af denne todelte artikel drog Simon Pridmore nogle sammenligninger mellem dykning og bilkørsel, først og fremmest i forhold til at lære at forudse og vurdere farlige situationer, træffe oplyste, fornuftige beslutninger og forblive sikker – en tankegang som bilister betegner defensiv kørsel.

Defensiv Dykning er et tankesæt som stammer fra kurser i trafik-sikkerhed som blev udviklet til bilister helt tilbage i 1960. Det er et koncept, eller mindset, som fokuserer på at prøve at forudsige og søge at forebygge mulige problemer før de opstår, eller udvikler sig værre end nødvendigt. Simon Pridmore udlægger teksten.