Myter om hvad nye dykkere sikkert kan håndtere der bør aflives

En rutinedykketur endte i tragedie for en nycertificeret, uerfaren dykker. Nybegynderen døde ikke af sygdom eller ekstreme forhold, men som konsekvens af en række fejlagtige antagelser og forsikringer om, hvad begyndere kan håndtere på sikker vis. Simon Pridmore afkræfter disse myter og giver praktiske råd om, hvordan man undgår uagtsomhed, der kan have alvorlige konsekvenser.

Jeg har været cheftræner og assistenttræner for professionelle, semi-professionelle og nationale rugbyhold. Jeg har også været sportspsykolog og rådgiver inden for rugby, golf, motorcykelløb, rallykørsel og mange andre professionelle og olympiske sportsgrene. Herudover er jeg teknisk dykker instruktør. I tidens løb har jeg derfor gjort en del erfaringer, som jeg hermed vil bringe ind i dykningen.

Du sidder og sludrer med en dykkerven, og samtalen falder på fælles bekendte. ”Kender du Bob og Carol?” spørger din ven. ”Åh ja, gode dykkere!” svarer du. Vi omtaler normalt nogen, som værende en god dykker, når de ikke er tilstede. Vi siger det sjældent lige op i ansigtet på dem. Og det er noget, vi alle håber, at folk siger om os bag vores ryg. Og selvfølgelig er det blot god tone, at når nogen siger, ”den og den er en god dykker”, at nikke samtykkende i stedet for at gøre indvendinger.

I første del af denne todelte artikel drog Simon Pridmore nogle sammenligninger mellem dykning og bilkørsel, først og fremmest i forhold til at lære at forudse og vurdere farlige situationer, træffe oplyste, fornuftige beslutninger og forblive sikker – en tankegang som bilister betegner defensiv kørsel.

Defensiv Dykning er et tankesæt som stammer fra kurser i trafik-sikkerhed som blev udviklet til bilister helt tilbage i 1960. Det er et koncept, eller mindset, som fokuserer på at prøve at forudsige og søge at forebygge mulige problemer før de opstår, eller udvikler sig værre end nødvendigt. Simon Pridmore udlægger teksten.