”Goooood morning, Filippinerne!” Klokken var 3.30 om morgenen, og Robin Williams’¹ stemme ekkoede i mit hoved, da jeg søvndrukkent kravlede ud af sengen for at slukke for det uophørlige vækkeur. Formålet med denne tidlige opstandelse var at vandre op til toppen af Alicia Panoramic Park for at se solopgangen.

Maldiverne er en af de destinationer, som dykkere altid vender tilbage til. Ruterne skifter, årstiderne skifter, forventningerne udvikler sig… men tiltrækningen forbliver. I årevis har jeg udforsket de sydlige kanaler og de centrale atoller – de ikoniske undervandslandskaber, der dukker op i rejse- og dykkermagasiner og på de sociale medier. Jeg troede ærligt talt, at jeg allerede kendte hele historien. Jeg tog fejl.

Jeg fatter stadig ikke helt, hvordan det lykkedes os at kramme fire velvoksne dykkere og alt vores habengut ind i Barb Roys lille bil, da vi satte kurs mod Rocky Mountains fra hendes hus i Vancouvers forstæder. Ud over undertegnede var der Barbs ægtemand og dykkermakker, Wayne Grant, samt Ron Akeson, en marinbiolog fra Bellingham, Washington, USA.

— Bevarelse af havmiljøet har altid været vigtigt i området omkring St. Abbs og Eyemouth, hvor dykkere allerede i begyndelsen af 1970’erne indførte et frivilligt forbud mod indsamling af skaldyr, hvilket mange dykkerklubber støttede. Den første reelle ændring kom i 1978, da Lawson Wood udpegede et lille område nord for Eyemouth som Skotlands første frivillige havreservat. ”Barefoots”, som det dengang blev kaldt, udgør stadig en væsentlig del af det frivillige marine naturreservat St. Abbs og Eyemouth, der blev grundlagt i 1984 og officielt indviet af professor David Bellamy i 1986.

I provinsen Zeeland, i den sydvestlige del af Holland, ligger nationalparken Oosterschelde. Oosterschelde (Østlige Schelde) er et populært dykkerområde, men det har en turbulent historie. I 1953 blev en stor del af Zeeland oversvømmet under oversvømmelseskatastrofen i Nordsøen. Mange mennesker mistede deres hjem, og nogle landsbyer forsvandt næsten fuldstændigt.

Det var sent på aftenen, da jeg kørte om bord på færgen i Frederikshavn, Danmark. Motorernes brummen og den salte brise signalerede starten på en længe ventet ekspedition. Mens færgen gled mod Göteborg i Sverige, sank jeg ned i min lænestol, og mine tanker vendte tilbage til en samtale med en norsk dykkerven for over to årtier siden. Hans fortællinger om fjordene havde vakt en drøm – og nu var jeg på jagt efter den.

Tanken om Azorerne har altid fremkaldt billeder af drømmende, vindomsuste øer med levende grønne farver på baggrund af stormfuldt blåt vand. Der var ikke meget, jeg vidste om dykning ved disse øer, ud over at jeg havde hørt om observationer af store havpattedyr og andet liv ud for Santa Maria-øen i en meget kort sæson. Men hvad havde disse øer, der ligger isoleret i det nordøstlige Atlanterhav, ellers at byde på? De måtte være hjemsted for noget spektakulært, så jeg var ivrig efter at aflægge dem et besøg.

Da jeg stod tidligt op for at gå en tur på Porto Santos 9 km lange gyldne sandstrand, var luften kølig og frisk. Det var lyst udenfor, men solen var endnu ikke stået op over øen, så stranden lå stadig i skygge og var ikke for varm. Temperaturen var perfekt til en gåtur, og da jeg kiggede ud over det rolige vand, virkede hele øen fredfyldt.

Det var ikke kun det at se en vild løve i øjnene få meter væk eller endelig at krydse en drøm af min bucket-liste, som jeg har drømt om siden universitetet – drømmen om at dykke i en unik ferskvandssø i hjertet af Afrika; det var menneskene. Deres overvældende varme, venlighed og generøsitet på trods af deres åbenlyse fattigdom gjorde et dybt indtryk på mig